Else Marie Lehman

Yngsteprinsessen fyldte 2 i går.

Den slags kan godt være en langstrakt affære. Ikke mindst sammenlignet med fødslen af selvsamme pigebarn.

Hun var nemlig ret tæt på at komme til verden herhjemme. Eller i Toyotaen. Hospitalet havde “ikke lige plads” til os, da vi ringede og sagde, at vi ville køre ud til dem. Og føde lidt.

Say whaaat?

Næh, men de ville lige finde ud af, hvor vi så skulle køre hen, sagde de – venligt, men bestemt – til Manden, der havde trukket ringetjansen. Imens en anden én var optaget af nogle veer. Dog ikke mere, end at hun tog en dyb indånding i baggrunden og råbte, at hun fandengaleme ikke skulle andre steder hen.

Måske gentog hun det også i mindre pæne vendinger, som Manden diplomatisk forsøgte at oversætte til mere konstruktive termer. Det kan ikke udelukkes. I hvert fald fik hun sin vilje. Og en fødestue.

Til gengæld blev der ikke lagt beslag på sundhedsvæsnets tid eller plads mere end højst nødvendigt. Barnet blev født 13 minutter efter parkering. Og 4 timer senere var alle mand – og ikke mindst damer – ude af butikken igen.

Vi er ikke halvvej endnu…

En ting er, at man ikke får arbejdet, når man har syge børn.

Eller blogget.

Eller løbet tur.

Men hvad er meget værre er, at det laver så meget uorden på “kontoret”, at:

1. man ikke får set sine daglige tv-serier

2. man får lavet fejlkøb på nettet hvilket man troede umuligt, spidskompetencen på netop det felt taget i betragtning

3. man skal dele sin frokost og sit eftermiddags-stash med andre. And Joey doesn’t share food, ved enhver.

Duer. Bare. Ikke.

Slet, slet ikke!

I Casa Lehman er de sidste 5-6 dage forløbet nogenlunde sådan her:

Første kastede den ene op. Ud over den anden. Og sengetøjet.

Så kastede den anden også op. Og det nyskriftede sengetøj.

Samtidig med at hun sked mere end flydende tyndt.

Det ville den første ikke ligge under for. Så det begyndte hun også at gøre.

Og så sprang den fjerde også ind i legen. I sympati eller noget. Alt imens den tredje blev så fornærmet over manglende opmærksomhed fra de øvrige fire, at den pissede på gulvet. Hvilket blev opdaget, da den første jokkede i det. Og blev meget, meget sur over sine våde fødder. Hvorfor der selvfølgelig måtte skriges og hyles længe. Og højt.

Den sidste har mirakuløst holdt skruen i vandet. Imens hun har vasket og tørret og vasket og tørret tøj. Og lavet mad. Og skiftet bleer. Er kommet mere og mere bagud. Og stille og roligt er gået op i limningen. Og har mistet mere og mere forstand og stemme af at brokke sig. Og råbe.

I dag er første dag tilbage til normalen. Og den må ærlig talt godt blive her nu!!

Da vi købte bil sidste gang, var det hos en kæk og lettere dameglad? sælger, der valgte at skrive mit navn – og kun mit – på registreringsattesten. Bare fordi han synes, at det var sjovt. Eller måske som kompensation for, at den ikke var sort. Så på papiret er den min (min, min!) – bilen.

Den er i særlig grad min, når en af familiens Fædre – igen – spørger: “Nå, kører din bil stadig godt?” og kigger på Manden (WTF?!!). Og – lis’som tidligere – bliver overrasket over, at se mig springe ind med de røde strømper og et: “Jo tak, det gør min bil da.”

Det betyder desværre også, at den er min, når Toyota skriver, at det er tid til noget service. Når forsikringen vil have helt vildt mange penge. Eller – viser det sig – når Trafikstyrelsen mener, at det er tid til syn.

Det er knap så interessant.

For nu er det nemlig sådan, at mig og min e-boks ikke ligefrem overrender i hinanden. Jeg besøger den aldrig, når den skriver til mig, at den har noget nyt at sige. Eller… det troede jeg, at jeg gjorde. For i lørdags forvildede jeg mig derind. Af uransagelige årsager. Der sikkert har noget at gøre med, at nogen havde sendt et-eller-andet røvsygt, som jeg var nødt til at se nærmere på.

Så fandt jeg samtidig lige denne her. Fra netop Trafikstyrelsen.

Og deadline. To måneder (!) senere.

Og får meget, meget røde ører og en smule svedige armhuler – her i marts. Ved tanken om potentielle bøder, klippede nummerplader og diverse offentlig ydmygelse.

Heldigvis kan man booke tid til syn online. Og heldigvis er der ikke spor af ventetid på sådan noget.

Heldigvis er det jo også vores fælles bil.

Så gæt selv, hvem der stod i synshallen i morges klokken 7:10…

Jeps. Min Vores bil. Og… min mand.

I aften er der gået fire år.

