Else Marie Lehman

Så blev de kørende igen. Fik briller på. Og rene underbukser.

Kom til hotellet, hvor de egentlig skulle have tjekket ind dagen før. Og smækkede glade bildørene for at ville myldre ind på de lækre værelser. Med queen beds, bruser og mini-bar.

Men Buick’en var ikke færdig med at drille. Slet, slet ikke. For da dørene gik i, sagde den klik-klik-klik. Og låste dem ude igen.

Denne gang havde de nøglen. Men den gad Buick’en da ikke at reagere på.

Næh, den havde fået rod i låsesystemet, da Mike dirkede den op. Så nu stod de igen uden for den. Uden kufferter og skiftetøj.

Heldigvis havde de dog penge. Denne gang. Og hotelværelse. Og herfra ringede de til den første låsesmed, der stod i telefonbogen.

Han var også den eneste. Både i bogen og på øen.

Og da han kom et par timer senere, vidste han godt, hvem de var. De var nemlig dem, der havde brændt ham af ude ved den øde strand. Tidligt om morgenen. På en fridag. Hvor gårsdagens kalkun stadig lå lidt tungt i maven.

Derfor var han ret muggen, da han åbnede det famøse køretøj. Det kunne hverken kække sjove bemærkninger eller blondinesmil lave om på.

Til gengæld fik de lov til at betale. Også i den grad!

Men der var da heldigvis lidt håndører tilbage til at gå på bar for. Og drikke en trøsteøl. Eller flere. Så det gjorde de.

Og de er næsten alle stadig venner i dag!

***

THE END

***

Efterskrift: Der gik nogle år. Faktisk fire. Før de vendte retur til øen – det danske par, i hvert fald. Og det krævede sin mand og kvinde at trille turen tilbage til Barking Sands Beach. Men indimellem skal man rejse sig ved den sandstrand, man aldrig kom i vandet ved. Og det gjorde de. Med penge, pas og briller på den rigtige side af karosseriet – og blikkene stift rettet mod bilnøglerne. HELE TIDEN! Nøgler, som i øvrigt ikke var til en Buick!!

Han var altså ikke i kridthuset, ham låsesmeden. Som hellere ville spise kalkun med familien end tjene penge hjælpe strandede turister.

Heldigvis var Carolyn og Mike mere hjælpsomme. Og kom dem igen til undsætning. For hele banden kunne da bare komme med dem hjem.

De tøvede lidt. Godtnok var de desperate… men at tage med fremmede mennesker hjem, når man endda befinder sig på den modsatte side af kloden i en 11-timer forskudt tidszone, det strider jo imod enhver barnelærdom. Så der blev konfereret på en skøn blanding af dansk, svensk og tysk.

Men manglen på alternativerne taget i betragtning takkede de ja til tilbuddet.

Mor behøvede jo heller ikke at få noget at vide. Vel?

De blev stuvet sammen i forskellige biler og et mindre følge kørte den halvlange tur til Carolyn og Mikes hus i en lille by på Kauai’s sydkyst. Skønt sted, i øvrigt. Hvilket de måske havde lagt mærke til, hvis de var kommet på besøg under andre omstændigheder. Med tøj, værdighed, penge på lommen og briller i hovedet.

Gæstfrihed manglede der nu ellers ikke hos Carolyn og Mike. De diskede op med drikkevarer, tøj og sko, håndklæder og brusebad. At det ene par sko indeholdt den største og mest behårede edderkop, de unge mennesker nogensinde havde mødt, er en helt anden sag. Og Mike klaskede den også lynhurtigt med sin træsko, da den pilede afsted med midterskilning på benene og fodaftryk på størrelse med en voksen mand.

Selvom de forpjuskede turister ikke havde til hverken salt eller drikkepenge, blev de inviteret med familien ud at spise Thanksgiving-middag på den lokale restaurant. Kalkun skal der til på sådan en dag, mente værterne.

Skæbnen ville, at nogle af de andre strandgæster også var havnet på restauranten. Blandt andet det canadiske par, der var på en slags “second honeymoon” tilbage til det sted, hvor de havde været på bryllupsrejse for 17 år siden. De endte vist med at blive BFF’s med Carolyn og Mike i løbet af den aften… men det er en helt anden historie.

De slog alle pjalterne sammen og blev et større selskab – hvor de tåbelige unge europæeres brøler blev det store samtaleemne. Stemningen var på højde med de hawaiianske temperaturer, så da de engang efter midnat faldt i søvn i Carolyn og Mikes stue, var det med smil på læben.

Thanksgiving var måske ikke så dum en opfindelse endda.

***

Dagen efter blev der serveret morgenmad for hele forsamlingen og leget med unger. Som aldrig før havde oplevet et så underligt – og cool på den meget sære måde – besøg.

