Else Marie Lehman

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Men indimellem er det, som om jeg altid bare VIL gøre det modsatte af alle normale mennesker andre. Som om, jeg bare MÅ dreje mod syd, når andre peger mod nord. Og råbe ja, når andre siger nej.

Eller i hvert fald kvitte lønmodtagerjobbet, da jeg med fordel kunne have brugt det til noget betalt barsel, som guderne skal vide, at jeg havde gjort mig fortjent til!!

Få hund, når andre får børn. Og børnene, når de andre får kaniner.

Og selvklart melde mig ud af fitnesscenteret, når regntiden indetræningssæsonen starter, og alle andre signer up. Og ind igen, når sommeren endelig er over os, og alle andre sætter medlemskabet i bero og rykker træningen udenfor.

Ja, for det er det, jeg lige har gjort. Fitness DK, jeg er tilbage igen. Du ligner dig selv. Det gør mine deller jeg desværre også. Men det får vi lige lavet om på i fællesskab, ikke? For på netop dét punkt er jeg trods alt helt som alle andre – og kommer hos dig for at blive mindre og dælendylme ikke større!

Manden har ytret, at den dag, jeg rent faktisk løber et maraton, æder han sin gamle hat. (Jeg kunne sige “ditto”, men det gør jeg selvfølgelig ikke).

Jeg kan ikke engang for alvor tillade mig at være fornærmet, hvilket selvfølgelig ikke afholder mig fra at være det. Har unægtelig været tilmeldt flere løb, end jeg kan tælle til har løbet. Og har været uendelig overbevist om, at det var NU, det skulle være, stort set lige så mange gange. Uden at komme i nærheden af noget form, hvor det kunne betale sig at bevæge sig ind i løbets startområde.

Jovist, jeg løb da halvmaraton i 2009. Et sted med (onde, onde, hvis du spørger mig!) bakker, endda. Men siden er det kun gået ned ad dem – bakkerne – so to speak. Og distancerne er  blevet kortere. Og kortere. Og kan efterhånden kun lige kalde sig tocifrede, selv på de allerbedste dage.

Så er der lang vej til de 40+ kilometer. Både oppe i hovedet og nede i benene.

Jeg synes alligevel bare, at jeg har en åndsvag pligt til at overvinde dem, inden jeg – om jeg kan lide det eller ej – runder en anden slags 40+. Engang ovre i næste år, når det bliver august. Altså, når jeg nu har kæftet op snakket så meget om det. Hele vejen op igennem 30′erne. Og om den der killerform, jeg sådan på alle måder har tænkt mig at komme i. “Lige om lidt.” Og da i hvert fald før det næste runde hjørne.

Så skal vi aftale tre ting:

• Jeg har præcis 450 dage til at blive Fit til Fourty og få det pis løb overstået. Eller også… [her indsættes ved lejlighed en passende og tilstrækkelig modbydelig straf - der sandsynligvis involverer restriktioner på noget shopping. Eller rejseri. Eller bestemmeret, oh ve!]
• Jeg kæfter ikke op om projektet, før jeg for en gangs skyld har noget at prale af runder de første 24 sammenhængende kilometer, hvor ingen Lehman hidtil har været ude. I noget, der også objektivt kan betegnes som løbetempo.
• Nogen ringer til Qvortrup og beder om den der opskrift på gammel hat. Så Manden kan æde både sådan en OG sine flabetheder.

Sæt. I. Gang. Og hold så kæft!

Vi har lige en lille snak, vi bliver nødt til at få overstået.

Den går nogenlunde sådan her:

- Jeg har været i Paris med mit løbetøj i weekenden… [fortæller jeg stolt]

- Årh, hvaaad?? [siger du så]. Der var Marathon de Paris, var der ikke??!!

- Jo, der var nemlig [svarer jeg med et smil]

… og så lader vi begge to som om, at der er en blæret sammenhæng i mellem de to ting. For vi ved jo alle, at jeg havde et startnummer til det pokkers løb. Og at jeg ikke for flere måneder siden droppede de planer. Og bare var i byen for at fise den af familiehygge. Med løbetøjet nederst i kufferten, hvis det virkelig skulle gibbe i mig. For at løbe en lille, beskeden 5 kilometer eller noget… Hvilket jeg ikke engang nåede. Fordi det var alt, hvad formen, den kost, og lænden, den svagpisser, kan magte for tiden.

Could’ve been. Would’ve been. Should’ve been. 

Men som jeg sagde: Jeg var i Paris i weekenden. Og der blev løbet maraton.

Det var bare lige det. Tak.

Løbetræning med spurter op og ned ad bakker.

