Else Marie Lehman

Da vi købte bil sidste gang, var det hos en kæk og lettere dameglad? sælger, der valgte at skrive mit navn – og kun mit – på registreringsattesten. Bare fordi han synes, at det var sjovt. Eller måske som kompensation for, at den ikke var sort. Så på papiret er den min (min, min!) – bilen.

Den er i særlig grad min, når en af familiens Fædre – igen – spørger: “Nå, kører din bil stadig godt?” og kigger på Manden (WTF?!!). Og – lis’som tidligere – bliver overrasket over, at se mig springe ind med de røde strømper og et: “Jo tak, det gør min bil da.”

Det betyder desværre også, at den er min, når Toyota skriver, at det er tid til noget service. Når forsikringen vil have helt vildt mange penge. Eller – viser det sig – når Trafikstyrelsen mener, at det er tid til syn.

Det er knap så interessant.

For nu er det nemlig sådan, at mig og min e-boks ikke ligefrem overrender i hinanden. Jeg besøger den aldrig, når den skriver til mig, at den har noget nyt at sige. Eller… det troede jeg, at jeg gjorde. For i lørdags forvildede jeg mig derind. Af uransagelige årsager. Der sikkert har noget at gøre med, at nogen havde sendt et-eller-andet røvsygt, som jeg var nødt til at se nærmere på.

Så fandt jeg samtidig lige denne her. Fra netop Trafikstyrelsen.

Og deadline. To måneder (!) senere.

Og får meget, meget røde ører og en smule svedige armhuler – her i marts. Ved tanken om potentielle bøder, klippede nummerplader og diverse offentlig ydmygelse.

Heldigvis kan man booke tid til syn online. Og heldigvis er der ikke spor af ventetid på sådan noget.

Heldigvis er det jo også vores fælles bil.

Så gæt selv, hvem der stod i synshallen i morges klokken 7:10…

Jeps. Min Vores bil. Og… min mand.

Én af forskellene på os herhjemme er vores behov for benzin. Ikke kun i egne maver, men også i bilens.

Jeg har det bedst, hvis der er mere end en halv tank på den. Kan leve med det, så længe vi bare er over en range på 100 kilometer. Derefter begynder jeg at trippe. Både, hvis jeg er i førersædet og ved siden af. Kommer vi helt ned under 30 kilometer, begynder det at blive rigtig kritisk. Og er der under 10 kilometer tilbage, nægter jeg at sidde i bilen. Før nogen andre har tanket op.

Jeps. Sådan er det bare.

Da vi købte bilen fik vi nemlig at vide, at måleren ville sige til i god tid. Med sine lamper n’all. Når den begyndte at trænge. Til gengæld var den tør, når den var tør. Så det skulle vi ikke gamble for meget med. Sagde sælgeren. Og jeg lyttede. Og husker!

Forleden blev jeg dog snydt. Den såkaldt Bedre Halvdel kan nemlig godt lide at leve lidt on the edge. Når det kommer til det med benzinen. Eller… han “gider ikke at fylde på i tide og utide”. Som han si’r. Så benzintanken skal derfor helst køres helt i bund, før han nærmer sig en tankstation.

Om jeg så spræller nok så meget ved siden af.

Det kan godt blive lidt… spændende. Og vi kan godt lige diskutere nødvendigheden af det en lille smule højlydt.

Ikke, fordi det tit går galt for ham. Faktisk. Kun lige den ene gang for nogle år siden, hvor vi strandede på ydre Frederiksberg, fordi den stakkels bil altså bare ikke kunne nå hele vejen hjem på dampene. Selvom det nødvendigvis bare skulle prøves. Ret så bestemte eder protester fra min mund til trods.

Den har jeg selvfølgelig brugt i min argumentation, lige siden jeg i den sene aftentime noget så ufrivilligt trampede hjem i lidt for høje hæle og al for megen regn. Imens han gik i modsat retning mod den tankstation, han havde nægtet at svinge omkring lidt tidligere. I det mindste en lille trøst…

Anyways, forleden var den så gal igen. Jeg syntes, det var tid til en optankning. Han mente, at vi saaagtens kunne nå hele vejen frem, før vi spildte brugte tid på det pjat. Og imens jeg sad på passagersædet og overvejede, om jeg skulle krydse fingre for, at vi ikke strandede midt på motorvejen, eller at vi netop gjorde det, så jeg kunne klemme et “Hvad. Sagde. Jeg??!!!!” ud mellem sidebenene, røg måleren bare længere og længere ned.