Mike kørte danskerne ud til bilen for at mødes med låsesmeden. I god tid til klokken 9. Og for at fordrive ventetiden ville han da lige give det et ekstra forsøg med at dirke døren op.

Det lykkedes i anden ombæring. Bagagerummet sprang op, og den famøse nøgle hevet ud. Behørig sejrsdans og high-fives blev uddelt. Og så trillede Buicken med indhold af sted. Alooooha, Barking Sands Beach – så du røgen??

***

Og sådan kunne historien være endt. Men det gjorde den ikke. For de var stadig på en lille ø. Men én nu forsmået låsesmed. Og en Buick, der – skulle det vise sig – slet, slet ikke var færdig med at te’ sig.

[to be continued...]

Trouble in Paradise!

Sådan kunne man egentlig også have sammenfattet den dér Thanksgiving på Kauai.

Startskuddet til al balladen gik lige efter ankomsten til stranden. Den, der lå helt derude, hvor kun de lokale surferdudes og de dummeste modigste turister gad at køre ud.

Pludselig lå bilnøglerne i en bukselomme i bagagerummet på den bordeauxfarvede Buick fra Avis. Chaufføren – ham, den danske studerende, som også dengang gik under betegnelsen Kæresten - blev en tand for ivrig efter de flotte bølger.

I sig selv er det vel ikke meget mere end en lille ”svipser” vil andre – end hende, der udgjorde anden del af det danske par  - nok mene. Men sted og tidspunkt taget i betragtning må man godt opgradere det til noget med katastofeblink. For på Barking Sands Beach, på kanten af al lov og ret, virkede mobiltelefoner nemlig ikke. Faktisk havde de slet ikke selv sådan nogen dengang. I 1996. Og selvom de ret hurtigt fik involveret de øvrige strandgæster i affæren, kunne ingen gøre meget uden forbindelse til omverdenen telefonnettet.

En enkelt kvinde, Carolyn, som sad på passagersædet af sin store jeep med en diende baby i armene og 2 andre småtterier legende uden for, mente dog – efter at have kigget en enkelt gang på deres frustrerede og desperate europæiske turistansigter – at hendes mand nok kunne dirke den sølle lås på bilen op.

- ”He’s good at that,” sagde hun henkastet.

Og de tænkte “okay så…”  - med lige dele benovelse, bekymring og håb. Tænkte også, at manden måske nok var halvkriminel, men eftersom han var deres eneste mulighed for ikke at skulle strande (!) alene i ødemarken – alternativt gå de 20 kilometer tilbage i bagende sol (uden nævneværdig form for mad og drikke) ind til nærmeste flække – var de mere end villige til at give ham chancen.

Crook or not.

Lige hér var de dog heldige. For da Mike dukkede op fra sin tur i vandet, viste han sig at være en lille, brunlødet og meget sympatisk polyneser med størst interesse for surfing og den perfekte bølge. Ingen overpumpede arme eller knive i lommen. Men han var som lovet ikke spor ueffen med det hjemmelavede værktøj, som han tryllede frem fra sit bagagerum. Og han lignede på alle måder en “pro”, da han gik igang med det.

Alligevel måtte selv Mike give fortabt efter en god times kamp. Til trods for bunker af gode råd fra en lille broget flok sammenstimlede.

I stedet kørte han og Carolyn hjem for at ringe efter en låsesmed, der kunne hjælpe de nødstedte gennemtåbelige turister.

Hovedpersonerne ventede tålmodigt ved deres møgbil i mellemtiden.

Forgæves!

For det var jo Thanksgiving. Og låsesmeden var ikke spor interesseret i at bruge starten på den på at tage til Barking Sands Beach. Heller ikke selvom der blev lokket med gode penge, nej tak. Og farvel i øvrigt.

Den havde europæerne slet ikke set komme, og de troede ikke deres egne ører! Begyndte efterhånden at have en lille smule svært ved at være taknemlige. For noget som helst. Thanksgiving or not.

Låsesmeden forbarmede sig dog minimalt. Og besluttede sig i et anfald af imødekommenhed at tilbyde at kigge forbi stranden næste morgen ved 9-tiden. Mod et ikke spor beskedent taknemligheds helligdagstillæg.

Hvilket var en ret ringe trøst for de unge europæere, efterhånden som tiden gik mod 17 og aftenmørke, og der stadig var langt til nærmeste spise-skråstreg-overnatningssted. Det var også lidt problematisk i længden, at deres tøj – inklusive sko og Dansker-fyrens briller – lå i bagagerummet.

