Else Marie Lehman

… der med at få løbet langt i Berlin – så kan man jo altid melde andre til.

Det har jeg lige gjort: Manden og hans legekammerat.

Den anden løber en del mere end den ene.

Faktisk har den ene slet ingen løbesko der er hele eller indkøbt inden for det sidste halve årti. Og han løber af princip kun, hvis der er en (fod)bold foran ham.

Det er der nok ikke i Berlin.

Men han har ladet sig lokke alligevel. Ikke af mig sguda, for det er mig, der skal høre på brokkeriet, når han fortyder, men af vennen.

Jeg synes, det er til at tisse en lille smule i bukserne af grin over en god idé. For jeg håber, at jeg får lov til at komme med til Berlin. Uden at skulle løbe andet end de 2 kilometers Bambini Run dagen før – for nogen skal jo drikke Weissbier passe ungerne, imens andre brækker boltrer sig på de 42 km.

Se DET er dælendylme et maratonprojekt, der er værd at snakke om. MUHAHAHAHA!

HENDE:

- Du er altså nødt til snart at komme igang med det der løb… Altså, hvis du stadig har tænkt dig at løbe maraton i Berlin til næste år…

HAM:

- Ja, ja. Jeg ved det godt…

[Det er bare så skide røvsygt og jeg gider simpelthen ikke! Så bland dig nu uden om!!!]

HENDE:

- Jeg tror altså også, at det vil være et godt afbræk fra dig… øh… for dig… [fnis]… altså i hverdagen. Tror du ikke?

HAM:

[WTF??]

HENDE:

- [fniiis]… ja, jeg mente FOR dig… [mere fnis]… godt FOR dig. Med sådan et afbræk… 

HAM:

- hmmm…

HENDE: [overtager de hævede øjenbryn]

- Men har du tænkt dig at svare, eller hva’??

Jep. Angreb har altid været det bedste forsvar. Det ved enhver!

2 timer 3 minutter og 38 sekunder. Om at løbe 42,195. Kilometer!

Som i under 3 minutter per kilometer.

Det kan små, fede lettere buttede danske dameben da også godt. Hvis de altså var tilstrækkeligt medicineret gad.

Han skal bare være glad for, at jeg lige blev…skadet… doven… øhm… forhindret.

Så troede man nok lige, at den var lukket. Men se, hvad der så dumper ind i indboksen. Hvis nogen skulle have glemt (as if!), hvad planen en gang var (og i hvilken uhyrlig tid):

SÅ. SNAKKER. VI. IKKE. MERE. OM. DET.

Blev der sagt!

Hvis jeg nogensinde snakker mere om maraton… vil en-eller-anden så godt sparke mig hårdt bagi??

Hvis jeg snakker mere om 42-komma-noget lange løb ude i verden, som kunne være sjove at være med i, er der dobbelt-op.

Og hvis jeg tilmed forvilder mig til at gøre begge dele uden at komme helt op i træningsgear – så giver det stokkeprygl oveni.

Er det en aftale??

Og kan vi så blive enige om, at vi heller ikke nævner det der løb i Berlin om 5 uger?? Som nogen har startnummer til. Men heller ikke har tænkt sig at bruge. Fordi hun ville besvime tættere på start end mål. Og ikke orker både det og ydmygelsen oveni.

(Kan berolige med, at det sparede rejsebudget er smidt i sommerferiepuljen anno 2012. Og den kommer forhåbentlig til at gå til en destination, hvor der ikke – jeg genta’r: IKKE – ligger et maratonløb, der kan give svage sjæle tåbelige idéer).

Så er der lige præcis 4 måneder. Til Berlin Marathon.

Er jeg klar? DET er jeg ikke! (Med mindre de har reduceret ruten til 12-15 km).

Bliver jeg klar? ANER det ikke. (Min træningsplan siger jo-jo. Mine ben siger måske. Min rygrad (hvem??) snakker vi slet ikke om).

Men slæber jeg min krop igennem det under alle omstændigheder? DET gør jeg. Basta. Det står der nemlig på min lykkeløbetrøje, at jeg skal: Run when you can, walk when you have to, crawl if you must; just never give up (venligst peppet af Dean Karnazes).

Må dog nok hellere lige få løbet lidt i weekenden. Og spist lidt pasta.

Er det ikke det, alle rigtige maratonløbere gør?