Så langt, at han dog begyndte at følge den lidt ekstra ud af øjenkrogen.

Og med god grund. Da vi trillede af motorvejsafkørslen og ind på tankstationen tæt på ankomststedet, var Toyotaen meget tørstig.

Præcis så tørstig her:

Og jeg var altså meget, meget tæt på at få ret.

Uden at få det.

Imens man ærgrer sig gul, grøn og arrig, kan man til gengæld høre ham sige: ”Jeg sagde det jo! Har heeelt styr på det”. Og selv begynde forfra på overvejelserne om, hvad man skal gøre sig af forhåbninger for den næste tankfuld.

Jeg har haft to biler i min bilejerkarriere.

Til den første havde jeg ét temmelig beskedent krav - ud over de fire hjul og køreevnen: Den skulle være sort.

Resten måtte Manden i Huset helt selv ligge og rode med vælge.

Det endte med at blive en grøn Polo.

Jeg elskede den alligevel.

Men havde dog nogle tillægsønsker, da den ikke rigtig ville mere, og familien skulle have nye hjul.

Noget med servo. Centrallås. Og CD-afspiller… Ting, der alle sammen var blevet standardudstyr i mellemtiden. Så ingen point for det, Mister!

Havde derimod kun ét reelt krav (KRAV!!) til køretøjet: Det skulle være SORT!

Jeg endte i en sølvgrå Avensis.

Som indtil videre har været en del af familien i små fem år.

Jeg elsker den stadig. Måske, fordi vi ligner hinanden en del - med vores aldrende dåbsattester og halvstore bagdele.

Men der kommer jo nok en dag, hvor den får brug for en afløser. Og når den gør, har jeg kun ét krav:

SORT! Blev. Der. Sagt! Og jeg forhandler kun, hvis der står Porche i nakken på den!!

Hvem fa’en ku’ også vide at…

• sommeren endelig skulle komme her i slutningen af september?
• en lyslilla silkebluse skjuler svedig krop så ringe?
• man skulle have haft et snedigt svar klar til Ældsteprinsessens højlydte spørgsmål i Zoo: “Mor, hvorfor har aberne røde numser? Er det fordi de ikke tørrer sig ordentligt, når de har tisset og lavet lort?”
• bilens batteri lige skulle blive fladt sådan en tilfældig torsdag – før (hvilket dog – indrømmet – er en del bedre end “under”) indkøbsturen?
• rødspættefileter vendt i rugmel smager så godt?
• man stadig slet, slet ikke er herre (so to speak) over sin sliktrang? Eller humøret, når man indser, at der ikke er noget, der bare ligner en lillebitte smule, at komme efter i køkkenskabene. Eller skufferne. Eller håndtasken.
• det lige var i dag, at posten som finansminister for en stund ville være småledig? (PET vil til enhver tid kunne bekræfte, at jeg er overkvalificeret til Forbrugsministerpinden – så I ringer altså lige, Helle, hvis det samme sker der!!)
• det til gengæld  heller ikke blev i dag, at bunkerne af to do’s eksploderede klarede sig selv?

Jeg citerer lige:

Afstanden til foran kørende skal afpasses på en sådan måde, at der ikke er fare for påkørsel, hvis køretøjet foran standser, eller dets hastighed nedsættes.

Sakset direkte fra Færdselsloven § 15, stk. 3, pkt. 1. Og Viden for Almindeligt Begavede Trafikanter.

For lige at være sikker på, at vi har alle med (også jer, midaldrende ægtepar i den lille bordeauxfarvede pispotte på motorvejen ved Ringsted i går formiddags… ja, jer med for meget permanent uden på hovedet og for lidt – sådan helt generelt – inden i det) så tager vi den lige på staveplade: Det betyder HOLD. AFSTAND. KLAPHAT!! Det gjorde den nydelige, udstrakte langefinger, I måske så et glimt af, også. Frit fortolket). 

Er budskabet SÅ modtaget? For næste gang svarer jeg simpelthen ikke for følgerne. Over and out.

Sådan ser det ud, når Familien Danmark Lehman ta’r på sommerhustur:

Og jeg har ikke engang underhylere nok mere end to par sandaler med…