Else Marie Lehman

I går viste Ældstebarnet veninden sin seneste kreation på tegningefronten: “Det er mig, og det er Freya. Hun blev konfirmeret i weekenden. Hun er nemlig stor.”

Veninden: “Hvad er konfirmeret?”

Ældstebarnet: “Det betyder, at hun tror på Gud.”

Veninden: “…?”

Ældstebarnet: “… Gud – det er ham, der har skabt HEEELE byen!”

Jeg er ikke helt sikker på, det var præcis sådan, ordene faldt, da hun selv fik Ham beskrevet for nogle dage siden. Men alt er også federe i ens helt egen fortolkning. Ing?

Det startede ellers så godt i morges. Med at vi alle vågnede nogenlunde til tiden. Og tilmed var friske og i hæderligt humør.

Vi nåede såmænd at få lavet en legeaftale med den store og snakke om de væglamper, der skal op over sengen, efter at vi har flyttet lidt rundt i soveværelset.

Godtnok var vi nede på havregryn, men der var da både lidt yoghurt og daggamle boller, som vi godt kunne være bekendt at fodre børnene af med. Og jeg havde både pakket træningstasken og lagt tøj klar til alle familiemedlemmer i går aftes (ja, altså ikke ham, jeg er gift med – dér er han on his own!).

Og solen skinnede.

Vi var stadig on top of tidsplanen, da vi nåede til hårbørstning og styling af Yngsterne. Men så var det, at det gik helt galt. Fordi noget kravlede i Rapunzelbarnets manke. Og godt nok havde jeg aldrig set sådan et kryb før, men det havde L-U-S stående hele vejen hen over sig og var ret svært at ignorere. Det var Morens febrilske hyl nok også.

De næste 45 minutter kæmmede jeg som en gal. Først den ene og så den anden. Og bandede over at have ligget i ske med luseungen siden klokken 20 i går. Alt i mens Manden sprang i sit jakkesæt og bakkede ud, imens han mumlede noget om at være sen på den til et møde. Med dræberblik og gloser, som børneører nok ikke burde have hørt, lige i nakken.

Så diskuterede jeg med den lusefri, hvorfor hun nu nok alligevel ikke kunne komme hjem til veninden, vi ellers lige havde aftalt. Og diskuterede med den luseramte, om hun nu absolut ville i børnehave. Det VILLE hun. Og så trak jeg afsted med dem begge. Imens Yngsten højlydt annoncerede: “Jeg har lus!” igennem kvarterets gader.

Fik afleveret den ene. Og den anden både ville og måtte godt blive der. The luse-incident til trods. Når the luse-moderskibe nu var sat ud af billedet. Men klækker der nyt i løbet af dagen, så ringer de.

Sker det, bliver dett bliver Faren, der må hente. Jeg er nemlig gået i selvsving herhjemme. Og har flået alt sengetøj af. Koger tættekamme, børster og hårspænder. Smider madrasser, puder, dyner og 1 milliard tøjbamser ud på altanen. Har råbt “bestil TO! Jeg er LIGEGLAD med, at det bliver 600 kr!” til min mor, der ringede for at fortælle om et “virkelig godt lusesæt”, som nogle venner kunne sende til os pronto. Og kløer konstant mig selv i håret med den anden hånd imens.

Jeg er ikke sikker på, at jeg bliver glad for fortsættelsen af den historie. Og den er meget tæt på at involvere et 112 kald eller Manden, der bliver slæbt ud af sit møde for at komme hjem og kæmme. NU! Og at munde ud i en familie, hvor alle pigebørn – store som små – pludselig har VIRKELIG kort hår!

Min ældste tegner hele tiden. HELE. TIDEN!

Jeg har tegninger over alt. På borde. I skuffer. På hylder. På gulvet. Under sengen. OVER. ALT!

Tit tegner hun sig selv. Ofte med de lange øjenvipper, hun rent faktisk har, og det lange hår, hun drømmer om at få.

Og tit tegner hun mig. Så ser jeg sådan her ud:

Jeg kunne undre mig over de utrolig mange fingre. Men jeg vælger at tro, at de hænger sammen med alle de bolde, hendes mor holder i luften 24/7.

