Else Marie Lehman

Præcis sådan her ser en næsten fuld bakke smør ud, når nogen har glemt at sætte den i køleskabet, da pigerne skulle transporteres i børnehave-skråstreg-vuggestue:

Altså – når en møghund beagle [der tilmed er på kur] har været en tur på bordet imens katten var ude og slubret halvdelen i sig…

… fotograferet af Yours Truly i det tidlige forår foran Borgen:

Egentlig taget til en helt anden artikel – men her venligst udlånt “udlejet” til dagens Ekstra (Ekstra Bladets lørdagstillæg).

Bag de ret få kvadratcentimeter ligger indtil flere fotoseancer. Med epileptiske næsten-anfald. Opkast. Fra snart 18-årige Ludvigs side, altså. Brummeri fra Yngsteprinsessen i barnevognen bag kameraet. Og karrierens tilsyneladende længste interview for hundeejerens vedkommende. Ifølge artiklen i Ekstra. Hvilket jeg ikke helt kan finde ud af, om jeg skal være flov eller smigret over.

Men om du er blå, grøn eller rød* (eller slet ikke noget), så nyd nu lige billedet, for pokker. Og læs min artikel om Simon Emil og Ludvig, når den kommer på tryk inden længe. Hint følger, når den – tilsat endnu flere gyldne snapshots - er på gaden.

[*til de politiske skeptikere kan jeg berolige med, at Ludvig mest af alt er sort og brun. Og så bliver det da ikke mere jordnært.]

En beagle er tit noget af en bølle:

Indimellem decideret fræk (og æder fx kuglepenne i den hvide sofa):

["Hvem - mig?? Det kender jeg ikke noget til..."]

… og nogen gange en kæmpemæssig møghund:

Men tit er den faktisk helt uskyldig:

… bare træt:

… meget, meget dygtig:

… glad for sin yndlingsbamse:

… og sit menneskes aller, allerbedste ven:

Der er dage, hvor det der med at være på kur bare ikke går særlig godt. Hvor man kommer til at spise den største vaffelis i kioskens køledisk. Og foræde sig i grillpølser, fordi man får sig bildt ind, at det kan være sidste chance i år. Fx.

Og er man beagle, er der dage, hvor man bare ikke kan stå for den nyindkøbte leverpostej med bacon på toppen. Fra den gode slagter. Den, som nogen har ladet stå fremme på spisebordet i sommerhuset, fordi den stadig er for lun til at pakke væk i køleskabet. Og når man nu alligevel skal finde sig i at være alene inden for sammen med den, imens de andre sidder ude i solen og slår maver, så er de faktisk selv skyld i det. Og så hopper man lige op på bordet og æder hele molevitten. Selvom man jo egentlig skal tabe sig (som dyrlægen – my doggy ass – “anbefaler”).

Ups!

Faktisk var det lidt dumt. For man får megameget ballade. Og ondt i maven.

Og ingen synes, at det er synd for én. For de er stadig bare skide sure.

Og så er man selv endnu mere på kur igen. Og det eneste kød, man kan gøre sig håb om at få i den kommende uge, er de fluer, man fanger. Hvis man bare gad at rejse sig igen.

(og Lani)

Min hund skal tabe sig. Siger dyrlægen. Eller “anbefaler,” som det hedder sig.

Faktisk vejede hun så meget mere end normalt, at veterinærsygeplejersken godt lige ville veje hende en ekstra gang. For at se, om det nu også kunne passe.

Det kunne det.

Beaglen har ellers altid fået masser af ros for, at hun var en rigtig fin, slank sag. Men som så mange andre (og her er det ikke pænt hverken at pege eller nævne navne, så det gør jeg ikke!), har hun levet lidt for godt hen over vinteren. Med for mange godbidder. Og for lidt motion. Og hun har ikke helt fået sig taget sammen til at vende skuden endnu, selvom hun godt ved, at vejret ikke rigtig kan bruges som undskydning for sofadovneri mere.

(Det er stadig beaglen, jeg snakker om!!)

Og der er kalorieregnskabet jo bare ubønhørligt og benhårdt. Også hos hunde. Så det har sat sig. Hele vejen rundt om de ellers meget muskuløse mavemuskler.

Så nu er hendes “ernæringstilstand = over middel.” Og hun “må meget gerne tabe sig ca. 1 kg,” står der på papirerne fra dyrlægen.

Nu er der jo ikke det mindste galt med, at man lige har lidt ekstra på sidebenene. Det kan ske for selv den bedste. Men det er alligevel svært at sidde en kulsort-på-kridhvid opfordring fra fagfolk overhørig. Så beaglen og jeg har givet hinanden pote på, at det skal være løgn. Vi har lovet hinanden, at hvis jeg styrer hendes madskål med hård hånd, så knurrer hun af mig, hvis jeg nærmer mig skuffen med chokolade. Eller lægger an til at tage anden portion af aftensmaden. Jeg har lovet, at hun får et kærligt spark i hundepopo’en, hvis hun ikke gider ud at gå tur i regnvejr. Eller holder for mange tissepauser undervejs. Hun har til gengæld lovet, at hun sørger for at få mig ud af døren, når træningsprogrammet siger løbetur. Og bagefter tjekker, hvor hurtigt og hvor langt jeg har løbet. Og kun lader mig sidde i sofaen bagefter, hvis hun er tilfreds med det, hun ser.

Gør hun ikke, som jeg befaler, ryger hun ud af dobbeltsengen. Leverer jeg ikke varen, skider hun på gulvet.

Det er aftalen. Besejlet med et doggyhighfive.

Så inden sommeren er omme, er vi det absolut fitteste makkerpar på hele Frederiksberg, beaglen og jeg. You watch. You’ll see.