Yngsteprinsessen fyldte 2 i går.

Den slags kan godt være en langstrakt affære. Ikke mindst sammenlignet med fødslen af selvsamme pigebarn.

Hun var nemlig ret tæt på at komme til verden herhjemme. Eller i Toyotaen. Hospitalet havde “ikke lige plads” til os, da vi ringede og sagde, at vi ville køre ud til dem. Og føde lidt.

Say whaaat?

Næh, men de ville lige finde ud af, hvor vi så skulle køre hen, sagde de – venligt, men bestemt – til Manden, der havde trukket ringetjansen. Imens en anden én var optaget af nogle veer. Dog ikke mere, end at hun tog en dyb indånding i baggrunden og råbte, at hun fandengaleme ikke skulle andre steder hen.

Måske gentog hun det også i mindre pæne vendinger, som Manden diplomatisk forsøgte at oversætte til mere konstruktive termer. Det kan ikke udelukkes. I hvert fald fik hun sin vilje. Og en fødestue.

Til gengæld blev der ikke lagt beslag på sundhedsvæsnets tid eller plads mere end højst nødvendigt. Barnet blev født 13 minutter efter parkering. Og 4 timer senere var alle mand – og ikke mindst damer – ude af butikken igen.

Vi er ikke halvvej endnu…

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor. Men indimellem er det, som om jeg altid bare VIL gøre det modsatte af alle normale mennesker andre. Som om, jeg bare MÅ dreje mod syd, når andre peger mod nord. Og råbe ja, når andre siger nej.

Eller i hvert fald kvitte lønmodtagerjobbet, da jeg med fordel kunne have brugt det til noget betalt barsel, som guderne skal vide, at jeg havde gjort mig fortjent til!!

Få hund, når andre får børn. Og børnene, når de andre får kaniner.

Og selvklart melde mig ud af fitnesscenteret, når regntiden indetræningssæsonen starter, og alle andre signer up. Og ind igen, når sommeren endelig er over os, og alle andre sætter medlemskabet i bero og rykker træningen udenfor.

Ja, for det er det, jeg lige har gjort. Fitness DK, jeg er tilbage igen. Du ligner dig selv. Det gør mine deller jeg desværre også. Men det får vi lige lavet om på i fællesskab, ikke? For på netop dét punkt er jeg trods alt helt som alle andre – og kommer hos dig for at blive mindre og dælendylme ikke større!

Så er det igen et år siden sidst. Hvilket betyder, at de efterhånden er oppe på 11 i alt.

Og det er da lidt af en slat.

Selvfølgelig er det hverken diamant, guld eller bare sølv endnu. Men det er efterhånden ret så tæt på noget kobberværk. Hvilket vel i sig selv er en præstation. Særligt, når vi tager i betragtning, at hverken Pigen eller Drengen er blevet spor ældre undervejs, naturligvis.

Det er såmænd ikke, fordi De gør så stort ståhej ud af den – bryllupsdagen. Med gaver og den slags, fx. Men Hun har dog insisteret på, at Han skal i køkkenet og lave hele molevitten af nogens yndlingsmad – Hendes selvfølgelig!

Han har købt kæmpestore møgdyre bøffer hos den lokale slagter. Hvidløgssmør. Flutes. Og fløde til de friske jordbær. Fordi Han ved, at Hun har en svaghed for kød, kulhydrater og fedt.

Hun kvitterer med at invitere ham på Formel B i næste weekend. Fordi det er en af de ting, de ikke har nået tidligere – trods de mange år. Og fordi Hun ved, at Han faktisk er mindst lis’så glad for god mad, som hun selv er.

Det er bare én af de små ting, de har lært om hinanden i løbet af deres nu 11 ægteskabelige år. Plus de 6½ på polsk inden da. Men resten holder de for sig selv. Fordi det er klogest, hvis man gerne vil have 11 mere af slagsen.

Min e-mail har tilsyneladende vundet 915,850 Euro i Loteria Nacional:

Du rеdes til at еbne pdf vedhжftet fil, og kontakt din agent for din prжmie fond.

Med venlig hilsen

ledelse

Jamen, hurra! Min e-mail kan slet ikke få luft af bare begejstring.

Jeg søger kvinder, der har oplevet at blive ramt på deres kvindelighed – fx ved at miste håret, livmoderen, et bryst eller få en stomipose. De 3 skønne powerkvinder skal have lyst til at fortælle om udfordringerne, vendepunkterne, læringer og gevinster ved pludselig at stå midt i en svær situation. Omdrejningspunktet vil være på, hvordan man netop der vokser som kvinde.

