Arkiv | Danmark dejligst RSS feed for denne sektion

Høflig selvbetjening

17 jul

De er nu så friske her ude på landet:

Sommer i Danmark

10 jul

  • Alicante
  • Barcelona
  • Lima – og resten af Peru
  • Kreta
  • Kristianstad
  • Manchester
  • New York
  • Miami, Key West og Clearwater
  • Split
  • Toscana

… er bare et lille udvalg af de steder, som venner og andet godtfolk farer rundt imellem i de her dage. Kunne indimellem godt få den tanke, at familien Lehman snart bliver helt alene på skansen på de hjemlige breddegrader. For vi har nemlig valgt at spendere ferien inden for landets grænser i år. Fordi “der nu er så dejligt herhjemme i sommermånederne.” [Og noget med noget økonomi og nogle flybilletter til Hawaii, som kostede til udbetalingen på en herregård, og såku'detaltsammenværeligemeget].

Sommerdanmark kvitterer for vores loyalitet og støtte med det her:

Og hvem gider overhovedet at rejse til spændende, eksotiske steder, når man kan få lokale tågebanker, skiftende vind, skyer og ikke mindst mulighed for byger og regn – lige her?? Nej, vel?

 

Kragerne må gerne vende

30 jun

Snapshots fra Udkantsdanmark:

Desperado på detox

28 jun

Normalt synes jeg godt, at man kan tale lidt pænt om det der Udkantsdanmark. Og give det en chance. Sådan en kan vi jo alle have brug for.

Men så opdagede jeg, at internetforbindelse ikke er noget, de strø’r om sig med derude. Og når man pludselig befinder sig midt i en uges meget ufrivillig digital detox, så sniger der sig alligevel en svag duft af rådden banan ind i bageriet.

Det kan sagtens være, at den slags er trendy nogen steder. At være offline og tilbage ved rødderne. Men det er ikke noget for mig! Never has been, never will be! Jeg insisterer på min daglige dosis apps, .dk, .com og en lind flydende mailstrøm. Jeg kræver det. Og jeg behøver det. Og jeg er ikke engang flov over det.

Derfor kan man lige for tiden se mig suse rundt på en sommerhusgrund på Langeland med bærbar og alle antenner ude. På desperat jagt efter den der magiske ene pinds forbindelse, som gør, at den mest livsnødvendige kontakt til omverdenen kan holdes. I bare 2 minutter. Om det så tager halvanden time at finde den. Hvilket det som minimum gør tilsyneladende.

De ord, der kommer ud af min mund imens, er ikke just for folk med sarte ører eller nerver. Advarsel udstedt! Undskyldning til de lokale ditto. Trods alt.

Men nogen er jo nødt til at tage den der banan ved hornene og slå fast at det bare ikke er en måde at få venner på, Udkantsdanmark. Og så ved du, hvorfor vi fremover nok kun mødes på de helt mørke pletter på 3′s dækningskort!

Besøg Christian

13 jun

Inden længe er andet oplag af KØBENHAVN - min elskede! på gaden (hip hip hurra!). Med forskellige rettelser og tilføjelser, selv om det ikke helt var meningen. Men nogle steder har holdt flyttedag. Andre er helt lukket. Og nye favoritter er kommet til i stedet for.

I løbet af sommeren smider jeg også alle ændringerne på vores – bogens og min, altså – side hos Gyldendal. Men indtil da kan jeg løfte sløret for en enkelt ny sag, der har sneget sig ind på siderne. Nemlig Savoy hotellet på Vesterbrogade:

Et stykke tid efter, at KØBENHAVN – min elskede! udkom, fik jeg en mail fra Christian fra min folkeskoleklasse. Han havde nemlig tilfældigvis fået en vis bog i bryllupsdagsgave af gode venner – men synes nu nok, at der manglede et ganske bestemt hotel i den. Hans eget, forstås.

Og jeg må med skam indrømme, at han har helt ret. For Savoy Hotel på Vesterbro (og Christian) fortjener at få en plads i den lille, sluttede kreds. Stedet er nemlig både romantisk, lyst og fint, har sjæl og charme – og er tilmed til at betale. Selv, hvis I vælger deluxe kæresteværelset med egen spa til to og udsigt over den hyggelige gårdhave.

Undskyld til Christian. Og undskyld til alle I andre. Så er det sagt. Og så ved I, hvor I skal tage hen og sove i ske.

Savoy Hotel, Vesterbrogade 34, 1620 København V. Tlf.: 33 26 75 00. E-mail: mail@savoyhotel.dk. www.savoyhotel.dk.

PS: ♫ Så gi’r han nok en lille én, en lille én, en lille én… ♫ (Spørg bare, i hvert fald – og giv mig skylden, hvis det bliver pinligt ;-)).