Fire år siden jeg sad med halsbrand og kæmpemave og bankede løs i tastaturet for at få skrevet noget artikel færdig. Inden deadline.

Dvs. mavens var for længst overskredet. Med 3-4 dage. Men den fulgte heldigvis lydigt overplanlæggerindens indehaverens drejebog. Som hed: “På torsdag! Jeg har først tid på torsdag. Det passer perfekt at føde på torsdag. Og kalenderen er endda også fri fredag. Det skal bare være på torsdag!”

Maven, som den - og det andet - stadig sad. Den aften.

Onsdag aften var jeg dog stadig ikke færdig. Med de der artikler. Men det var dælme tæt på. Og jeg sagde: “Jeg går ikke i seng, før jer har sendt de sager her af sted!” Bum.

De røg såmænd også ud af vagten kl. 01.00-ret-så-sharp. Og jeg sagde: “Så! Nu er jeg klar” – til Manden, der tænkte whatever ja, ja.

Og så gik hvalen jeg i seng. Selvom det næsten ikke kunne svare sig. Når jeg nu alligevel ville vågne lynsnart igen. Klokken 02.59. Hvor vandet gik simultant med, at den store viser gled på hel.

Og Manden sagde halvt i søvne, halvt i panik: “Er det nu? Så jeg tager ikke til det der møde i Roskilde? Klokken 10? Eller hvad?”

Jeg sagde: “Hvad tror du selv?! Det gør du så nok ikke, nej…”

Men fødte alligevel lige Ældsteprinsessen inden arbejdsdagen egentlig skulle have været igang. Just in case. Og en smule show off.

Han blev dog hjemme. Jeg tog en fridag - som planlagt. Og når hun vågner i morgen har hun fødselsdag.

Fire år!

Vi har skoldkopper og pandehulebetændelse i familien – fordelt med rund hånd på de fleste af familiens øvrige medlemmer. Hvilket betyder, at hele – og det var HELE! – familien er hjemme. Og har været det siden torsdag aften. Oh my!

Det betyder så til gengæld også, at jeg:

• har ondt i halsen. Af at snakke og fortælle. Af at svare. Af at bede om at få noget gjort. Og af at skælde ud når shit ikke sker!
• har taget mindst 5 liter ren piskefløde kilo på. Af at spise-skråsteg-drikke way out of  samtlig ernæringsanbefalinger my league. Og kvitte løbetur-efter-tur-efter-tur-efter…
• ikke får set en ærlig formiddags- eller eftermiddagsserie. Og da slet ikke i fred.
• ikke får skrevet noget, der batter nogen som helst steder. #ButWhatsNew?
• har fået dekoreret en hel dør og et par vægge. Af barnetegninger. Ret så ufrivilligt, hvis nogen skulle være i tvivl!
• godt kan blive lidt smålig synes, at andres 20 min lange toiletbesøg med det nye Euroman bør straffes. Hårdt. Og som minimum udløser noget kompensation til en anden én for at holde skansen så længe. Igen – helt UFRIVILLIGT!
• ikke har fået vasket hår siden… well, who’s overhovedet counting. Or caring, really.
• begynder at se planlagt, yderst sjælden tja, vel næsten firsttimer valentines-skråsteg-copenhagen-dining-frokost med ham, jeg er gift med, forsvinde ud i tågerne.
• får umanerlig travlt, når det engang bliver hverdag igen.

Men kakaoen er god og rigelig! i Casa Lehman, når der er syge ombord. Der spares ikke på fløden. Der serveres kage til den. Og tegnefilm er slet ikke tosset underholdning udtaler hende, der grinede allerhøjest af Ratatouille i går. Igen.

And so the fun continues…

Jeg er nok sådan en, der gerne vil bestemme være i kontrol. Sidde i førersædet. Have en finger med i planlægningsspillet.

Derfor undrer jeg mig indimellem over, at at jeg alligevel er endt op med:

2 x Mini’er. Der insisterer på, at de skal præcis det samme.

1 x Mand. Med en mening eller to. Som svarer igen, hva’ gi’r I?

Og en beagle! Racen, der nægter at lade sig opdrage. Og som slet ikke har noget behov for at please andet end sin mave.

Er det karma, den møgkost? Igen!?

Og hvordan tager man røven på dem alle hende?

Er det ikke nok tilladt at være en smule arrig omtåget i hovedet, når man faktisk ikke har sovet hele natten? Fordi man dels gik alt for sent i seng igen. Og Mini-mennesker derefter valgte at vågne og nægte at falde i søvn igen. Og man efter halvanden times sweettalking smed håndklædet i ringen og brølede: “Så stå dog op og leg. For [**noget-mindre-pædagogisk-korrekt**]!!!”. Klokken 2:56 (but who’s counting…) (Undskyld, Frederiksberg naboer!).

Og det gjorde de.

Klokken 4.22 gav manden op og væltede ud af sengen. For at forlade skuden tage på arbejde. Når man alligevel ikke kunne få nattero her i butikken det alligevel ikke kunne være anderledes.

