Farvel til hundelorten og de brugte hygiejnebind
19 dec
Da jeg skrev København min elskede var jeg ikke nærig med de farvestrålende detaljer omkring den velkomst, byen lagde for dagen, da jeg flyttede ind. For 11 (!) år siden. Nogen mente faktisk, at jeg var alt for lidt for rundhåndet med dem.
Det er det, der er så udfordrende godt ved at have en redaktør med en ihærdig rød pen et kritisk blik. Én, der lige kan luge lidt ud, når man er gået i selvsving sit kreative mode. Og måske ikke har begået en helt så stor en sproglig genistreg, som man syntes lige i den sene nattetime før deadline øjeblikket. Også, selv om man bliver skidefornærmet kan have en lille smule svært ved at påskønne det, imens der forhandles redigeringsfasen står på.
Anyways, den cocktail gjorde introen til kapitlet Flette fingre til det mest røde, jeg nogensinde har set fået retur. Inklusive et helt livs danske stile. Og resten af alt manusagtigt. Tilsammen.
Se selv bare her:

Redaktricen syntes vist ikke helt, det var i tråd med den romantiske linje, som bogen skulle have. Jeg tror faktisk også, at ordet “ulækkert” kom op i snakken. Omend hun medgav, at det var bemærkelsesværdige oplevelser. Med en vis underholdningsværdi.
Jeg lukkede lortet ned nogle dage for at få vejret igen læste hendes forslag ved dagslys og trykkede “accepter alle ændringer”. Fordi hun trods alt havde været overbærende blid ved resten af mit makværk.
Og sådan gik det til, at der hverken omtales brugte bind eller hundelorte på bagtrappen i bogen.
Hvilket set i bakspejlet nok egentlig er meget godt.







Hvem skræpper ellers op?