Tilsat kænguruhop. Walking lunges. Jumping squats. Skiløbs-hop. Armstrækkere. Mavebøjninger.

Lyder det ikke bare helt vildt afskyeligt?

Det syn’s jeg nok, det gør!

Det lyder lige tilpas modbydeligt til – om noget - at have en marginal chance for at kunne hjælpe én ombord i den knaldlækre, nye bikini, som Manden med armen vredet om og uden kendskab til prisen har lovet at donere i sommerferiegave. Til trods for at man endegyldigt har opgivet at kvitte kagen, pomfritterne og vingummierne.

Jeg ser for mig det her:

Alternativt:

Så når damerne fra Powertraining.dk forhåbentlig meget snart starter et hold op i min baghave – aka Frederiksberg Have / Søndermarken – så er det mig, der hopper og springer og tonser og lyder som et damptog på vej mod pensionen. Imens jeg hader hvert sekund af det. Og skal bæres hjem efterfølgende.

Tilskuere til ynkelighederne accepteres overhovedet ikke, hvis du spørger mig! Men du er meget velkommen til at tage del i ydmygelserne lege med. Skriv til Nynne og Ann Sophie, hvis du også har brug for vil have en helt vild ubehagelig dellekampseffektiv oplevelse , når de er klar til at svinge pisken på Frederiksberg.

Hu-ahh!

De bliver ved!

Ved og ved og ved med at finde på gode grunde til, at vi skal løbe. Og de gør det så pokkers besværligt at blive ved med at finde på undskyldninger for at lade være.

Senest er det den her Fit Living artikel, der spænder ben for en hel masse pjæk i den kommende tid:

Nyt Fit Living nu.
Gør det komplet umuligt at løbepjække mere den dag.

Men hun siger hermed undskyld. Og sparker sig selv hårdt bagi!

Der er nogen, der er vilde med at mærke deres balder. Og som hævder, at det ligefrem er sundt.

Jeg er ikke spor ubetinget enig. For jeg kender to måder at mærke dem på – og jeg er ikke tosset med nogen af dem.

Den første, fx. Det er den der måde, der fx kan ramme dig efter en pumptime, som du ikke har været til i noget ret så lang tid. Hvor instruktøren er en frisk mandlig vikar, som du jo ikke kan skuffe ved at holde igen. På nogen måde. Og hvor du vågner næste morgen og tror, at dine balder – og resten af kroppen – er gået i stykker. Du er faktisk helt overbevist om, at du aldrig nogensinde bliver til et helt og velfungerende menneske igen, hvis du skal blive i din egen krop. Og du bruger mindst 10 minutter - I kid you not! - på at komme ud af sengen. Det gør ondt at sidde og at stå. Det gør ondt at tænke og at tygge - jeps, i balderne, sgu! Og du tør slet ikke at tænke på, hvad det ligner, når du forsøger at gå. Hvis man overhovedet kan kalde det det.

Og alle siger, at det først bliver slemt på andendagen.

Hvilket de har helt ret i, finder du ud af.

Og først efter en uendelig lang uge kan du forsigtigt begynde at tro, at dine balder måske alligevel ikke er helt ødelagte.

Jeg ved ikke med dig, men den slags bryder jeg mig faktisk ikke om.

Så er der den anden måde. Det er der, hvor du – hypotetisk, naturligvis – har spist alt for  meget af alting kage IGEN!, så balderne er vokset så meget, at du kan mærke dem hoppe og danse og svinge, når du løber. Eller går ud til køleskabet. Eller sidder på dem og tygger din kage. Eller bare overvejer at gøre én af delene. Så meget, at du næsten føler et behov for at anmode Postdanmark om separate postnumre til dem hver.

Den måde kan jeg overhovedet ikke lide.

Hvordan jeg mærker mine mest for tiden, gider jeg ikke at komme ind på. Men hvis der skulle smækkes en smiley ind til sidst i det her indlæg, ville den sukke meget, meget opgivende og have et par umådelig store – og endnu mere vibrerende – balder…

Yo, yogini-wannabe! Hvis du ikke er kommet igang med yogaen, fordi du er faret vild i junglen af alt for mange varianter – så forbered dig på at miste den undskyldning. Lige her og nu.

På Fit Livings website kan du nemlig finde en umanerlig velskrevet miniguide til nogle af de mest udbredte former.

Personligt kan jeg varmt anbefale Yin yoga og Ashtanga, som endda går glimrende i spænd. Og fertilitetsyoga til dem, der har de lyster og/eller behov. Ikke at forglemme.

