Else Marie Lehman

Yngsteprinsessen fyldte 2 i går.

Den slags kan godt være en langstrakt affære. Ikke mindst sammenlignet med fødslen af selvsamme pigebarn.

Hun var nemlig ret tæt på at komme til verden herhjemme. Eller i Toyotaen. Hospitalet havde “ikke lige plads” til os, da vi ringede og sagde, at vi ville køre ud til dem. Og føde lidt.

Say whaaat?

Næh, men de ville lige finde ud af, hvor vi så skulle køre hen, sagde de – venligt, men bestemt – til Manden, der havde trukket ringetjansen. Imens en anden én var optaget af nogle veer. Dog ikke mere, end at hun tog en dyb indånding i baggrunden og råbte, at hun fandengaleme ikke skulle andre steder hen.

Måske gentog hun det også i mindre pæne vendinger, som Manden diplomatisk forsøgte at oversætte til mere konstruktive termer. Det kan ikke udelukkes. I hvert fald fik hun sin vilje. Og en fødestue.

Til gengæld blev der ikke lagt beslag på sundhedsvæsnets tid eller plads mere end højst nødvendigt. Barnet blev født 13 minutter efter parkering. Og 4 timer senere var alle mand – og ikke mindst damer – ude af butikken igen.

Vi er ikke halvvej endnu…

Det kan godt være, at vi råber meget hjemme hos os. Men vi griner heldigvis endnu mere.

Det er sjovere. Og det er også sundt, åbenbart.

Det burde jeg ellers vide lidt om. I hvert fald har jeg engang snakket med kloge folk og skrevet en artikel om det. Kom jeg i tanke om, da nogen tilfældigvis kastede et link op på facebook forleden med netop denne her.

Småfolkene herhjemme griner af præcis de ting, som den kloge dame nævnede: Af fjollede rim og remser. Af ord og navne, der blive byttet om. Af løbelege, dans, vandplaskeri, tegnefilm og røverhistorier.

Og af prutter. Som åbenbart bare aldrig går out of style. Heller ikke blandt de voksne.

PS: De griner også fuldstændig uhæmmet i fjernsynet for tiden. Se bare her.

Jeg ved ikke, om vi decideret har en skofetish her i familien. Men vi er i hvert fald glade for fodtøj. Vi har stærke meninger om, hvordan det skal se ud. Hvordan det skal være pyntet. Hvilke mærker, vi foretrækker. Og hvordan det bør føles på fødderne.

Om jeg er ved at bygge op til et nyt skokøb, tænker du?

Det kan man godt sige.

Ærgerligt nok for nogen af os var det familiens mindste fødder, der var allermest akut trængende, da der skulle shoppes. Selvom nogen af os virkelig gjorde, hvad vi kunne for at snige os ind i ligningen. Derfor ser ugens nyerhvervelser sådan her ud:

Det kan en størrelse 38 jo ikke bruge til ret meget. Og det eneste, den sidder tilbage med efter at have formøblet resterne af formuen ekviperet Mini’erne til forårs- og sommersæsonen, er en minimalt klædelig følelse af at være blevet snydt overset.

Det er til gengæld en fornemmelse, der kommer i både grøn, blå og gul og helt op i store, store størrelser.

Når man har allermindst tid og lyst til det, så kommer universet tit lige og kaster en ubekendt ind i dagens ligning. Kender du det?

Sådan gik det her i går. Skråsteg-i-dag.

Kl.  22.32, da jeg - endelig - var ved at tage mig sammen til at lave lidt af dagens syltede arbejde, lød der mærkelige lyde inde fra ved siden af. Fordi Ældstebarnet kastede op. Ud over sig selv. Sin søster. Min dyne. Pude. Og mine yndlingsnatbukser.

Bare til en start.

(Så bliver man sådan lige lidt ekstra glad i låget for, at man serverede rødbeder til aftensmaden!)