Jeg kunne kommentere på, at mit hår da vist nok er langt. Men måske ikke heeelt så langt (eller gult). Men det må høre under den kunstneriske frihed.

Jeg kunne glæde mig over, at barnet har valgt at portrættere mig i en smilende stund. Og det gør jeg bestemt også.

Men hvad jeg aller bedst kan lide ved tegningen er mine virkelig slanke ben. De der lår, de kommer ALDRIG til at røre hinanden. Og de kan skrues i ethvert par stramme læderleggings størrelse 34.

Det barn kender sin målgruppe. Og hun fortjener en ekstra fødselsdagsgave, når hun runder de 5 om et øjeblik!

Ja, ja, det var da et flot show, hun leverede, hende Beyoncé. Til det dér SuperBowl. Tsk.

Manden i Huset gad i hvert fald godt lige se det. TSK!

Ældstebarnet – og må jeg her lige minde om, hvor sandheder typisk kommer fra – kiggede ham undrende over skulderen og var dog langt fra imponeret:

- Hvorfor gør hun dét der?

- Hvorfor har hun ingen bukser på? Ved hun ikke, at man ikke må have bare ben, når det er koldt?

- Jeg synes ikke, hun er en særlig klog voksen!

I rest my case.

Ældstebarnet (4,75 år):

- Mor, det her er dig på vej hen til Rasmus Seebach…

Mig:

- Nå, det lyder spændende. Hvad skal jeg der?

Ældstebarnet:

- Han synger, og så danser du til.

Hendes far:

- Hvor er jeg henne?

Ældstebarnet:

- Tsssk… du er da hjemme, Far. Du skal jo passe mig og Laura imens. Fjollehoved!

Mig:

- DET er vel nok en go’ tegning!

Hendes far:

- Tsssk…

Inde i hendes mors hoved:

- MUHAHAHAHA!

- “Hvad betyder ’til deres dages ende’?”  spurgte Ældstebarnet i går, da vi afsluttede godnatlæsningen af Tornerose.

- “Det betyder heeelt indtil de døde”, var Morens bedste bud på et svar. For man må jo ikke lyve - udover om nisser, Julemanden og en vis mængde af de små hvide i en snæver vending.

- “Døde…?” tyggede hun lidt. “Jeg har ikke lyst til at dø!” lød det så. Som var ”De Eneste To” flyttet ind i dobbeltsengen (hvilket i givet fald ville være et HELT, helt andet blogindlæg).

- “Når man har små børn, så dør man ikke,” fortsatte hun. På den bestemte måde, hvor ting ikke er til debat eller forhandling. “Først er man baby. Så bliver man storesøster. Så bliver man mor…”

Her blev hun dog lidt i tvivl om næste trin:

- “Hvad bliver man mon så? Nå ja, mormor. Og så oldemor. Og SÅ dør man. Hvis man er meget, MEGET gammel. Min oldemor er nemlig død.”

Med det på plads lagde Barnet sig til at sove.

Og eftersom hun har ret i den sidste del, så har hun det måske også i resten. Kan man jo håbe. Heeelt til sine dages ende.

Forleden havde Ældsteprinsessen en veninde med hjemme fra børnehaven. Det er nemlig sådan noget, man har i dag, når man er 4 – legedates.

Så serverer børnenes voksne frugtsalat. Eller boller. Eller – hittet for tiden – vafler. Og ungerne leger med det, de nu lige kaster deres kærlighed på. Når de ikke lige diskuterer, hvem der skal være hvilken prinsesse eller moren i mor-far-børn.

Indimellem er det den halvstore legehest. Andre gange dukketeateret. Tit er det minikøkkenet med tilhørende potter og pander. Og altid – ALTID – er legestøvsugeren et hit.

Den kan nemlig støvsuge rigtigt. Og ungerne elsker det.

Sådan generelt er det også ret fint. For hvad de får indfanget, behøver jeg ikke at rende rundt efter.

Ren win-win… hvis det altså ikke var fordi, at den er en smule afslørende i sit design:

Men næh, det kan blive værre endnu. MEGET værre! Fx når besøgende barn er så begejstret for den, at hun nægter at tage hjem, før hendes far har set, at den virker “sådan helt rigtigt.”