Ses vi så på måtten? Vredet ind i en stilling, der mere eller mindre vellykket-skråstreg-yndefuldt  forestiller noget slange, kamel, fisk eller fjerkræ?

Og bare fordi man kan – iklædt det eneste passende kostume: Miss Wet T-shirt og hotpants. Naturligvis.

Lis’som noget topmodel. Ved navn Christy Turlington.

Hvad ellers?

For et par år siden da der stadig var håb - imellem baby 1 og 2 – lavede jeg nogle løbeprogrammer til Fit Living. Budet på, hvordan du kommer i maratonform, kan du lige nu gen-fange på deres website. Hvis det var noget?

Selv har jeg nu aldrig løbet mere end 21 kilometer. På én gang. Til gengæld gik det op ad bakke, gjorde ondt i dagevis og tog rundt regnet lis’så længe, som det tager for andre at løbe 42.

Så det tæller vel for næsten det samme!?

Heldigvis er det jo ikke engang sundt. Siger de nu igen. Sådan noget ekstremsport. There you are, hvis du også har brug for en undskyldning for at lade være.

Jeg har nu ikke selv helt opgivet endnu. Bare udsat det. Igen. Igen-igen. Og har da også løbet hele 7 uendelig lange km i dag. Og det er da rundt regnet 1/5 maraton. Den sidste beskedne bid er garanteret den nemme del a walk in the park. Så hvis jeg ellers gad – og havde de der “ambitioner, rygrad og jernvilje”, som det åbenbart kræver (ajmen, hvem har også skrevet det l**t??) - så spurtede jeg da bare den. I morgen.

Eller næste uge.

Eller i oktober. Fx.

Nogen ville nok nyde det, men for andre af os er det med lidt blandede følelser, at vi tager imod sådan et billede her, når det pludselig springer op i hovedet på os:

Pfttt! Og numsemodeller, my ass!!

Så kan man vælge at blive deprimeret og gå i gang med trøstespise - tjek!

Eller man kan vælge at lægge en knaldhamrende hård slagplan for at gøre numse chickaen kunsten efter.

Den skulle nok indeholde sådan cirka det her:

Og så skulle man have hende her i baghånden – til lige at klemme de sidste liter fedt kræfter ud af én. Sådan et par splitsekunder før bikinisæsonen sætter ind:

Hvor svært sku’ det så lige være, skide numsedamer?

Ses vi i hotpants om et halvt års tid?

Når man bliver gift, slipper man sjældent for at lægge øre til noget så opmuntrende som skilsmisseprocenter. Og hvor egentlig temmelig amputeret chancerne for succes kan være.

Bare fordi alle de andre ikke kan finde ud af det.

Pfttt.

Samme slags hygge kunne jeg snildt levere, når det gælder nytårsforsæt om at træne. Og blive slank og fit og stram.

Og det er jeg da slet ikke for fin til. At all.

Engang i mine unge dage var jeg nemlig instruktør i en fitnesskæde. Og mit lille personlige field study matchede alle fordomme statistikker til punkt og prikke. Så lad os bare lige løbe de videnskabelige fakta igennem:

Den 2. januar kommer alle de nye medlemmer væltende med deres spritnye sportstasker og gode intentioner.

I dagene efter knokler de som gale. Så de gamle medlemmer må springe for livet og kæmpe sig til en plads yderst på holdenes ventelister. Instruktøren tit inklusive.

Deres begejstring lægger sig stille og roligt i løbet af en uge. Max to.

Og i slutningen af januar er alt faktisk back to normal. Fuldstændig. Når alle rookierne igen ligger hjemme på sofaen. Og der er plads på holdene i fitnesscenteret og ledige maskiner til styrketræningen.

Indtil det bliver nytår igen. Selvfølgelig. For så prøver vi de igen.

Se, det var et rigtigt eventyr.

Selvfølgelig heller ikke et, der vedrører dig. Eller mig. For vi kan jo godt finde ud af det. Er hardnitter. Der træner året rundt. I al slags vejr og halvanden meter sne. Uden sko. Altså, når det er det, vi vil, i hvert fald.

Men så kan du jo bruge historien som helt legitim undskyldning for at vente med at melde dig ind til 1. februar. Eller for at tage en garanteret velfortjent restiutionspause måneden ud, hvis du allerede er medlem. Alt andet giver jo alligevel slet ikke mening, før nytårsrusen har lagt sig hos de der andre wannabes. De andre! Blev. Der. Sagt!

I will. Men hey. Jeg har - blære, blære, blære - være ude på årets første løbetur… sammen med alle de andre dem, der også håber, at 2012 bliver deres store løbe- og lækkershedsår.

Pffft.