Cirka midt imellem udskiftning af lagen og afspuling under bruseren gjorde hun det igen. Denne gang dog lydigt ned i toiletkummen. Stadig helt uden at kny. Men meget, meget bleg.

Så begyndte egne indvolde at vride sig. Hverken eget eller andres opkast har nogensinde gjort noget godt for dem, nemlig. Og forlange ro og vandret stade. Det fik de. Imellem utallige toiletbesøg, som jeg skal spare os alle for maleriske beskrivelser af.

Men da Ældstebarnet havde kastet op tredje og fjerde gang, måtte en anden én også lige omkring kummen med et lignende ærinde.

Lige inden Ældstebarnets femte – og sidste (tak!) – og min anden – og ligeledes afsluttende (endnu mere tak!!) – ofring, ville Yngstebarnet også være med i legen. Og tog lige to hurtige runder. Før hun gik omkuld igen, halvvejs oven på sin far.

På det tidspunkt var klokken blevet 3:52.

Og dagens program for både børn og voksne blev stiltiende aflyst. Om vi så kunne lide det eller ej.

Pigebørnene har nu været imponerende højkantsagtige i dag. Siger hende, der selv har ligget brak og pebet mandeagtigt ynkeligt med jævne mellemrum.

De glæder sig meget til at komme i børnehave/vuggestue i morgen og fortælle alle vennerne om det. Pink rules, nemlig. Ikke mindst, når det komme inde fra en selv.

En anden én glæder sig bare til at kunne spise igen.

Også her er der dog en smule håb. I hvert fald begynder tvangstanker om burger, fritter og cola at indsnige sig.

Så hvis nogen lige gider at køre omkring noget takeaway, så sidder drikkepengene meget løst her…

Nogle spørgsmål ville man ønske, at man aldrig havde stillet. I bagklogsskabens ubarmhjertigt klare lys.

Gælder fx det her, som Manden i Huset kækt diskede op med i morges. Imens han og Ældsteprinsessen rumsterede på badeværelset. Den ene barberede sig. Den anden lavede… nå ja, lort. På mere end ét plan, syntes den første nogle sekunder senere. Vi andre smuglyttede bare. Fra inde ved siden af.

Daddy-O: Er det ikke en flot kæreste, Mor har?

Prinsessen: Hi hi hi hi…

Daddy-O: Jamen, ER det ikke? En FLOOOOT kæreste, Mor har?

Hun: Du er ikke nogen kæreste, far. Du er bare en fyyyr…

Daddy-O: W.T.F???

… og i de tilstødende gemakker kunne man dernæst høre et højlydt MUHAHAHA runge.

Bare. En. Fyr.

Og sådan kan man skyde en mands selvtillid helt i bund med blot 3 små – ret uskyldige – ord. Lige fra morgenstunden. Selvom man ikke er 4 endnu.

Men han kunne i det mindste glæde sig en lillebitte smule over, at kærestekonceptet nok bare ikke er en del af tøsens repertoire. Endnu.

Da jeg var barn, sang vi Lille Peter Edderkop, Mariehønen Evigglad og Bjørnen sover i børnehaven.

Der er tilsyneladende helt andre boller på suppen sager på anlægget i dag den slags steder. I hvert fald har det lydt sådan her hele eftermiddagen-skråstreg-aftenen her på matriklen:

Rasmus Seebach har tydeligvis fået endnu en lehmansk fan.

[Bemærk venligst resterne af indianerpandebåndet fra børnehavefesten i fredags. Chic kombineret med et lilla strutskørt. Og guldsko. Modeblogger in spe dér. Helt klart!]

Det er sjældent sjovt at blive ringet op af vuggestuen. (No offense…).

Først når man lige at tænke, at noget måske er gruelig galt. Sådan – helt skidt. Man hører jo indimellem et-og-andet i de der medier…

Så siger de, at Yngsteprinsessen har fået øjenbetændelse.

Og man tænker: “PYYYH. Ikke andet… Herregud…”

… efterfulgt af WTF?!!

