Else Marie Lehman

Hundedyret er retur efter en ferie i det jyske. Det samme er pligterne og regningerne, der er forbundet med hende, skulle jeg lige hilse og sige.

I går var hun fx til “sundhedstjek” hos dyrlægen. Skulle vejes, lyttes på og vaccineres. Have klippet negle og renset tænder.

Dagsprisen for sådan en omgang var 2.500 bobs i runde tal - farvel igen, alle sparede shoppepenge. Hvilket er mere, end resten af familien koster TIL SAMMEN på de poster, skulle jeg hilse og sige.

Til gengæld har hun nu også de flotteste bisser af os alle:

Både, når det gælder medikamenter og operation. Og regningen efterfølgende.

Der er en eller anden ret udbredt misforståelse om, at hunde ligner deres ejere. Eller omvendt.

Jeg synes, det er noget værre sludder.

Jamen, nogle af min beagles aller mest udprægede træk er fx, at den:

• tænker på mad. Morgen, middag og aften. Og alt indimellem, egentlig.
• har en ret gennemtrængende stemme. Som kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund.
• til enhver tid kan lokkes med til lidt sjov og ballade. Hvis det er noget af den slags, man egentlig godt ved, at de voksne ikke vil se eller høre på. Eller rydde op efter.
• inderst inde bare er en helt vild doven hund. Og elsker en varm dyne.
• lige bliver en smule mere utidig omkring løbetiden.
• … og godt kan give hanhundene lidt ekstra tørt på i de uger dage, hvis de forsøger at blande sig i nogetsomhelst. Eller har såkaldt gode forslag i ærmet.
• godt kan komme til at slatpisse en lille smule, når det hele bliver rigtig lystigt. Eller uhyggeligt. Eller fornærmende.
• ikke er til at lokke uden for en dør, når det er gråt, trist og vådt derude.
• ved præcis, hvor resten af familiens røde knapper sidder. Og ikke er for fin til at trykke på dem indimellem.
• har et meget forurettet look, den kan tage på efter behov, hvis den føler sig forbigået, snydt eller på anden måde lidt overset.

Nå, men det er så i dag, hun har fødselsdag. Beaglen.

7 år.

Men stadig ikke særlig fornuftig voksen i hovedet.

Forleden stjal hun fx den nyudpakkede halvdyre Gouda ost fra køkkenbordet. Og gnavede lystigt i den – i sengen (min!). Indtil hun blev opdaget og satte den uskyldige mine op.

Gouda ost udsat for beagle, 7 år

Hun gøer dagligt af posten. Viceværten. Og alt andet, der rører sig ude i opgangen. Selvom nogen godt kan undre sig en smule over, at hun stadig bliver overrasket over, at der bor andre i sådan en ejendom.

Hun har endnu – after all those years – ikke accepteret, at hun ikke skal sidde med til bords. Men lige så godt først som sidst kan indtage sin plads i sofaen, imens vi andre spiser.

Hun er ikke bleg for at protest-pisse på gulvet eller en dyne, hvis budskabet skal understreges for alvor, hvis hun bliver fornærmet. Over mangel på opmærksomhed. Eller mad.

Og så har hun stadig ikke opgivet at humpe alt, hvad hun får trang til. Når hun gør det. Slet ikke lige nu, hvor hun også er i løbetid (f**k you very much).

Men hun er lige så gavmild med hundekys og god, som hun er uregerlig dagen er lang. Og egentlig meget nem når hun sover. Så mon ikke, de næste 7 år også bli’r en kamp om mad fest.

Lani Lehman – tillykke med det!

Og sådan her ser det ud, når man kommer hjem efter en kort smuttur:

… og har glemt at fjerne de nyindkøbte og møgdyre Summerbird chokoladejulekalendere fra sofabordet.

Jep! 24 stykker chokolade – GANGE TO!! – lige ned i løgnhalsen. På firbenet bæst uden nogen som helst skam i livet.

Needless to say at ingen i familien er på talefod med dyret lige pt.

Så hvis der er nogen, der lige vil låne en beagle et par dage, så rækker I bare hånden op. Den er ellers både sød og kærlig. Får måske bare lige en smule dårlig mave i løbet af det næste døgns tid… og jeg håber virkelig, VIRKELIG ikke, at det kommer til at gå ud over min dyne!!

Min eneste kollega-skråstreg-medarbejder i Verdensfirmaet har fire ben. Og pels. Og lyder for det meste navnet Lani men det er en helt anden historie…

Hun gøer af postbudet, stjæler min frokost, når den er allerbedst, og går i vejen, når jeg har mest travlt.

Men hun er også mere loyal end nogen som helst anden, jeg har delt kontorstol med. Hun er knaldhyggeligt selskab og en fantastisk lytter, når hverdagens udfordringer lige skal vendes 180 eller 360 grader. Og så sladrer hun aldrig om nogen med mindre, de har stjålet noget spiseligt og virkelig fortjener det!

***

Og det dér med at have hund – og hunde – med på job, det er jo faktisk blevet helt trendy. Og bliver åbenbart mere og mere udbredt.

At det er Lani og mig, der har banet vejen, er nok så meget sagt. Men i hvert fald kan man i det nye nummer af Dank Kennel Klubs HUNDEN læse om hele tre rigtige virksomheder, hvor hunde er blevet en del af medarbejderstaben hverdagen. Til glæde for både de firbenede. Deres mennesker. Og sågar endda bundlinjen, hævder nogen.