Heldigvis havde nogen gjort deres hjemmearbejde og svinget voksenstøvsugeren, lige inden hun hentede ungerne. Så der var for en gangs skyld ingen nullermænd i hjørnerne. Men lidt var der dog åbenbart helt undtagelsesvis, selvfølgelig blevet snydt. På “steder, ingen alligevel ser, so why bother”.

Men børn kan man ikke narre. Dette eksemplar havde da også luret, hvor hun skulle lede efter de gode nullermænd, når de nu ikke lå lige for.

“Se far, der er masser af skidt under sengen,” lød det begejstret inde fra soveværelset. Og barnet havde i den grad ret.

Inden længe lå vi alle med enderne i vejret og studerede kæmpenullermænd under dobbeltsengen, imens børnestøvsugeren var på overarbejde. Under højlydte jubelskrig fra alle under 120 i højden. Og temmelig grimme gloser farende rundt i hovedet på én på 160.

Faren var derefter ikke spor i tvivl om, at støvsugeren virkede. Fuldstændig rigtigt. Men måske en del om hygiejneniveau hos barnets legekammerat.

Total ydmygelse. I eget hjem.

***

I dag er der legedate igen. Nyt barn – andre forældre.

Og der er støvsuget under sengen!

Man ved bare, at fremtiden er lys, når Yngstebarnets absolutte favoritord er LOR’ og DIS’KON’.

… for de yngste i familien. Og deres voksne, som er tvangsindlangt til har fornøjelsen af at skulle med i baljen.

Det betyder dermed også, at det er tid til at…

1. …være nøgen i fremmede menneskers nærvær trække maven ind

2. … studere kropsbehåring andre mennesker og fundere over, hvor forskelligt, vi vælger at se ud er skabt.

3. … undre sig en smule over, at det tydeligvis ikke er alle, der foretrækker at gemme intimbarberingen til mere private omgivelser. Og hidse sig en lille smule skråt indvendigt over præcis det samme.

4. … grine over, at Yngstebarnet netop har lært at sige ”tissekone” og gerne gentager det højt og længe i mændenes omklædningsrum. (Ja, altså – det er noget, jeg har hørt. Havde ikke selv fornøjelsen. Obviously.)

5. … overveje, hvad al den klorvand, man fejlagtigt kommer til at sluge, gør ved ens indvolde.

6. … hoppe rundt i varmtvandsbassinet og skråle ”Jeg gik mig over sø og land”. Og tage sig selv i at synes, at akustikken i Frederiksberg Svømmehal faktisk er helt okay til det nummer.

7. … tælle til en milliard og lade være med at bande holde hovedet koldt, når nogen insisterer på at hoppe og dykke, når instruktøren siger, at der skal svømmes. Og derimod kun (KUN!) vil svømme, når der skal hoppes.

7. … få vandpropper i ørerne. Og have glæde af dem i flere dage efterfølgende.

8. … at hundse med Ældstebarnet i omklædningen og stresse sig selv helt rødglødende for at nå ud til bilen, inden en lokal parkeringsvagt gør det den to timers parkeringstilladelse udløber.

Yngsteprinsessen fyldte 2 i går.

Den slags kan godt være en langstrakt affære. Ikke mindst sammenlignet med fødslen af selvsamme pigebarn.

Hun var nemlig ret tæt på at komme til verden herhjemme. Eller i Toyotaen. Hospitalet havde “ikke lige plads” til os, da vi ringede og sagde, at vi ville køre ud til dem. Og føde lidt.

Say whaaat?

Næh, men de ville lige finde ud af, hvor vi så skulle køre hen, sagde de – venligt, men bestemt – til Manden, der havde trukket ringetjansen. Imens en anden én var optaget af nogle veer. Dog ikke mere, end at hun tog en dyb indånding i baggrunden og råbte, at hun fandengaleme ikke skulle andre steder hen.

Måske gentog hun det også i mindre pæne vendinger, som Manden diplomatisk forsøgte at oversætte til mere konstruktive termer. Det kan ikke udelukkes. I hvert fald fik hun sin vilje. Og en fødestue.

Til gengæld blev der ikke lagt beslag på sundhedsvæsnets tid eller plads mere end højst nødvendigt. Barnet blev født 13 minutter efter parkering. Og 4 timer senere var alle mand – og ikke mindst damer – ude af butikken igen.

Vi er ikke halvvej endnu…