Der er kun én dag om året, hvor det er cool at have ild i håret: Luciadag. Aka 13. december.
Jeg ved ikke om ungdommen nu til dags står i kø for at blive iklædt hvide lagener og gran på toppen – men det gjorde vi i 80′erne. Dengang, vi heller ikke pev, selvom stearinen landede i håret og blev siddende der året ud.
Næh, vi nød bare vores fifteen minutes of fame. Som blev foreviget på smukkeste vis og stadig findes i falmede farver i familiealbummet.
Nå, men som sagt, så lod jeg mig smitte. Af internetbegejstringen dér i opfindelsens eget land. Hvor Bill Clinton den charmetrold var præsident. Og Lewinsky stadig fuldstændig ukendt.Hvilket nu egentlig ikke har det store med resten af historien at gøre.
Og her ved andet klik blik blev det den store, altopslugende og enormt tidskrævende kærlighed.
Med andre ord gik jeg all in:
Tog kurser i Electronic Marketing. Desktop Publishing. N’Stuff.
Købte min første computer med indbygget modem. [Du ved i hvert fald, hvis du også har rundet de 30], ét af dem, der lød sådan her:
Oh, ve!]
… og fik min far derhjemme hevet med i faldet ombord.
Lærte forkortelsen ISP. Og fik selv sådan én. Som måtte bruge en hel eftermiddag på at forsikre mig, at det vitterligt ikke var dyrere for mig at sende e-mails til Danmark end til min hawaiianske nabo. Og at en flatrate altså var en flatrate… Ja, en fast pris. Som ikke var afhængig af, om jeg speed-loggede af efter hvert “send” tryk. Og at mit teleselskab heller ikke ville sende millonregninger, selvom jeg satte modemet i telefonstikket.
Fik også min første rigtige e-mail adresse (udover den der ruieopjkal47382964fhajl@odenseuniversitetiodense.dk agtige en). Der – indlysende nok – måtte hedde daneinus@lavanet.com. (Og ja, vi kan da godt diske op med lidt staveplade-hjælp til at spotte genialiteten i dét: dane-in-us. Hva’be’har!?!!)
Brugte den til at skrive hjem til de få fremme-i-internet-skoene folk i Danmark, at det var så smart, det her internet. Og at jeg faktisk synes, at vi skulle lave en internetforretning. Noget med at sælge et-eller-andet (og her var jeg så åben over for forslag og ikke spor kræsen) på computeren. Altså – så folk kunne bestille ting hos en. Og man kunne have kunder, say – alle vegne!!
Tror nok, at de sad derhjemme og grinede af mig. Jeg kunne i hvert fald ikke få øje på køen af investorer noget sted. Og her er jeg selvfølgelig nødt til at indskyde bare to ting, inden vi kan fortsætte mod slutningen: “Webshop!! Doooh!!” og “HVAD. SAGDE. JEG??!” Men det er heldigvis også deres tab en helt anden sag!
Jeg fik alligevel min første hjemmeside. Og nørdede html-kode ud på de små nattetimer for hvad skal man da ellers finde på, når man bor i Waikiki??. And it was hæderligt. Efter datidens målestok. Måske.
Jeg var til forelæsninger med store, store it-guruer. Fra det kæmpemæssige USA. Som spåede en fjern fremtid, hvor man nok ville kunne se film ude i cyberspace. Og opbevare sine filer dér.
Det fortalte jeg kun kæresten om. For det var alligevel lidt for langt ude [ha-lloooo!!]. Ing?
Jamen, jeg sagde det jo: ALL. IN.
Og der har jeg tænkt mig at blive! 24-7. Digital detox og “sluk” kampagner, my ass…
Jep, Internettet og mig – vi bli’r gamle sammen! Så knyt.
Og ja, jeg er en af dem, der godt kan finde på at tænde den bærbare, før jeg har børstet tænder om morgenen. Og ikke logger af, før jeg har iPhonen i hånden til at overtage showet lukker øjnene i den anden ende. Eller… du ved, hvad jeg mener.
Jeg elsker internettet. So. Sue. Me!!
Sagen er, at vi går way back, Internettet og mig. Selvom det ikke var helt hot lige i begyndelsen:
Mit Vores afhængighedsforhold startede i en helt anden tidsalder 1996. Hvor det – tror jeg nok lige – altså ikke var noget, hvad det er i dag. Men jeg skulle planlægge studieophold i det store udland. Og havde ikke lige en telefonbog for Honolulu liggende. Men jeg fik i stedet den fantastiske idé, at jeg jo kunne forsøge at tjekke det der indernet ud. Selvom det nok bare var en fuser dille. Selvfølgelig.
Nu var internettet jo selvklart ikke noget, man bare “gik på” den gang. Man måtte cykle hele den lange vej ud til Uni og begive sig ned i kælderen. Til Terminalrummene. Alene dér, ing?!! For allerførst at bruge 10-15 minutter af sin ungdom, bare på at logge på. Nogetsomhelst.
Allerede der, var det så som så med kærligheden.