Alle kvinderne skal være minimum 40 år.

Der bliver taget smukke fotos af alle deltagerne. De skal derfor helst være bosiddende i København, Odense, Århus eller Trekantsområdet, hvor vi har dygtige fotografer til den del af opgaven.

Er det dig, eller kender du en af de kvinder, jeg efterlyser, så giv endelig lyd på mail@elsemarielehman.net. Skriv et par linjer om dig selv og vedhæft meget gerne et foto (ikke, fordi der er krav til, hvordan du ser ud, men fordi vi gerne vil have forskellige kvindetyper med). Så vender jeg fluks tilbage med mere info.

Jeg er på jagt efter kvinder, der har ændret stil/udseende – og som har lyst til at medvirke i en magasinartikel.

De skal tidligere have været lidt ekstreme modetyper fx punker, hippie eller techno og have lyst til at fortælle lidt om både den tid og skiftet. Og de skal have et par billeder af sig selv fra dengang i fuldt flor, som vi kan bruge i magasinet.

Jeg vil også gerne have fingre i en ”pæn pige”, der er gået den modsatte vej og blevet mere vild i sin stil og udseende.

Alle kvinderne skal være minimum 40 år.

De skal helst være bosiddende i København, Odense, Århus eller Trekantsområdet, hvor vi har en fotograf, der kan rykke hurtigt ud. Deadline er nemlig lige om hjørnet

Er det dig, eller kender du en af de kvinder, jeg efterlyser, så giv endelig lyd på mail@elsemarielehman.net. Skriv et par linjer om dig selv og vedhæft meget gerne et foto – fra enten dengang eller nu (da vi gerne vil have lidt forskellige kvinder med). Så vender jeg fluks tilbage med mere info.

Manden har ytret, at den dag, jeg rent faktisk løber et maraton, æder han sin gamle hat. (Jeg kunne sige “ditto”, men det gør jeg selvfølgelig ikke).

Jeg kan ikke engang for alvor tillade mig at være fornærmet, hvilket selvfølgelig ikke afholder mig fra at være det. Har unægtelig været tilmeldt flere løb, end jeg kan tælle til har løbet. Og har været uendelig overbevist om, at det var NU, det skulle være, stort set lige så mange gange. Uden at komme i nærheden af noget form, hvor det kunne betale sig at bevæge sig ind i løbets startområde.

Jovist, jeg løb da halvmaraton i 2009. Et sted med (onde, onde, hvis du spørger mig!) bakker, endda. Men siden er det kun gået ned ad dem – bakkerne – so to speak. Og distancerne er  blevet kortere. Og kortere. Og kan efterhånden kun lige kalde sig tocifrede, selv på de allerbedste dage.

Så er der lang vej til de 40+ kilometer. Både oppe i hovedet og nede i benene.

Jeg synes alligevel bare, at jeg har en åndsvag pligt til at overvinde dem, inden jeg – om jeg kan lide det eller ej – runder en anden slags 40+. Engang ovre i næste år, når det bliver august. Altså, når jeg nu har kæftet op snakket så meget om det. Hele vejen op igennem 30′erne. Og om den der killerform, jeg sådan på alle måder har tænkt mig at komme i. “Lige om lidt.” Og da i hvert fald før det næste runde hjørne.

Så skal vi aftale tre ting:

• Jeg har præcis 450 dage til at blive Fit til Fourty og få det pis løb overstået. Eller også… [her indsættes ved lejlighed en passende og tilstrækkelig modbydelig straf - der sandsynligvis involverer restriktioner på noget shopping. Eller rejseri. Eller bestemmeret, oh ve!]
• Jeg kæfter ikke op om projektet, før jeg for en gangs skyld har noget at prale af runder de første 24 sammenhængende kilometer, hvor ingen Lehman hidtil har været ude. I noget, der også objektivt kan betegnes som løbetempo.
• Nogen ringer til Qvortrup og beder om den der opskrift på gammel hat. Så Manden kan æde både sådan en OG sine flabetheder.

Sæt. I. Gang. Og hold så kæft!

Hver gang en eller anden tv-station sender Coming to America, tager jeg lige et trip down memory lane.