[Og jo, her kunne de jo ogå godt have forsøgt at ringe til biludlejningsfirmaet. Selvom de ikke havde lyst, når de nu befandt sig et sted, hvor de havde fået at vide, at udlejningsbiler ikke måtte burde være. Men der var også lukket for noget som helst form for service. Fordi det jo stadig var f¤#&ing Thanksgiving!]

Humøret, som ellers havde været forbavsende højt hos europæerne i hvert fald på skift under hele eftermiddagens kampe, begyndte så småt at styrtdykke dale en del grader inde under badebukserne. Som var alt, hvad de havde. Overhovedet!

På nær en voksende desperation og meget, MEGET langt hjem.

[to be continued...]

Det var fjerde torsdag i november. Det var ikke noget, fire europæiske studerende tænkte nærmere over der i 1996. Men det skulle de snart komme til. Fra svenske Anders over tyske Jochen til det dengang unge, danske par. Som vi ikke behøver at præsentere nærmere sætte navn på.

De havde nemlig alle taget forlænget-weekend-fri fra studierne på Hawaii Pacific University. Og var lige ankommet fra Honolulu til øen Kauai, hvor det tidspunkt af november – som i det øvrige Hawaii, og USA for den sags skyld – er ensbetydende med Thanksgiving.

I første omgang var de fire mest optagede af at finde deres hotel. At få bagagen parkeret. Og så ellers komme ud på opdagelse på den ø, som de lokale kalder the Garden Isle. Øen, hvor bl.a. Jurassic Park er filmet. Den, hvor der findes klodens måske smukkeste kystlinje, Na Pali. Verdens vådeste punkt. Og de lækreste strande, som nogen fantasi overhovedet kan ridse op.

Foto fra National Geographic / Diane Cook og Len Jenshel

Måske burde de allerede fra start have anet uråd. Luret, at der var noget under opsejling, som de ikke selv havde skrevet ind i planerne, da de aftalte at lege turister sammen. For allerførste gang. De lagde nemlig mindre godt ud med at vælge den forkerte retning i deres enorme udlejnings-Buick. I stedet for at komme nordpå til hotellet, havnede de sydpå ved et af de dersens “blow holes”, hvor vandet sprøjtes op af et hul i klippen. Hvilket lis’som satte en stopper for mere kørsel ad den vej. Men det slog dem nu iikke ud. De var bare fascinerede af det imponerende naturfænomen og vendte lystigt karreten.

Nu dog med nye planer. Når det skulle være på den måde. For så ville de til stranden, ville de. Dog ikke en hvilken som helst af slagsen. Nej, de ville helt ud vest på, hvor vejene var små, støvede og uafmærkede, og hvor bilforsikringen – af  senere indlysende årsager – ikke dækkede ifølge det med småt.

Som sagt, så gjort. Og efter en times bumlen på de små veje, stod de ved den skønneste strand, som end ikke et postkort vil kunne gengive tilnærmelsesvist retfærdigt: Barking Sands Beach.

Men lad os da alligevel gøre forsøget:

Foto af Brad Wolfinbarger

Havde dette været en film, ville billedet nu blive stående lidt. Dramatisk musik skulle have spillet i baggrunden, for at understrege det afgørende i øjeblikket. Herefter tog begivenheden nemlig hinanden én efter én i helt uventet retning. Ikke noget med naturkatastrofer eller flykapring. Ingen væsner fra det ydre rum. Næh, bare forholdsvis almindelige, dagligdags begivenheder, der sammenlagt – og på en halvøde og meget afsides strand på en mindre hawaiiansk ø – oversteg alt, hvad de kunne have forestillet sig, da de steg på flyveren om morgenen. Af uheldigheder og drama. Venskabsprøver. Grin og gys. Et par fra Canada og lokale Mike + Carolyn. En muggen låsesmed. Træsko, tanktops og kæmpeedderkopper. Og – selvfølgelig, ikke at forglemme – en gigantisk Thanksgiving kalkun.

[... to be continued, som de si'r på de eksotiske breddegrader, hvor vi lige nu befinder os]

Jeg har brugt en bid af ferien på at rydde op. I gemmerne i mit barndomshjem. Kaldet “fjernlageret”.

Heldigvis er mine forældres hus udstyret med et loftsrum (noget, en 3-værelses lejlighed på Frederiksberg ikke lige kan prale af). Et pænt stort et af slagsen.

Den frederiksbergske gren af familien formår dog alligevel at fylde det ret pænt op. Med stort og småt fra svundne årtier:

Jeg hæftede mig allermest ved det hawaiianske rejsekit, som pludselig – midt i et skybrud - næsten sprang på mig.

Det tog jeg som et tegn. Så nu ved vi jo alle, hvor jeg skal hen på sommerferie til næste år.

Hvem sender billetterne (for sådan nogen fandt jeg desværre ikke i gemmerne)??