Og en time senere begyndte småfolkene, der – for the record – storhyggede højlydt som de absolut eneste i selskabet, at spørge efter morgenmad. Hvilket en anden en hidsigt gjorde opmærksom på, at de under ingen omstændigheder skulle forvente at se skyggen af, før det blev noget, der bare ligner morgen. Og lyst. Og 2037.

Dagen, der fulgte helvedesnatten, har ikke været meget bedre. Så don’t get me started med den!

Lad os i stedet bare konkludere, at det hermed er blevet testet ud over alle mine grænser, at:

• det i særdeleshed er muligt at opbruge en hel uges forbrug af bandeord – længe inden den overhovedet er begyndt
• ikke alle håndterer mangel på søvn lige yndefuldt
• Mini-mennesker på kontoret ikke gør noget godt for verdensfirmaets bundlinje
• end ikke alverdens overtalelsesforsøg batter det fjerneste på 1½ årig. Om de så er pakket ind som bønner eller trusler. I indsmigrende tale eller skingre brøl. Bestikkelse med mad har dog en vis – omend kortvarig – effekt.
• jeg skal ønske mig et klippekort til Radisson hotellet rundt om hjørnet
• vi er nogen, der fortjener den omgang svinedyre B.L.T’s med pomfritter, der er på vej med Roomservice fra The Laundromat!

• Yngstebarnet sov til kl. 7.30. Og er åben over for at gentage den oplevelse mod rette bestikkelse.
• Der er hjemmebagte boller til fri afbenyttelse.
• Lagkagehuset leverer nu muffins med Nemlig.com.
• Ugens første løbetur er klaret.
• Ugens første artikler og nye artikelforslag er røget af sted.
• Der er bøffer til frokost. Rigtige bøffer!
• Manden henter Mini’erne i dag. Og indtil flere gange senere på ugen. Lover han. Indtil videre da.
• Hunden har fødselsdag i morgen. 7 år, Niels. Equals licence to middagslursputte arm-i-pote.
• Sneen falder på fredag/lørdag. Og kælken er klar!
• Weekenden byder på brunch og vennehygge.
• TV 2 viser Desperate Housewives. I lad os bare kalde det frokostpausen.
• Der skal faktureres. Chiching!!
• Det er lykkedes at komme i bund med vasketøjet. Så mange nano-sekunder, det nu varer.
• En-og-anden er på den rigtige side af den mere eller mindre frivillige voksmishandling af armhuler, bikinilinje m.v.
• Jeg har 11 cm nye hæle på. En mandag. Fordi jeg næsten kan. Og ikke skal udendørs mere. I dag, altså.
• Der er Melodi Grand Prix på lørdag!!

Jamen… sådan dér!

Når man har allermindst tid og lyst til det, så kommer universet tit lige og kaster en ubekendt ind i dagens ligning. Kender du det?

Sådan gik det her i går. Skråsteg-i-dag.

Kl.  22.32, da jeg - endelig - var ved at tage mig sammen til at lave lidt af dagens syltede arbejde, lød der mærkelige lyde inde fra ved siden af. Fordi Ældstebarnet kastede op. Ud over sig selv. Sin søster. Min dyne. Pude. Og mine yndlingsnatbukser.

Bare til en start.

(Så bliver man sådan lige lidt ekstra glad i låget for, at man serverede rødbeder til aftensmaden!)

Cirka midt imellem udskiftning af lagen og afspuling under bruseren gjorde hun det igen. Denne gang dog lydigt ned i toiletkummen. Stadig helt uden at kny. Men meget, meget bleg.

Så begyndte egne indvolde at vride sig. Hverken eget eller andres opkast har nogensinde gjort noget godt for dem, nemlig. Og forlange ro og vandret stade. Det fik de. Imellem utallige toiletbesøg, som jeg skal spare os alle for maleriske beskrivelser af.

Men da Ældstebarnet havde kastet op tredje og fjerde gang, måtte en anden én også lige omkring kummen med et lignende ærinde.

Lige inden Ældstebarnets femte – og sidste (tak!) – og min anden – og ligeledes afsluttende (endnu mere tak!!) – ofring, ville Yngstebarnet også være med i legen. Og tog lige to hurtige runder. Før hun gik omkuld igen, halvvejs oven på sin far.

På det tidspunkt var klokken blevet 3:52.

Og dagens program for både børn og voksne blev stiltiende aflyst. Om vi så kunne lide det eller ej.

Pigebørnene har nu været imponerende højkantsagtige i dag. Siger hende, der selv har ligget brak og pebet mandeagtigt ynkeligt med jævne mellemrum.

De glæder sig meget til at komme i børnehave/vuggestue i morgen og fortælle alle vennerne om det. Pink rules, nemlig. Ikke mindst, når det komme inde fra en selv.

En anden én glæder sig bare til at kunne spise igen.

Også her er der dog en smule håb. I hvert fald begynder tvangstanker om burger, fritter og cola at indsnige sig.

Så hvis nogen lige gider at køre omkring noget takeaway, så sidder drikkepengene meget løst her…