Den mørkhårede blondine

Egentlig er mit hår nok leverpostejfarvet. Mere end noget andet.

Men jeg har altid tænkt på mig selv som blond. Knyt med de fjogede jokes hér!

Og mit pas giver mig ret. Jamen, jeg var endda medstifter af BlondineBanden i min studietid…

Derfor gik det heller ikke at all, da jeg for 10 år siden lod mig lokke til at prøve en mørkebrun farve. Selvom det vel egentlig ikke var mere tosset end så meget andet var ganske pænt. Og egentlig fungerede overraskende fint. På blondinehovedet.

Men når man er blondine indeni, så bliver man altså noget forvirret af at møde en brunette i spejlet.

Og så var der også noget med nogle ret ærgerlige udvoksninger. Temmelig hurtigt.

Så de lysere lokker vendte tilbage*. Blonde, leverpostejfarvede eller hvad de nu er.

* Hvordan de gjorde det, er en lang og smertefuld historie, der runder både noget pletvis tisgult hår, hatte, pjæk fra ny arbejdsplads, sår i hovedbunden og frisør-fobi. Men la’ os gemme den til en anden god gang…

Troede jeg da.

For sidst, jeg var hos frisøren og ville have noget tør-shampo med hjem, stak hun mig efter lange overvejelser versionen til mørkt - fu**ing mørkt! - hår. Som i “mørkt, brunt og sort hår”.

Og straks vrimler en uendelig række af spørgsmål jo frem:

• Hvorfor? Når der nu findes en version til “blond, gyldent og gråt” (!) hår…
• Har blondiner det sjovest? Eller må vi andre godt være med?
• Tog hun fejl? Og kan jeg virkelig vente helt til næste besøg med at få det opklaret?
• Skal jeg skifte frisør?
• Kan man godt være en mørkhåret blondine – mon?
• Hvad fanden er det der tørshampo også for noget? Udover at det faktisk lader til at kunne noget. Godt, ligefrem.

Jeg er forvirret!