Jeg har en tilståelse. Helt fortroligt imellem os.
Jeg har nemlig været ude og se mig lidt omkring. Sådan… lure lidt hos naboen. Teste, om græsset er lis’så grønt andre steder. Og sår’n.
Sagen er nemlig den, at jeg godt gad noget mere plads. VIRKELIG godt. For når man dividerer 78 kvm med 5 væsner, så får man helt enormt meget brug for at låne en del mere, end banken vil være med til. Særligt, hvis man insisterer på den evige troskab til det, man opfatter som den eneste ene – Frederiksberg.
Manden synes godt, vi kunne tage konsekvenserne af selvvalgt livsstil aka nogens freelanceliv, shoppetalent og rejselyst overveje andre steder. Gentofte. Valby. Amager. Vanløse. Fx.
Me – not so much. Eller… det ville i princippet være helt fint for mig. Hvis jeg bare kunne blive ved med at høre ind under det nuværende rådhus. Med min læge og den gode Borgerservice. Med ungernes institution. Og de skolemuligheder, jeg havde indstillet mig på, at jeg – og de – skulle bande over tage en dans med inden længe. Stamcaféen, biblioteket, fitnesscenteret (som jeg – bevares – ikke er medlem af. I det her årti. Lige for tiden) og metroen. Frederiksberg Have, KB Hallen (eller – resterne af den) og Zoo. Kirsebærtræerne, der pynter så smukt på foråret, og alle brokvartererne og city inden for cykelafstand på nye hjul. Søde naboer og kendte ansiger i vuggeren, i Irma og på løbeturen. Jamen, jeg kunne blive ved. Frederiksberg ER bare mit møgdyre hood. Bum, bummelum!
Men så var det, at Prinsessen og jeg var på tur i går. I forbindelse med et interview – i Vanløse. Og da vi cyklede rundt derude, så indrømmer jeg, at der var lidt urene tanker. Og lidt flirteri. Med tanker om “hvad nu hvis…”.
Vanløse kørte også frem med det helt tunge skyts, lige der ved Damhussøen og -Engen. I solskin og medvind. Med lækre huse, der nok ville koste et par af de helst store bananer ekstra, hvis de lå i et frederiksbergsk postnummer. Skoler, man næsten selv kunne have lyst til at bruge et årti i. En børnehave med gang i udendørs leg og grin og hygge. Svaner, ænder og ultimativ skøn løberute selv for dovendyr om det ene hjørne og lokal tennisklub om det andet (til den dag, man måske får lyst til et karriereskift). Pæn og poleret parcelidyl, og storbyliv stadig kun en spytklat væk. Selv metroen kender Vanløse.
Så jo, Prinsessen og jeg var fristede – galore – og temmelig bløde i benene, da vi cyklede hjem. Hvis sandheden skal frem. Vi overvejede næsten, om vi skulle sige til Manden, at vi godt kunne lokkes til noget uforpligtende kig. På lidt bolig i det der Vanløse. Fordi det måske ikke var helt så skidt endda derude.
Men vi gjorde det selvfølgelig ikke. For da vi susede ind ad Peter Bangs Vej mod alt det velkendte og – op ad bakke! – overhalede en ung brunette, blev vi alligevel lidt store i slaget kække igen. Og så verden – selv Frederiksberg – for vores fødder. Mulig at erobre selv for en fattigrøv - og stadig med det allergrønneste græs af dem alle.
3 værelser – plus altan(er!) OG kælderrum, ikke at forglemme – er trods alt også lidt noget at kalde hjem. Og de der 100 kvm, vi lige står og mangler – de er jo ret beset også kun en bestseller away. Selv på Frederiksberg. Ing?
Hvem skræpper ellers op?