Else Marie Lehman

Vi er stadig i det herrens år 2009.

Man sover ikke helt vildt godt. Eller meget. Natten før, man skal uanstændig tidligt op. For at komme i fjernsynet. For aller første gang.

Man har fået at vide, at man skal på 6.41. Det står også på nettet så alle og enhver kan se det – for hulan da!:

Så man skal sidde i sminken kl. senest 6.15. Lød ordren beskeden.

Derfor ringer vækkeuret kl. 4.45. Men man er allerede vågen. Og på vej i bad. Inden man skal have det tøj på, man har lagt frem. Efter mange overvejelser og tests foran spejlet. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden.

Dvs. blusen har man stoppet i sin taske. Fordi man ikke vil komme anstigende med svedplamager på størrelse med Fyn under armene.

Så efter en syret morgentur igennem byen, hvor cyklen piver “på-vej-i-tv-på-vej-i-tv” med stigende skingerhed, skifter man. Lidt diskret. Foran Hovedbanen. Imellem søvndrukne pendlere.

Så man kan ankomme i stil. Til det der fjernsyn.

Er ikke tosset med projektet i de minutter. Slet ikke spor tosset!! Har faktisk lyst til at sparke sig selv bagi. Hvis man bare ku’ nå. Og gøre det hårdt nok til at man ku’ lære noget af det.

Men man forsøger at se cool ud. Og upåvirket. Så man ikke bliver diskvalificeret, når de møder én. Dem fra fjernsynet.

***

Man finder den rette dør. Hvor der står Go’morgen Danmark og alting. Så man ikke er i tvivl. Og bliver straks taget pænt imod. Med smil og tilbud om kaffe.

Man trænger bare til vand. Og nogle stessoer. Ellers tak.

Bliver sendt direkte i sminken. Til meget sød dame, der går igang med at duppe og pynte. Og smalltalke. Og som spørger, om man har besøgt dem før.

- Du virker ellers meget rolig. Man kan i hvert fald ikke mærke spor på dig, hvis du er nervøs. Men du skal jo selvfølgelig også bare snakke om dig selv… 

Jep. Mit yndlingsemne over dem alle. Mig selv og mine æggestokke. Og fire års ynkelig spejden efter mere end én streg på diverse tissepinde.

On. National. TV.

Note to self: Næste gang skriver du kraftedme noget skønlitteratur. Helst science fiction. Som foregår i en galakse langt, langt væk – fra dit underliv.

GU’. ER. JEG. NERVØS. Er bare gået på standby. Inde under tv-makeuppen.

***

Men så kommer de. Cecilie F. og hendes beroligende karma. Siger hej og sætter sig. For lige at løbe spørgsmålene igennem.

Jeg har hørt dem før. Fra journalistdamen, som jeg snakkede med i telefonen. Hende, der også allerede har givet Cecilie F. mine svar.

På nær ét:

- Til sidst vil jeg gerne spørge dig, om I drømmer om at få flere børn. Hvis det kan lade sig gøre. Jeg ved jo ikke, hvad svaret er, men…

Jeg smiler lidt hemmelighedsfuldt og siger ok. Det må hun gerne. For jeg kender svaret. Og det kan hun da godt få. Derinde i studiet. Hvis det skal være.

***

Så går udsendelsen igang. Med jokes og gimmicks. Frøkjær, Resen og Tanev. Og præsentation af morgenens program.

Imens bli’r jeg listet ind. I den hvide sofa. Musestille. Trods fodtøj med tendens til klip-klap på stengulv – og nerver i frit fald. Imellem ledninger og kameraer.

Trækker vejret. Heeelt ned i maven. Og igen. Puuust ud.

Begynder kraftedme næsten at føle mig helt tilpas. Imens jeg ser det hele lidt ude fra.

Altså – lige indtil jeg kan fornemme et kamera, der drejer om mod mig. Og ser Cecilie F. gå min vej med flere af de røde lamper i hælene.

Det. Er. Nu!

***

De næste 5-et-halvt minut husker jeg ikke. Sådan rigtigt. Udover at det var temmelig hyggeligt. Og ret afslappet.

Faktisk.

Og inden lamperne slukkede, fik man også svaret på det nye spørgsmål. Og fortalt hele Danmark, at man da bestemt var klar til flere børn. Og mere fertilitetsbehandling. I omvendt rækkefølge, naturligvis. Hvis det sku’ være. For det sku’ det faktisk. Vidste man godt der i den hvide sofa. Men man vidste ikke, at fødegangen ville kalde præcis ét år senere…

***

Og ingen tvivl: Det kunne have gået meget værre. Selvom nogen fik understreget, at det er maarjet vigtigt at “passe på hinanden” lidt mere, end de ville have gjort i bagklogskabens klare lys. På bekostning af “køb den nu bare – bogen” og noget mere salgsgas om alle de andre ting, man selv kan gøre. For at spiffe underlivet lidt op. Hvis man vil lave børn med det. AMATØR!

Men man havde solgt den for mindre. Meget mindre. For man kastede ikke op. Ud over studieværten. Man besvimede ikke. Og man fik i det mindste svaret. Nogenlunde.

