Else Marie Lehman

Jeg var jo forelsket i sådan et par virkelig hotte Rosemunde læderleggings dér i efteråret. Men havde hverken benene, balderne eller bananerne til dem. Og desuden var de udsolgt, da jeg besluttede mig for at skide blæse på alt det…

Så jeg endte med at købe et par rebound fra Custommade. Sådan en billig faux udgave. Som jeg har været overraskende glad for, faktisk. Til trods for at lynlåsen mere end én gang har nappet i noget delle. Hvor delle åbenbart ikke burde have været.

De var også med i Paris. Og vadede byen tynd sammen med resten af familien.

Det var så en fejl, opdagede jeg i går aftes. Da jeg stod og troede, at jeg skulle havde dem på i byen. Til noget teater og bøf n’all.

For da jeg 3 minutter før afgang ville trække i dem, opdagede jeg, at de pludselig så sådan hér ud:

But. Frigging. Still… Fan’me ærgerligt! På mere end én måde.

Det absolut eneste positive, der er at sige til det tyndslidte bukseskræv den sag er, at nogen nu har en undskyldning for snart at købe nye lederhosen.

Og hvem ler så alligevel sidst? 

Wedges er noget af det grimmeste, jeg ved.

Jeg troede aldrig, at jeg skulle eje et par.

Men nu er det samtidig sådan, et jeg har sat røv for tidligt er 160. Og manden 190. Og selvom jeg er forelsket i stilletter, er jeg ikke sådan én, der lider i stilhed så meget for skønheden, at jeg pisker rundt i dem fra morgen til aften.

Det er forklaringen på, at min nye bedste ven ser sådan her ud:

Men selvom hun er lidt halvstor og klodset bagtil, så er hun da egentlig en fin sag, ing?

Og sådan kunne man jo sige om så meget…

Jeg ved ikke, om vi decideret har en skofetish her i familien. Men vi er i hvert fald glade for fodtøj. Vi har stærke meninger om, hvordan det skal se ud. Hvordan det skal være pyntet. Hvilke mærker, vi foretrækker. Og hvordan det bør føles på fødderne.

Om jeg er ved at bygge op til et nyt skokøb, tænker du?

Det kan man godt sige.

Ærgerligt nok for nogen af os var det familiens mindste fødder, der var allermest akut trængende, da der skulle shoppes. Selvom nogen af os virkelig gjorde, hvad vi kunne for at snige os ind i ligningen. Derfor ser ugens nyerhvervelser sådan her ud:

Det kan en størrelse 38 jo ikke bruge til ret meget. Og det eneste, den sidder tilbage med efter at have formøblet resterne af formuen ekviperet Mini’erne til forårs- og sommersæsonen, er en minimalt klædelig følelse af at være blevet snydt overset.

Det er til gengæld en fornemmelse, der kommer i både grøn, blå og gul og helt op i store, store størrelser.

Jeg ønsker mig en ny cykel.

Jeg har tvangstanker om en ny cykel om dagen og drømmer om den om natten.

Must. Have. Ny cykel. Kort sagt.

Jeg har noget cykel. Én, jeg ikke har brugt i flere år. Engang var den ellers en brandsmart sag. Herrecykel n’all. Hvilket var det helt hippe dengang.

Det var* en Jensen cykel. Hvilket også var ret fint, fordi det var det navn, jeg snart skulle giftes til. (Jeps, så gammel er den faktisk!).

*Og vi bemærker datidsformen. Jamen, jeg siger jo, at jeg er videre. Klar til den næste!

Men siden er jeg blevet stivbenet. Mere praktisk. Jeansene er blevet strammere, lårene federe og behovet for at flashe noget som helst under kjolerne  mindre. Så det der med herrecyklen er blevet lidt en party stopper.

Desuden er gearet røget. Og nu er den endda også flad.

Så jeg trænger altså virkelig til nogle nye hjul. Ing?

Siger du Niholaen? Jo, hende elsker jeg også stadig. Højt! Hvis det ikke lige var fordi at gearet dér også er røget. Eller i hvert fald sidder fast i absolut tungeste mode. Så hun kører ingen vegne med mig, før hun har været hos Niholadoktoren. Men hun er lidt tung i bagen og bred over hoften (hvilket der naturligvis slet ikke er noget galt i!!). Så den lange tur til Nørre- eller Østerbro på hende, er lidt mere, end min dovne krop og hjerne magter.

There. I said it.

Nå, men jeg har altså forelsket mig i en ny cykel. Denne her:

Velorbis Victoria Classic. Will we ever meet??

Det er så nok lige i overkanten. Synes andre. Og bankkontoen.

Og man er vel et fornuftigt individ. Så man finder et billigere alternativ. Som man også godt kan leve med. Når det nu ikke kan være anderledes:

Pashley Princess Sovereign. Vi kunne også blive gode venner!!