Men man opsporede faktisk noget. Brugbart! For i Internetttets Eget Land havde man sådan nogle hjemmesider. Og de dukkede op på min skærm der i lille Odense. Hvor jeg med møje og besvær fik arrangeret både et sted at studere. Og et sted at bo[penthouse apartment, Stillehavs view, strand og natteliv, thank you very much... What's not to like i en alder af 38 23??!]. Ved at skrive sådan nogle elektroniske mails.
Korrespondancen med begge dele var selvfølgelig en smule hæmmet af, at det krævede en tur i de skumle triste campus-kældre. Men det var dog hurtigere end postvæsnet – også dengang brevduer. Og sådan kom det hele – efter kilometervis af cykleri og hårdt prøvet tålmodighed – alligevel i stand.
Lidt smart var det jo så. Nok. Altså Internettet.
***
Jeg kom af sted. Og endte i det måske eneste land, der virkelig troede på Internettet og Bill Clinton i de her år. Jeg begyndte faktisk selv at gøre det.
Og dér skulle det hele blive endnu vildere. Med mig og Internettet. I kid you not!
Der er meget langt fra Frederiksberg til Det Store Æble. Men derfor kan man jo godt føle lidt med new yorkerne, imens naturkræfterne spiller med muskerne derovre.
Jeg har godt nok aldrig selv været i deres sko. Men jeg har dog snuset lidt til aftrykkene af sålerne. So to speak.
For mange herrens år siden landede jeg nemlig på Molokai – en af de absolut mindste Hawaii-øer. Samtidig som en seriøs orkanvarsel. Om potentielt besøg af Hurricane Daniel og Tropical Storm Emilia. Et par mean motherf**kers, mente nogen.
Sådan noget havde vi aldrig prøvet før. Og vi var slet ikke spor stolte af situationen. Molokai virkede ret lilleputagtig med sådan et besøg under optræk. Og vores hotel(værelse) lå nærmest ude i havet. Hvilket under de fleste andre omstændigheder havde været både lækkert og smukt, men nu mest af alt bare var shit-my-pants-uhyggeligt.
Så med tårnhøj puls cruisede vi øen tynd. Forfra, bagfra og i slow motion. Efter flugtveje. Højeste punkt. Beskyttelsesrum. Og forsyninger.
Punkede samtidig de lokale for tips. Erfaringer. Og løfter om at “det går altsammen godt – ikke?”. De trak bare på skuldrene. For jo, der plejer da ikke at ske noget her. Undrede sig over, hvad turisterne skabte sig sådan for. Og passede hverdagen.
Imens tog orkanen til i styrke. Og rykkede tættere på. Sagde de i tv. Lige mod os Molokai. Eller måske Oahu, spåede man. Den ø, som vi var på vej til, of course. Hvis vi havde mod til at begive os af sted. Eller ikke turde blive.
Vi overvejede og overvejede. For og imod. Og slog plat og krone valgte. I absolut sidste øjeblik før lufthavnen lukkede ned, sprang vi på et fly fra miniputøen til Honolulu. Heldigvis ændrede Daniel og Emilia også rejseplaner og tog den nord om alle øerne. Og ingen så dem siden.
Men indimellem sender de jo som bekendt en ven eller to, der gerne vil party crashe. Både her og der og alle vegne. Og langt fra alle kammersjukker(inder)ne fiser ud i sandet eller er til at spøge med.
Og ham her tonede frem i mit fjernsyn til årets tv-begivenhed, Eurovisionens melodi grand prix:
Bemærk venligst lige, hvor meget loverboy Danijel har arbejdet med sit sceneshow og sin koreografi.
Der var selvfølgelig kun tre ting at gøre:
1. Anskaffe sig nogle benvarmere ala klappepigernes.
2. Lukke øjnene meget hårdt og ønske, at man kunne hedde Dzuli – bare en lillebitte smule.
3. Sætte sig klar med kasettebåndoptageren ved Giro 413 dagen efter.
Hun er nyuddannet og nyansat. I en branche, hun først lige har hørt om, intet kender til – men som stensikkert er drømmen. Mener hun.
Det var den nu også. I hvert fald i 6 år. Hvor hun rodede med strategisk og taktisk medieplanlægning, som der så smukt stod i Nyt om navne i Erhvervsbladet, da hun blev ansat.
Det anede hun heller ikke noget om, da billedet blev taget.
Men håret – DET var der tjek på! Og yndig så hun ud.
Hvis hun selv skal sige det. Her 12-13 år, lidt gråt og en ny hylde senere.
Rydder op. Men falder mest af alt i staver. Fx over mappen med ældgamle udklip.
Som det fra dengang i 1988, hvor jeg havde den store ære sat besøge eventyren og rejsejournalisten Arne Falk-Rønne (1920-1992) sammen med bedsteveninden. Helt ovre i Hellerup (= en dagsrejse med både tog og færge og alting).
Det kom der min allerførste artikel og byline ud af. I avisen Samtid. Forfattet da jeg gik i 8./9. klasse.