For det havde hun da ikke i morges.

Og må hun så overhovedet komme derhen i morgen? (NEJ, er det korrekte svar her – hun skal være i behandling først. F**k Thank you very much!!)

Anyway. Det ku’ jo være værre. Tænker man. Og smutter hen for at hente Problembarnet. Og hendes ældre søster (som naturligvis straks insisterer på, at hun også vil ha’ sig en fridag i morgen – når lillesøster må).

Bliver mødt af denne her ved indgangen:

… som vel at mærke bare gælder for vuggestuen (og endnu ikke er opdateret med øjenbetændelsen). For børnehavestuerne har helt deres egen liste. Nemlig.

Så kan man jo bare begynde at vædde om forberede sig på, hvad det næste, der rammer, mon bliver.

Og hvornår.

Hvem fa’en ku’ også vide at…

• sommeren endelig skulle komme her i slutningen af september?
• en lyslilla silkebluse skjuler svedig krop så ringe?
• man skulle have haft et snedigt svar klar til Ældsteprinsessens højlydte spørgsmål i Zoo: “Mor, hvorfor har aberne røde numser? Er det fordi de ikke tørrer sig ordentligt, når de har tisset og lavet lort?”
• bilens batteri lige skulle blive fladt sådan en tilfældig torsdag – før (hvilket dog – indrømmet – er en del bedre end “under”) indkøbsturen?
• rødspættefileter vendt i rugmel smager så godt?
• man stadig slet, slet ikke er herre (so to speak) over sin sliktrang? Eller humøret, når man indser, at der ikke er noget, der bare ligner en lillebitte smule, at komme efter i køkkenskabene. Eller skufferne. Eller håndtasken.
• det lige var i dag, at posten som finansminister for en stund ville være småledig? (PET vil til enhver tid kunne bekræfte, at jeg er overkvalificeret til Forbrugsministerpinden – så I ringer altså lige, Helle, hvis det samme sker der!!)
• det til gengæld  heller ikke blev i dag, at bunkerne af to do’s eksploderede klarede sig selv?

Man ved, at den nye sæson af Vild Med Dans er i gang, når…

• den 3½ årige løber rundt og brøler Aaaaanneeeeee LAXholm 119 gange om dagen. Med Christiane Schaumburg stemme.
• hun også glæder sig til at blive 5, så hun er gammel nok til at gå til dans. Med en dreng. (Og Faren bliver stram i betrækket bare ved tanken).
• man selv pudser sin 5 års nål fra Børge Jensens (aka Danse Børges) Danseskole – den fra start 80′erne. Med et saligt smil.
• … imens man overvejer, hvordan man får Kæresten lokket med til noget danseundervisning for seniorer voksne. (Uden dog at være mere naiv eller væk i fantasiverdenen, end man godt ved, at det aldrig sker. Ever! Med mindre man bedøver ham med ét-eller-andet fantasy eller hvad det hedder altsammen).
• … og forestiller sig, hvor tynd og lækker, man er til afdansningsballet. Og hvilket brag af en dansekjole, man skal have på.
• også den 1½ årige har fået dansekuller – og laver piruetter til hun er ligeså rundtosset som dem, der hænger ud ved den lokale bænk.
• man ta’r sig selv i at tænke Danmarks Mooodigste… foran alt. Fra Bleskifter over Kartoffelskræller til Dovendyr.
• man funderer over, hvad der mon skal til, for at man selv får en invitation til at deltage i programmet. Og derfra videre planlægger hvem af de “rigtige” dansere, man så helst vil gnubbe sig op ad svinge hofterne sammen med. Og allerede glæder sig en lille smule til alle de der after parties med Claus Elming.

Hun havde bestilt chokoladeknapper som fredagsguf…

Smelter i munden og IKKE i hånden, my ass!!

(VED, hvordan en hvid sofa ser ud bagefter… men tør slet ikke tænke på, hvordan mine egne indvolde er dekoreret as we speak…).