Hvorfor jeg fortæller det? Fordi jeg for en gangs skyld er med på noget moderne. Tilsyneladende. Og fordi jeg har skrevet artiklen, natürlich.

PS: Billederne, du kan skimte, er taget af Paw Ager.

- Årh HVAD, det er godt skrevet!!

Jeg er IKKE tosset med hundelort. Slet ikke. Og jeg forstår bestemt godt dem, der ikke gider at have fremmede hundes bæ’er liggende i forhaven.

Lad mig også lige slå fast, at jeg altså troligt samler ALT op, som min egen firbenede lægger rundt omkring. På spejderære!

Men når jeg ser et af de her skilte:

… så får jeg faktisk en lille smule lyst til at lade være.

Det er selvfølgelig kun mig, der har det sådan. For dem, der normalt er for dovne til at stoppe op i 10 sekunder og smække lorten i en pose, de har det naturligvis helt anderledes. Når de ser sådan en lille hvid hund af træ eller porcelæn – SÅ opper de sig. Og løber hele vejen hjem efter pølleposen, støvsugeren og poleringsmaskinen. Eller ISS. Nemlig!

Ellers er det jo heldigvis også sådan, at hunden selv forstår en fin hentydning. Og klemmer ringmusklen sammen og venter, til den er nået hen til naboen. For hvis der ikke står et skilt der, så er det jo ensbetydende med, at han gerne vil have en lille varm hilsen fra en firbenet. Og DET har hunden – og dens ejer – for længst luret.

SKIDEsmart med sådan en sag i forhaven, egentlig. SÅ kan de lære det!!

Der er dage, hvor det der med at være på kur bare ikke går særlig godt. Hvor man kommer til at spise den største vaffelis i kioskens køledisk. Og foræde sig i grillpølser, fordi man får sig bildt ind, at det kan være sidste chance i år. Fx.

Og er man beagle, er der dage, hvor man bare ikke kan stå for den nyindkøbte leverpostej med bacon på toppen. Fra den gode slagter. Den, som nogen har ladet stå fremme på spisebordet i sommerhuset, fordi den stadig er for lun til at pakke væk i køleskabet. Og når man nu alligevel skal finde sig i at være alene inden for sammen med den, imens de andre sidder ude i solen og slår maver, så er de faktisk selv skyld i det. Og så hopper man lige op på bordet og æder hele molevitten. Selvom man jo egentlig skal tabe sig (som dyrlægen – my doggy ass – “anbefaler”).

Ups!

Faktisk var det lidt dumt. For man får megameget ballade. Og ondt i maven.

Og ingen synes, at det er synd for én. For de er stadig bare skide sure.

Og så er man selv endnu mere på kur igen. Og det eneste kød, man kan gøre sig håb om at få i den kommende uge, er de fluer, man fanger. Hvis man bare gad at rejse sig igen.

(og Lani)

Min hund skal tabe sig. Siger dyrlægen. Eller “anbefaler,” som det hedder sig.

Faktisk vejede hun så meget mere end normalt, at veterinærsygeplejersken godt lige ville veje hende en ekstra gang. For at se, om det nu også kunne passe.

Det kunne det.

Beaglen har ellers altid fået masser af ros for, at hun var en rigtig fin, slank sag. Men som så mange andre (og her er det ikke pænt hverken at pege eller nævne navne, så det gør jeg ikke!), har hun levet lidt for godt hen over vinteren. Med for mange godbidder. Og for lidt motion. Og hun har ikke helt fået sig taget sammen til at vende skuden endnu, selvom hun godt ved, at vejret ikke rigtig kan bruges som undskydning for sofadovneri mere.

(Det er stadig beaglen, jeg snakker om!!)

Og der er kalorieregnskabet jo bare ubønhørligt og benhårdt. Også hos hunde. Så det har sat sig. Hele vejen rundt om de ellers meget muskuløse mavemuskler.

Så nu er hendes “ernæringstilstand = over middel.” Og hun “må meget gerne tabe sig ca. 1 kg,” står der på papirerne fra dyrlægen.

Nu er der jo ikke det mindste galt med, at man lige har lidt ekstra på sidebenene. Det kan ske for selv den bedste. Men det er alligevel svært at sidde en kulsort-på-kridhvid opfordring fra fagfolk overhørig. Så beaglen og jeg har givet hinanden pote på, at det skal være løgn. Vi har lovet hinanden, at hvis jeg styrer hendes madskål med hård hånd, så knurrer hun af mig, hvis jeg nærmer mig skuffen med chokolade. Eller lægger an til at tage anden portion af aftensmaden. Jeg har lovet, at hun får et kærligt spark i hundepopo’en, hvis hun ikke gider ud at gå tur i regnvejr. Eller holder for mange tissepauser undervejs. Hun har til gengæld lovet, at hun sørger for at få mig ud af døren, når træningsprogrammet siger løbetur. Og bagefter tjekker, hvor hurtigt og hvor langt jeg har løbet. Og kun lader mig sidde i sofaen bagefter, hvis hun er tilfreds med det, hun ser.

Gør hun ikke, som jeg befaler, ryger hun ud af dobbeltsengen. Leverer jeg ikke varen, skider hun på gulvet.

Det er aftalen. Besejlet med et doggyhighfive.

Så inden sommeren er omme, er vi det absolut fitteste makkerpar på hele Frederiksberg, beaglen og jeg. You watch. You’ll see.