Else Marie Lehman

Så sig det dog bare, som det er, IKEA. At I egentlig ikke gider at webshop-sælge. Og at jeg selv må bevæge mit dovne korpus ud til jer og evighedskøerne, hvis jeg vil have en skide Billy vægreol til børneværelset.

Kr. 350 for at transportere en vægreol til kr 249 sådan cirka 12 kilometer. Det er jo røveri ved højlys dag en fabelagtig deal. For jer!

Men sig mig lige: Er det en limo, I sender ud med varerne? Eller har I haft held med helt at undgå nogle ordrer indtil videre?

Kære Ekstra Bladet.

Hvis I virkelig – helt ind i knoglemarven – kan se en historie i, at Kronprinsessen ikke aflønner eventuelt overarbejde, så har jeg også en tidligere arbejdsgiver eller to, I kunne byde velkommen til forsiden.

Si’r det bare… Og det tip skal ikke koste jer en krone!

[Til gengæld kan vi sagtens dele i porten, hvis I har held med at kradse noget gammel overarbejdsbetaling ind i mit navn...].

Jeg citerer lige:

Afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes.

Sakset direkte fra Færdselsloven § 15, stk. 3, pkt. 1. Og Viden for Almindeligt Begavede Trafikanter.

For lige at være sikker på, at vi har alle med (også jer, midaldrende ægtepar i den lille bordeauxfarvede pispotte på motorvejen ved Ringsted i går formiddags… ja, jer med for meget permanent uden på hovedet og for lidt – sådan helt generelt – inden i det) så tager vi den lige på staveplade: Det betyder HOLD. AFSTAND. KLAPHAT!! Det gjorde den nydelige, udstrakte langefinger, I måske så et glimt af, også. Frit fortolket). 

Er budskabet SÅ modtaget? For næste gang svarer jeg simpelthen ikke for følgerne. Over and out.

Arhjmenaltså!! Det er da svært at holde humøret oppe sådan en efterårsdag, hvor…:

• det ikke  bare regner – men VÆLTER ned med skomagerdrenge. Lis’som bare for at skylle alt, hvad der kunne have været af sommer helt af spillepladen. Og bane vej for det efterår, der allerede HAR varet siden maj. Cirka.
• man ikke kan finde sine regnbukser. Og alligevel er nødt til at begive ud i verden hele 6 gange i løbet af dagen. De 4 på cykel. De 2 på gåben. For fu**s sake!!
• man af samme årsag allerede har råbt både højt og grimt af alt i sin nærhed – allerede før klokken passerede 8.
• man stadig er heftig deprimeret over at have spildt en bid af sit liv, sin søndag aften og sine hjerneceller på Kongerne af Marielyst. Håber inderligt, at Kanal 5 har fat i røven af fjerde division laveste fællesnævner frem for blomsten af Danmarks  ungdom her. For ellers kan vi vist godt aflyse valget om et par uger, springe i redningsbådene og bare invitere kineserne højestbydende til at overtage skuden først som sidst.

I gamle dage var jeg vild med Touren. Det var nemlig dengang, hvor…:

• Mader og Leth styrede showet – med svulmende mængder selvsving og maleriske ordspil a la: Indurain smider tungen frem…som en myresluger…Indurain spiser grådigt alle de sekunder han kan eller: Kurverne her i Pyrænæerne er mere bløde, mere sensuelle end i Alperne 
• Ørnen fløj højere og vildere end alle de andre (og vi stadig troede håbede, at det skyldtes Ota Solgryn)
• Spasmageren Jesper Skibby leverede klasseunderholdning – og svar som: Leth: Hvordan oplevede du styrtet? .. Skibby: Jaeh, vi kom kørende, og så væltede de…
• Bjergkongen Richard Virengue viste gode ben, lækkert hår og skæve smil - og kunne som en af de få faktisk (i den grad!) bære røde prikker:

Siden er uskylden jo lis’som gledet lidt i kanyler og epo svinget for både sporten og den ene og den anden af d’herrer. Men måske skulle man alligevel give de nye cykeldrenge en chance, når de nu ruller ud i polstrede tights, tohjulede og stygge stigninger. For måske kører et par af dem de rent faktisk på rugbrød og kildevand. Måske har enkelte af dem de kun tandpasta og massageolie i toilettasken. Og måske – bare måske – bliver det mest spændende, hvem der har den mest kreative læge ender i gult og ikke, hvem der bliver taget med fingrene i medicinskabet. Så allez allez! And may the best doc legs man win, som man siger.

Hvis nogen sidder derude med VIP billetter til Prince koncerten på Amager i august, så vil jeg ikke høre om det!

Det var nemlig, hvad jeg brugte halvanden time af min arbejdsdag – og mit liv – på at skaffe i formiddags. Uden held. For der skete bare det her:

… cirka en milliard (eller i hvert fald 20) gange. Før jeg blev så træt og mavesur, at end ikke Prince kunne få mig til at give det flere chancer.

Ståpladser gider jeg slet ikke at høre tale om, selvom de vist stadig er i salg. Men:

• Jeg er jyde – og at give 550 kroner uden at få så meget som en stol eller en fodmassage med i handlen… det strider fuldstændig imod min natur.
• Manden er lavere end mig. Så kommer man meget mere end 10 meter væk fra scenen, kan man lis’så godt blive hjemme. Og se ham i fjernsynet.
• Jeg er ikke bare i 30′erne. Jeg er i sidste del af dem (forstå det, hvem der kan). Så må man godt være for gammel, doven, kedelig og primadonnaagtig til at stå op og blive skubbet rundt. Alderdommens privilegium!

