Nærved og næsten…

Én af forskellene på os herhjemme er vores behov for benzin. Ikke kun i egne maver, men også i bilens.

Jeg har det bedst, hvis der er mere end en halv tank på den. Kan leve med det, så længe vi bare er over en range på 100 kilometer. Derefter begynder jeg at trippe. Både, hvis jeg er i førersædet og ved siden af. Kommer vi helt ned under 30 kilometer, begynder det at blive rigtig kritisk. Og er der under 10 kilometer tilbage, nægter jeg at sidde i bilen. Før nogen andre har tanket op.

Jeps. Sådan er det bare.

Da vi købte bilen fik vi nemlig at vide, at måleren ville sige til i god tid. Med sine lamper n’all. Når den begyndte at trænge. Til gengæld var den tør, når den var tør. Så det skulle vi ikke gamble for meget med. Sagde sælgeren. Og jeg lyttede. Og husker!

Forleden blev jeg dog snydt. Den såkaldt Bedre Halvdel kan nemlig godt lide at leve lidt on the edge. Når det kommer til det med benzinen. Eller… han “gider ikke at fylde på i tide og utide”. Som han si’r. Så benzintanken skal derfor helst køres helt i bund, før han nærmer sig en tankstation.

Om jeg så spræller nok så meget ved siden af.

Det kan godt blive lidt… spændende. Og vi kan godt lige diskutere nødvendigheden af det en lille smule højlydt.

Ikke, fordi det tit går galt for ham. Faktisk. Kun lige den ene gang for nogle år siden, hvor vi strandede på ydre Frederiksberg, fordi den stakkels bil altså bare ikke kunne nå hele vejen hjem på dampene. Selvom det nødvendigvis bare skulle prøves. Ret så bestemte eder protester fra min mund til trods.

Den har jeg selvfølgelig brugt i min argumentation, lige siden jeg i den sene aftentime noget så ufrivilligt trampede hjem i lidt for høje hæle og al for megen regn. Imens han gik i modsat retning mod den tankstation, han havde nægtet at svinge omkring lidt tidligere. I det mindste en lille trøst…

Anyways, forleden var den så gal igen. Jeg syntes, det var tid til en optankning. Han mente, at vi saaagtens kunne nå hele vejen frem, før vi spildte brugte tid på det pjat. Og imens jeg sad på passagersædet og overvejede, om jeg skulle krydse fingre for, at vi ikke strandede midt på motorvejen, eller at vi netop gjorde det, så jeg kunne klemme et “Hvad. Sagde. Jeg??!!!!” ud mellem sidebenene, røg måleren bare længere og længere ned.

Så langt, at han dog begyndte at følge den lidt ekstra ud af øjenkrogen.

Og med god grund. Da vi trillede af motorvejsafkørslen og ind på tankstationen tæt på ankomststedet, var Toyotaen meget tørstig.

Præcis så tørstig her:

Og jeg var altså meget, meget tæt på at få ret.

Uden at få det.

Imens man ærgrer sig gul, grøn og arrig, kan man til gengæld høre ham sige: ”Jeg sagde det jo! Har heeelt styr på det”. Og selv begynde forfra på overvejelserne om, hvad man skal gøre sig af forhåbninger for den næste tankfuld.