Også en særdeles lækker sag! Og selvom man lagde ud med at hævde, at de nye hjul nok ville holde sig omkring 4-5.000, så virker små 7.000 pludselig som en helt vild god deal.

For det er jo ikke hverken 9 eller 10.000. Vel?

Jeg Vi har indført en ny regel her i knaldhytten huset: Når nogen uden stemmeret fylder år, skal deres mor have mindst en gave.

Bum.

Det var trods alt hendes skræv. Ing?!

Om hun så selv skal købe den. Hvilket hun slet ikke er for fin til sagtens kan gøre. Hvis det er det.

Det har hun fx gjort i år. Hvilket er den officielle udgave af forklaringen* på, at posten er på vej til Casa Lehman med det her fine sæt øreringe:

… fra Julie Sandlau. Som fås lige her.

* Det og så  en lille smule det faktum, at der næppe vanker noget, der bare minder om gaver på kommercielle helligdage som Valentinsdag eller Mors Dag…  

Nøj, hvor bliver jeg overrasket, når de dukker op glad for dem!

Jeg elsker Irmatorvet! Også selv om betalingen i vores forhold kun går én vej – og det er ikke den rigtige! 

Jamen, hvordan kan man overhovedet andet, når de gider at komme med alle ens julevarer? Helt uden at man selv skal bevæge sig hen til dem. Eller slæbe 23 indkøbsposer med hjem? For ikke at snakke om op på 2. sal – uden elevator.

Nej, vel?

De kom forbi i nat. Næsten lis’som Julemanden. Klokken 00:55 for at være præcis.

Og klokken 00:56, 00:57, 00:58 og 00:59. For lis’som at få afleveret det hele.

Da de kørte videre på nattens rute, så der sådan her ud i opgangen:

11 kasser. Med the bare necesseties. Lige til de nærmeste par dage.

Men selv om også Nemlig.com og Superbest.dk som heller ikke har fattet, hvor meget noget sponsorat og gratis gaver i min retning ville klæde dem har lagt vejen forbi med supplerende forsyninger, så var noget alligevel gået grueligt galt. Og julekatastrofen var faretruende nær.

Ved fintælling viste det sig nemlig, at vi ikke havde fået bestilt æg. Eller indkøbt mistelten. Men til gengæld hele 12 pakker bacon. 

Og hvordan skal det så nogensinde kunne blive rigtig jul??! Uden æggemader og snav?!

Heldigvis fik Manden i huset skaffet det andet selvom han først skulle hjælpes lidt til at indse behovets egentlig omfang. Og Den Tilrejsende Mor Med De Jyske Gener begav sig ud i de frederiksbergske supermarkeder og hjembragte 18 styks gode, danske øko hønseæg.

Så nu er både rejemadder, æbleskiver og julekissemisserihumør sikret i Casa Lehman.

Let the party begin!

For nogle år siden kunne jeg ikke leve uden sådan én her i mit køkken:

Jamen, jeg mener – den kan jo piske flødeskum… og alting.

Og ser knaldgodt ud.

Hvad er så rundt regnet tusind kroner imellem venner?!!

Jeg var så heldig at få den i julegave det år af mine forældre. Som godt nok syntes, at det var fuldstændig hul i hovedet lidt noget pjat, når en håndmixer-skråstreg-elpisker til 119,95 kunne præcis det samme.

Men jeg elskede den. For selvom den bestemt ikke var lydløs, og selvom ledningen var noget skrammel drillede allerede anden gang, den skulle rulles ind på plads, så var den flot. Og fløden smagte faktisk næsten bedre end nogensinde.

Den lavede sågar fin kartoffelmos. Næsten af sig selv.

Og hvem går så op i, hvor dårligt hvordan den klarer sig i forbrugertests? Vel?!!

Anyway. Efter et år eller noget. Så begyndte den at te’ sig. Den hoppede og dansede og larmede og skabte sig. Faktisk strejkede den nærmest. Med mindre man lige fik holdt den på den helt rigtige måde i skålen. Som man vinklede helt nøjagtigt med den anden hånd. Alt imens man følte sig ret dum over at have en mixer til en tusse. Som kunne larme og se godt ud – men ikke var særlig god til at… well, piske.

Hver gang, den var fremme (for nu blev den nemlig gemt væk, når den havde fri – sit pæne ydre til trods), lovede jeg mig selv, at nu skulle den sendes ind. Til noget reparation. Hos rette vedkommende.

Men hvem var det?

Og hvor var kvitteringen som jeg havde fået af Far in case of netop denne situation lige blevet af?

Det overvejede jeg i rundt regnet et år. Eller gik der mon flere?

Derefter opdagede jeg, at det ikke var maskinen, den var gal med. Det var bare den ene pisker, der var blevet lidt skæv i betrækket gevindet.

Jeg tænkte ju-hu! For det var dog umiddelbart bedre, end at det var hele apparatet, der var i udu. Når det nu for længst var blevet for sent at klage til nogen. Over noget. Og – hvem ved – måske sådan en pisker ligefrem kunne udskiftes?!