***

Imens kameraerne og I andre fortsætter op til Morten Heiberg og hans kokoskage i dagens udsendelse, kommer Cecilie F. hen og hvisker tak. Siger, at det gik super. Jeg vælger at kaste mig over hende med en spontankrammer. Af bare lettelse. Som hun er høflig nok til ikke at undvige. Er vi BFFs nu? Bare lidt??!! Hva’r???

Så piler jeg ud af studiet. Hvor man vistnok kan få morgenmad. Har de jo sagt.

Ind træder dog samtidig en afgående statsminister og kommende NATO Generalsekretær. I én og samme habit. Med hele sit bad-ass-looking følge. Ham, der er  næste levende billede i studiet. Efter nyhederne. Så jeg pakker sammen og trisser ned i banegårdshallen. Selvom de vist ikke ser mig som en trussel. Mod noget som helst.

***

Derhjemme har der været linet op til det helt store show. Med morgenmad og stole foran fjerneren. Og alt er blevet studeret nøje. Af tre generationer med masser af nervøse sommerfugle i maverne. Som har tysset på hinanden for at få det hele med.

Da man får deres dom senere, lyder den på godkendt indsats. Og man er lettet. Fordi det trods alt var det vigtigste. Hvad de syntes.

Men man bliver også glad, da pressevennen fra forlaget skriver, at han havde fløjtet hele vejen på arbejde. Af begejstring. Og da hilsnerne fra nær og fjern tikker ind med thumbs up.

Men tør man selv se det? TØR MAN?

Svaret er nej, men man gør alligevel. Ser først genudsendelsen. Med puden halvt foran ansigtet. Og senere klippet på nettet. En håndfuld gange.

Det bliver ikke sjovere. Faktisk vil man næsten hellere gøre det hele igen end at se det. Nogensinde.

Men man overlever jo. Også det.

***

Og så går der et par hele år. Før man overvejer at se det en enkelt gang igen.

Men så har de kraftedme slettet det. TV 2. Så man kan ikke kan hverken finde det, se det eller - thank god! -  linke til det.

Man undersøger hos TV 2, om man kan købe det. På noget dvd eller noget. Og det kan man godt. For små 2 af de tunge penge. Uden at man må bruge det på nettet af den grund, altså. WTF?? Og det synes man nu alligevel er… optrækkeri en del. Så det har man ikke gjort. Endnu da.

Måske – bare måske – har man det ved nærmere eftertanke til alt… held(?) liggende på den gamle, overfyldte harddiskoptager. Kæresten har lovet at tjekke. Engang senere i årtiet. Så hvis nogen en dag arver den, er det hermed sagt, at der (måske!) ligger cirka 5-et-halvt minuts godt grin på den. På eget ansvar.

Og lad det så langt om længe være:

[the end]

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har verdens sødeste, men ikke just letteste hund. Heller ikke, at jeg af og til skriver om andre, der har det.

Indimellem er de kendte. Hundenes mennesker altså. Og den slags “emner,” kunne jeg godt bruge lidt inspiration til. Så hvis du har en kendt hundeejer, der kunne ligge inde med en interessant (hunde!)historie,  i ærmet tankerne - så giv endelig lyd. Enten her. Eller på mailen.

Findelønnen er en hundekiks. Eller en pdf-fil med artiklen. En dag ud i fremtiden.

Nå, men så ringede de jo igen. Efter små to år. Dem fra Go’Morgen Danmark.

Det var blevet 2009.

Og man havde skrevet en bog mere. Den, man godt gad, at nogle andre havde orket at forfatte, før man selv var røget udi noget temmelig langsommelig fertilitetsbehandling. Og skulle hitte hoved og hale i den verden. Og sine æggestokke.

Det havde været ret grænseoverskridende. At berette om sit underliv n’all.

Og man vidste, at det ville blive værre. Meget værre. Når man for alvor skulle go public. Og snakke med de rigtige journalister om noget, der til hverdag er bare en bittesmule privat.

Men det havde man nu egentlig gjort op med sig selv, inden man skrev det allerførste ord.

For sku’ det være – så sku’ det dælendylme være.

Og man sagde til Kæresten (og vistnok også forlaget), at når nu man stak snuden og tilmed understellet frem – så sku’ den ¤#%”&#¤% også i Go’Morgen Danmark. Eller Go’Aften. Og man ville snakke med Cecilie Frøkjær. Eller Hans Pilgaard.

Ellers ku’ de rende og hoppe.

Hele bundtet.

Så da bogen (endelig!) var født færdig og PR-maskinen på forlaget rullede, ventede man meget spændt.

Og en dag – så ringede de jo altså. Som sagt. Dem fra fjernsynet.

Denne gang var man klar!

Man var blevet medietrænet af sin presseven på forlaget. Og havde kampsvedt alt, hvad der var i kroppen, over nærgående spørgsmål. Havde fået alle dem, der overhovedet fandtes i hele verden – og flere til. Og havde fundet ud af, hvad man ville svare på dem. Og hvilke man ikke ville lege med på.