Tillad mig at citere den kloge og berejste mand:
- Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg gøre det samme. Dog ville jeg måske undgå et par dumheder. Mit liv har været spændende og dejligt, selvom jeg ikke er blevet rig. Kun på oplevelser.
Hva’be’har?!!
Kan godt være, at det interview har 23 (!!) år på bagen. Og er skrevet af et par snottede folkeskoleelever fra en nærmest ukendt provinsby. Men det er dælendylme kloge ord. Tænk, hvis man er så heldig, at man en dag er i stand til at sige noget lignende…
Jeg har brugt en bid af ferien på at rydde op. I gemmerne i mit barndomshjem. Kaldet “fjernlageret”.
Heldigvis er mine forældres hus udstyret med et loftsrum (noget, en 3-værelses lejlighed på Frederiksberg ikke lige kan prale af). Et pænt stort et af slagsen.
Den frederiksbergske gren af familien formår dog alligevel at fylde det ret pænt op. Med stort og småt fra svundne årtier:
Jeg hæftede mig allermest ved det hawaiianske rejsekit, som pludselig – midt i et skybrud - næsten sprang på mig.
Det tog jeg som et tegn. Så nu ved vi jo alle, hvor jeg skal hen på sommerferie til næste år.
Hvem sender billetterne (for sådan nogen fandt jeg desværre ikke i gemmerne)??
I gamle dage var jeg vild med Touren. Det var nemlig dengang, hvor…:
Mader og Leth styrede showet – med svulmende mængder selvsving og maleriske ordspil a la: Indurain smider tungen frem…som en myresluger…Indurain spiser grådigt alle de sekunder han kan eller: Kurverne her i Pyrænæerne er mere bløde, mere sensuelle end i Alperne
Ørnen fløj højere og vildere end alle de andre (og vi stadig troede håbede, at det skyldtes Ota Solgryn)
Spasmageren Jesper Skibby leverede klasseunderholdning – og svar som: Leth: Hvordan oplevede du styrtet? .. Skibby: Jaeh, vi kom kørende, og så væltede de…
Bjergkongen Richard Virengue viste gode ben, lækkert hår og skæve smil - og kunne som en af de få faktisk (i den grad!) bære røde prikker:
Siden er uskylden jo lis’som gledet lidt i kanyler og epo svinget for både sporten og den ene og den anden af d’herrer. Men måske skulle man alligevel give de nye cykeldrenge en chance, når de nu ruller ud i polstrede tights, tohjulede og stygge stigninger. For måske kører et par af dem de rent faktisk på rugbrød og kildevand. Måske har enkelte af dem de kun tandpasta og massageolie i toilettasken. Og måske – bare måske – bliver det mest spændende, hvem der har den mest kreative læge ender i gult og ikke, hvem der bliver taget med fingrene i medicinskabet. Så allez allez! And may the best doclegs man win, som man siger.
Da jeg var 7. Eller 8. Eller noget i den stil. Da havde jeg helt styr på økonomien.
Jeg ønskede mig brændende en negerdukke (det måtte man godt kalde den dengang!). Du ved – den der chokoladelækre klassiker med langt, sort hår og enormt lange øjenvipper. Som kostede hele 225 (hvilket var frygtelig mange penge dengang!).
Og jeg måtte gerne få den, sagde mine forældre. Hvis jeg selv kunne spare halvdelen – cirka – sammen til den. 100 kroner! For det var en god anledning til at lære mig lidt om den slags – opsparing, pengenes værdi og yde/nyde, du ved. Synes de.
Og jeg fik jo lommepenge. 10 kroner om ugen (hvilket egentlig var helt okay dengang – for en 8-årig). Og kunne også selv regne ud, at det så ville tage mig 10 uger (hvilket var uendelig lang tid dengang).
Men jeg gjorde det. Fordi jeg allerede dengang var ret stædig. Og havde lidt på fornemmelsen at nogen (ingen nævnt, ingen glemt, Mor og Far) ikke troede, at jeg havde det i mig. At det bare var (endnu) en dille med den der dukke. Så jeg brugte ikke en krone – eller en 5 øre, for sådan nogen havde vi også dengang – i stive 2½ måned. Hvorefter jeg lykkelig kunne troppe op hos en noget overrasket papa med 100 kroner og trække ham med i legetøjsbutikken for at lægge resten af kronerne.
For hende her:
Dukke Lene har fulgt mig lige siden. Det har opsparingsviljen ikke altid. Men jeg ved jo, at den er derinde. Når det gælder.
Og så burde det slet ikke være nogen sag at leve op til Ældsteprinsessens nyeste ønske: “Mor, skal vi ikke købe et stoort hus?? DET vil jeg gerne ha’!” (og nej, hun mener ikke dukkehus – at all!).
Jeg skal bare lige have regnet lidt på det: Hvor mange 10 kroner går der på sådan et stooort hus på Frederiksberg? Og hvor mange uger tager det lige at skrabe dem sammen? (For ikke at snakke om: Hvem sponserer denne gang den sidste halvdel – af de 8 helt, helt store??).
Hvem skræpper ellers op?