Det har jeg så filosoferet over. I et halvt år. Lige siden. Hver gang, jeg har pisket fløde med bare én pisker. Eller lavet kartoffelmos delvist manuelt. Og sparket mig selv i røven imens.

I dag (halleluja!) tjekkede jeg så langt om længe lige (!) på nettet. Og allerførste googling viste, at der er håb. Masser endda. “Dualit spare parts” og “Dualit spare flat beater” findes derude!

Problemet er så igen prisen. Når den skal importeres fra det store udland. Og noget postvæsen også skal have snablen med ned i kagedåsen ind over. Men jeg har alligevel bestilt og købt. Fordi min forfængelighed stadig er lidt såret nægter at give helt op. Selvom man stadig kunne få en helt ny og sikkert meget bedre håndmixer for samme pris.

Nu har den bare at holde sit gode udseende de næste 80 år, den pokkers Dualit aka min pensionsopsparing.

Det er jo et ældgammelt dilemma: Skal man yde, før man kan nyde – eller må man nyde, før man kan yde?!

Jeg stemmer for, at der er en tid til ét. Og især! en tid til andet.

Og lige nu er det rigtig meget tid til andet. Det går nemlig så som så med løberiet.

Og jeg har forsøgt at give alle de andre skylden:

• Dem, man lige skal lave noget arbejde for.
• Dem, der holder én vågen om natten. Og cirkelbokser med arme og ben på ens kæbe, hvis øjnene skulle glide i en enkelt gang.
• Ham Dem, der absolut skal passe deres arbejde. Og overlader skuden til andre, imens de tager til møder i vest og nord og syd.
• Dem, der bestemmer over møgvejret.
• Multivitaminpillen med ekstra-meget-af-alting, undtagen – tydeligvis – evnen til at gøre én til sprinter.
• Dem, der giver én migræne. Ondt i ryggen. Stive ankler. Eller løs tarm. I ongoing rotation.
• Sofaen, der ser så indbydende ud. Og dynen, der er det om morgenen.
• Løbstilmeldingerne – også til de lange – som ikke engang kan få én op på nogensomhelst den store klinge
• Mavedellen-&-Co der bare hænger og glor. Og indimellem lige hidkalder en ven eller to ekstra. Som så rotter sig sammen med deres fælles venner “brede bagdel” og “tarvelig tyngdekraft”.
• Og rygraden. Som man nok synes, at man har bedt om en opstrammer til. Indtil flere gange. Men hva’ #&/¤”! bliver det til?!!

Nogen ville så nok mene, at man burde holde lidt igen med investeringerne. I mere løbegear.  Indtil man lis’som var “on a roll” og passede sin træningsplan. Med det arsenal, man i forvejen har brugt halve formuer på liggende.

Dem, vi gider at lytte til, Andre forstår selvfølgelig straks behovet for, at man her og nu storshopper noget nyt legetøj basisudstyr. Noget, der kan løfte røven motivationen. Og gøre det bare lidt sjovere at komme på benene løbe.

Så derfor har nogen simpelthen bestilt et par nye løbesko. Med stødabsorbering, pronationskile og meget fin sort farve.

Og et par ekstra. Af en anden vinteragtig slags. Med snepigge. Og noget pink tam-tam på sålen. Hvis der snart skulle komme noget vinter og sne. Som de siger.

Det vil jeg lige læne mig tilbage og nyde. En dags tid eller to.

Nogen, der gider at yde et-eller-andet (bidrag, fx?) i mellemtiden?

Så sig det dog bare, som det er, IKEA. At I egentlig ikke gider at webshop-sælge. Og at jeg selv må bevæge mit dovne korpus ud til jer og evighedskøerne, hvis jeg vil have en skide Billy vægreol til børneværelset.

Kr. 350 for at transportere en vægreol til kr 249 sådan cirka 12 kilometer. Det er jo røveri ved højlys dag en fabelagtig deal. For jer!

Men sig mig lige: Er det en limo, I sender ud med varerne? Eller har I haft held med helt at undgå nogle ordrer indtil videre?

Jeg kan i særdeleshed godt finde ud af at impuls shoppe. Og jeg kan også godt finde på at falde for en god handel.

Dog har jeg aldrig købt mig et par nye bryster på udsalg. Så det i øvrigt heller aldrig – tilbuddet. Før det udløb…

Men det gjorde 305 kvinder åbenbart forleden. Da Glostrup Privathospital satte spændstige forpartier på tilbud. Med 50 % rabat via Sweetdeal.dk.

Og kan man fortænke dem, når den nyeste forskning på højt internationalt plan har afsløret, at danske mænd er de mest brystfikserede. I. HELE. VERDEN??!

Tror nok lige, at man bør holde øje med tilbudsaviserne i nærmeste fremtid… Eller overveje at emmigrere.