Det var nemlig også en voldsomt populær film dengang i start90′erne, da jeg arbejdede i den lokale videobiks og langede lejefilm over disken. Og jeg så den da også selv. Mere end en gang. Og grinede fjoget sammen med Eddie.

Men det var alligevel endnu sjovere, når en nervøs ungknøs eller familiefar kom ind i butikken og trissede rundt og så på VHS’er i indtil flere kvarter og halve timer. Og man bare vidste, at han på et tidspunkt ville komme luskende med nedslået blik og en håndfuld bånd, hvoraf det næstsidste ville være den legendariske navnefætter til netop føromtalte Murphy film, Coming in America. Og jeg gentager: IN…!

Film nummer 729. Fra… lad os bare kalde det voksenafdelingen.

Så skulle man finde den neutrale grimasse frem. Og bide lysten til at lægge netop den film øverst i stakken og med uskyldig mine ønske et lidt for højt “god fornøjelse,” når han med skuldrene helt oppe om ørerne ilede hjem til VHS-afspilleren.

Hvis jeg husker rigtigt, fik jeg filmen i afskedsgave, da jeg stoppede. Meget imod min vilje. Med tanke på, hvad den havde oplevet i sit stadig unge liv. Den blev fluks gemt væk, hvor hverken jeg eller min mor andre lige ville falde over den. Og der har den nok ligget siden. Glemt. På nær altså, når Eddie toner over skærmen.

Den dag, den også fysisk måtte dukke frem i dagens lys, lover jeg at donere den til Kanal København noget eksklusivt give-away. Hvis nogen skulle have lyst til at rykke på den slags. So to speak.

Hvad jeg har lært af april 2012:

Man bliver aldrig for gammel til at blive barnlig begejstret for en ny cykel.

Paris er stadig en cool by. Og Paris in the spring er heller ikke at sige ski’ til spor opreklameret.

En Hereford bøf af oksemørbrad er ikke det værste, man kan blive udsat for! Og den tilhørende salatbar til kr. 75 (oven i de 350) er jo fundet til prisen…

Selvom det ikke var gået op for os alle, er Cirkus Summarum åbenbart helt vildt populært. Og man skal virkelig kæmpe for at komme i nærheden af de gode billetter.

Mickey Mouse og vennerne er eddermame store. Som i rigtig menneskestørrelse. Og det er møgdyrt at besøge dem der i Disneyland!!

Paradis is bliver også min allerbedste og kaloriefyldte ven denne sommer.

Man kan få mange lækre sager for 2.500 gode, danske kroner. Og så kan man vælge at bruge dem på en vaccination og tandrensning til sin hund.

Man kan spise flødeskum til det meste, der ender på kage. Og frugt bær. Og kakao. Morgen, middag og aften.

Man kan tilmelde sig nok så mange maratonløb og misse lige så mange. Det stopper stadig ikke de forvildede idéer om, at det selvfølgelig lykkes næste en dag.

Vanløse er egentlig ikke helt tosset. Selvom Frederiksberg stadig vinder i opløbet. Selvfølgelig.

Pollen er noget møg træls noget. Og høfebersæsonen kommer hvert år – præcis, når du tror, at du måske går fri denne gang.

Shellac til neglene er genialt! Og kunne sagtens blive et møgdyrt bekendtskab være vanedannende, hvis man ikke passer virkelig meget på.

Ja ja, solen skinner. Det er onsdag. Og maj.

Så kan dagen kun blive helt forrygende.

Ikke mindst, når man starter med at stå med ungerne på den ydre side af døren, og hund og nøgler på den indre. Imens manden sidder i møde i Ørestaden. Og reservenøgler i øvrigt er en by i Jylland.

Allerede her er det smukt.

Og det bliver kun bedre, når man endelig kommer ind i hjemmet igen – efter at have afleveret tøserne i henholdsvis børnehave og vuggestue og hidkaldt manden fra job i en lånebil. Bare for at opdage, at møghunden har benyttet anledningen til at æde alle 6 ciabattaboller fra Lagkagehuset. På nær den halve, der stadig ligger helt gennemgnasket på ens egen hovedpude sammen med alle krummerne og hundehårene. Thank you very much!

Derefter er tiden så fremskreden, at man hverken kan nå det ene eller det andet på dagens program anyways, så man beslutter sig for at sylte det hele og gå igang med oprydning af bunkerne og skabene. Fordi festen lis’så godt kan fortsætte med manér.

Åh ja. Solen skinner udenfor. Og det er stadig kun onsdag.