Så kære Prince. Du har nu to muligheder: 1) Send VIP-billet til 2000 Frederiksberg. Asap! Eller 2) få arrangeret en ekstrakoncert meget, meget snart.

What’s it gonna be??

For en uges tid siden skrev jeg herinde en lille hilsen til min ex. Som i ex-teleselskab og ex-exchange-hosting (don’t ask – men noget med nettet og cyberspace og alting-tilgængeligt-på-mobilen). Fordi vores forhold var kørt af sporet, jeg ville videre med en anden – men vores skilsmisse trak gevaldigt ud.

Og jeg indrømmer gerne, at jeg var en smule indebrændt. Som man kan blive det, når man er way past det punkt, hvor man råber højt, skælder ud og har ondt i hårbunden af at hive frustreret i lokkerne.

Men så skal jeg da lige love for, at der kom skub i sagerne. Takket være my man Ulf, der lurede med på sidelinjen (thank you very much, Google Alerts - går jeg ud fra) og kom til undsætning som en anden Superman. Han fik tingene til at ske! Nærmest fra time til time. Alt det, jeg trods heftigt sprælleri og ret så store bogstaver ikke selv havde haft held med i ugevis. (Men det er en helt anden historie).

Så nu er min ex og jeg både blevet separeret og skilt. Helt formelt og sort på hvidt. Med smiley’er og alting endda.

Og jeg er glad igen. Så meget, at jeg faktisk allerede kan tænke lidt på de gode stunder med min ex. Og næsten har glemt, hvor træls det var ved at ende. (Næsten, sagde jeg).

Så kom ikke og sig, at der ikke findes lykkelige skilsmisser. (Eller at blogging ikke virker :-)).

PS: Hvis jeg nu lige smider et enkelt “TDC” ind her i bunden, så er jeg ret sikker på, at Ulf læser med. Og får min hilsen. Nu med smiley :-)

Hvis jeg en dag kommer inden for i Downing Street (og lad os bare tage både Marienborg og the White House med i puljen – jeg er ikke kræsen), så laver jeg også den her fra en af mine absolutte yndlingsfilm (starring en langt fra ligegyldig skuespillergoodie):

Promise!

Jeg har forstået, at du er ret vild med mig. Eller… egentlig tror jeg mere, at det er det, jeg repræsenterer. At det er mine penge, du er forelsket i. Frem for mig som person. Og det bryder jeg mig faktisk slet ikke om, kære TDC.

Jeg har for længst givet slip på dig. Og erkendt, at det bare ikke skulle være os to mere. Nu er det på tide, at du gør det samme. Kærligheden er helt væk, TDC. Og tålmodigheden med dig er også fuldstændig brugt op.

Til gengæld er jeg ret vild med en anden. Med en, der lige fra starten forstod mig og mine behov langt bedre, end du nogensinde har gjort – som hverken er arrogant, selvfed eller flabet, selvom jeg bare er lille mig.  Og hvis sandheden skal frem, har vi længe haft et forhold. Det ved du jo godt inderst inde. Måske er det det, du er så vred over. Måske er det derfor, at du forsøger at holde fast i mig ved hjælp af alle mulige tricks, nyopfundne bindinger og procedurer, som vi aldrig nogensinde har aftalt.

Så nej, kære TDC – jeg vil ikke ringe til hverken din mor, din støttegruppe eller din revisor – eller udfylde et hav af komplicerede onlineformularer for at komme ud af vores forhold. Vi har i forvejen brugt alt for meget tid på hinanden. Og vi har jo ikke engang været gift!

Vores veje er for længst drejet i hver sin retning. Hold nu op med at klamre dig til mig på den der desperate måde. Det klæder ingen! Lad være med at ringe, smse, maile eller kontakte mig på anden vis.  Det hjælper hverken, at du forsøger at lokke eller at true. Eller kræve penge for den sags skyld. For jeg har for længe siden sagt til dig, at det er forbi. Det står jeg ved. Igen og igen. Og både døren, pengekassen og hjertet er lukket.

Så kære TDC, nu siger jeg det en allersidste gang. Skærer det helt ud i pap: Det er S.L.U.T! Find din værdighed og kom videre. Uden mig. Uden mine penge.

Jeg har været hos kosmetologen i dag. Og nogen vil måske allerede få nervøse trækninger, så snart de hører om varm voks i kamp mod højst uønsket og lidet feminin hårvækst. På steder, hvor hårvækst aldrig burde være skabt.

Men jeg fortæller det nu ikke for at få medlidenhed. For jeg er efterhånden ret så hardcore, når det kommer til voksbehandling. Både her, der og næsten-alle-vegne. For mig er sådan en afpelsning rundt regnet, hvad en afspændingsmassage er for andre. Jeg har såmænd præsteret at falde i søvn under en seance. I-kid-you-not!

Ikke, at jeg har glemt min allerførste gang. For den var frygtelig. Og jeg svor, at jeg aldrig, aldrig, ALDRIG ville gøre det igen. Ever! Jeg var meget tæt på at valse ud med klæbrig voks i den ene armhule og en ret skæv bikinilinje længere nede. Og jeg lignede en kogt krebs i flere dage. Og var øm alle vegne i endnu længere tid. På den ret så ufede måde.

Men når valget står imellem at flette manken på benene og at lide for skønheden, så gør en pige, jo hvad en pige må gøre.

Og et stykke hen ad vejen blev jeg åbenbart velsignet med elefanthud. Som er totalt ligeglad.

Så i dag kan jeg helt ærligt sige, at det er prisen på sådan en full-body-waxing, der gør mest ondt her!

Det samme kan man vist ikke sige om de her tøsedrenge:

Der fik vi så forklaringen på, hvorfor mænd barberer sig. Og hvorfor det er kvinder, der føder børn, i øvrigt.