Man havde tænkt over tøj. Not too much. Not too tight. Og endelig ikke noget, der ser ud som om man prøver. For voldsomt.

Man havde haft hjertebanken. Gemt sig under dynen. Og næsten kastet op af skræk ved tanken.

Men man havde fundet sine boller modet. På en-eller-anden måde. I modsætning til sidst.

Og man var klar ved telefonen, da de ringede. Og sagde ”…i morgen?”.

De gennemgik alle deres spørgsmål – og 117 flere. Noterede sirligt mine svar ned. Så de selv kunne stoppe dem i munden på mig, hvis jeg blackoutede for åben skærm.

De fik billeder til baggrundskameraerne. Og omgående nej tak til deres forslag om medbringelse af barn og/eller mand. I studiet. Fordi der simpelthen ikke fandtes bestikkelse nok i verden til at vinde det overtalelsesprojekt.

Og de fortalte, hvornår jeg skulle komme, og hvilken dør på Hovedbanen, jeg skulle tage.

Når jeg (FOR. ÅBEN. SKÆRM!) skulle snakke med Cecilie. Som i Frøkjær.

Så blev man en lille smule lettet. Og star struck. På én og samme tid. Og måtte næsten kaste en lille smule op igen.

Da det var klaret et par timer senere, ringede de dog igen og sagde, at det måske ikke kunne blive i morgen. Alligevel. Fordi en-eller-anden tidligere statsminister (lad os bare kalde ham Poul. Og Nyrup) og hans kone (som vi kan kalde Lone) skulle passes ind i programmet. Og fx kunne få mit ”slot”. Hvis det var okay?

Det var da så okay. For jeg skyldte jo lis’som en. Fra dengang de ringede allerførste gang. Følte jeg.

Og jeg ku’ komme på dagen efter. Kl. 6.41. I stedet for. Lige før en anden på-vej-til-at-blive-tidligere statsminister. Som vi bare kan kalde Fogh. Og Morten Heibergs kokoskage med honningcrunch.

Det havde jeg så en hel dag mere at kaste op over glæde mig til.

[fortsættelse følger…]

Man skulle tro, at det var nok. Bare at få skrevet en bog. For guderne skal vide, at vi er nogen, der er uanstændigt mange timer om at få klaret sådan noget.

Men det er det ikke.

For når man har skrevet. Redigeret. Redigeret. Og redigeret igen. Korrekturlæst. Korrekturlæst. OG korrekturlæst.

Så skal der markedsføres. Og PR’es.

Man skal have taget pressefotos.

Man skal snakke med aviser.

Gæsteblogge.

Lave radiointerview.

Og hvis man er rigtig, rigtig heldig, så skal man får man lov til at komme i fjernsynet.

Hvis man altså tør. Og har tid.

Det gjorde havde nogen ikke, da de ringede første og afsindig tæt på sidste gang. Fra Go’Morgen Danmark. Fordi man havde skrevet en bog om noget motion og træning. Som de syntes lød spændende. Og faktisk allerede havde lavet et indslag til. Hvis man så bare lige ville komme i studiet. I morgen tidlig.

Man havde jo rigtig mange gode grunde til, at det simpelthen ikke kunne lade sig gøre - både af den slags, man kan og bestemt ikke kan sige højt:

Fx var man faktisk på ferie. Helt ovre i Vestjylland.

Man syntes måske også lige, at man kunne have brugt lidt mere end resten af eftermiddagen til at få købt fundet noget tøj frem. Til sådan en begivenhed.

Og til at tabe sig. Bare lige 5 kilo.

Man var egentlig også en smule gravid. Ikke så meget, at man kunne fortælle det til nogen endnu. Men nok til, at man så småbuttet ud. Og ikke just lignede den sporty type fra bogens cover. Og faktisk sov 23½ time i døgnet. Når man ikke lige var på toilet eller spiste.

Tror aldrig, at Go’Morgen Danmark (eller fjernsynet i det hele taget) har prøvet, at en forfatter meldte pas. Hverken før eller siden.

Nej?!? Jeg HAR altså allerede lavet indslaget. Og sat det på…

Vi kan godt finde ud af noget med et hotelværelse her i København, hvis det er det?!

Nåh… øh… jamen så på onsdag, måske?

Det passede heller ikke lige så godt for mig. Min fødselsdag, n’all. Gæster, you know.

Fredag måske?

… men det ku’ de så nok ikke. Der var noget med noget politik. Men hvis det kunne komme til at hænge sammen, ville de ringe igen.

Det gjorde de helt overraskende ikke.
Og man troede faktisk at man for altid havde fået et STJERNENYKKER stempel i deres sorte bog  ikke, at de nogensinde ville gøre det igen.

Men da der var gået et par år. Og kommet en ny bog. Så gjorde de det alligevel igen. Eller – måske var det mine folk, der ringede til dem – men same, same… Og de smed i hvert fald ikke røret på.

Og så vidste nogen, hvordan man danser svarer, når de kalder gør det. Også, selvom hele to tidligere statsministere forsøgte at komme på tværs foran i køen.

[fortsættelse følger…]