2020 var en udfordring på mange områder, men som bogår fejlede det intet.

Jeg fik læst en god blanding af nyt, ældre og klassisk og havde generelt udmærket held med at udvælge bøger, der faldt i min smag fra start til slut og ved nærmere eftertanke.

Martha Christensens bøger er alle som en utroligt velskrevne og fængende. Det er Tove Ditlevsens breve til sin forlægger i høj grad også, og Tove havde overraskende høj underholdningsværdi!

Jeg var også godt underholdt af både Bendtner- og Pilou Asbæk-fortællingerne (henholdsvis af Rune Skyum-Nielsen og Kristoffer Zøllner).

2020 blev året, hvor jeg opdagede Erlend Loe. Det er jeg glad for, at jeg gjorde, og jeg er på ingen måde færdig med hans skriverier.

Både Anne-Grethe Bjarup Riis’ I Guds rige og Anders Matthesens Ternet Ninja 2 er – i hver deres genre – gode fortællinger, der begge gør sig virkelig godt som lydbøger, oplæst af forfatterne selv. Og det siger jeg, selvom jeg stadig klart foretrækker den fysiske bog.

Jeg havde store forventninger til Meter i sekundet (Stine Pilgaard) og Løbeklubben i Saudi (Lotte Garbers), som det føg med omtale og anbefalinger af. Jeg forstod dog aldrig hypen. Mysteriet i Genbrugsen (Anna Grue) ligeledes et nummer for forudsigelig og tyndbenet til at være et hit her.

Derimod var jeg begejstret for både Pigen fra Den Franske Skole (Jacob Weinreich), Vaniljehuset (Mich Vraa skuffer aldrig) og Hvide blomster (Sissel-Jo Gazan).

Bogen, jeg i 2020 gerne selv ville have skrevet, var klart Hanne-Vibeke Holsts Som Pesten. Jeg købte den i et antikvariat for et par år siden, men havde ikke nået at læse den, før jeg sad i corona-lockdown i foråret og var imponeret over ligheder og den enorme research, der må været gået forud.

Barack Obamas A Promised Land er jeg endnu ikke helt igennem, men det er udelukkende på grund af omfanget (700+ sider). Den er både velskrevet og interessant, så det er kun et spørgsmål om tid (og antallet af andre bøger, der sniger sig ind foran i læsekøen undervejs).

Bogåret 2021 er i det hele taget i fuldt firspring. Julen var heldigvis indbringende, og både januar og februar har nye udgivelser på tapetet, som jeg glæder mig til at gå ombord i. Følg det på instagram (@elsemarielehman), hvis du også huserer der. Tips til læselisten modtages selvfølgelig altid gerne, hvis du har anbefalinger i ærmet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.