En sjælden gang Indimellem lykkes det faktisk at gøre det pæne. Træffe det politisk korrekte valg. Selv, når det involverer at holde sin store kæft lukket på en hemmelighed.
Fx andres. Som hvis man nu har noget snavs på ved noget om nogen, der er så godt, at man ellers næsten har pligt til at dele det. Men man lader være, fordi det egentlig ikke rager én så voldsomt meget. Og fordi man egentlig selv er ret glad for sine egne hemmeligheder at have lidt privatliv.
Det kan være særlig svært, når der er kendisser involveret. Med historier, der ellers nok kunne være gode penge i at hinte til Sex & Hor Se & Hørs stikkerlinje. Og go’ blæreværdi sladder i at dele i festligt lag med vennerne.
Det kunne jeg selvfølgelig aldrig drømme om, tror jeg!
Og jeg har ellers haft chancen og trænger lige til at pudse glorien lidt.
- Der var ham, jeg så sammen med kæresten i køen til graviditetsblodprøver på hospitalet. Før nogen vidste, at han var på vej til at blive far. Brugte alle mine kræfter på at være uimponeret – og fundere over, hvor hyggeligt det kunne være at havne i samme mødregruppe og blive bigtime-BFFs
(hvilket overraskende nok aldrig skete).
- Så var der hende, der skyndte sig at kaste de store solbriller på, da hun kom ud fra fertilitetsklinikken – og som jeg høfligt foregav, at jeg slet ikke så, selvom vi næsten frontal-sammenstødte i døråbningen. (En anden gang ku’ man også vælge blondineversionen og slet, slet ikke være i stand til at gennemskue, hvad nogen mon laver sådan et sted…)
- Og der var dem, der sad tæt i en parkeret bil på en lukket frederiksbergsk villavej og snakkede. Garanteret om, hvorvidt de skulle være kærester. Hvilket ingen endnu vidste, at der var optræk til – og sådan ville de tydeligvis gerne have, at det fortsatte lidt endnu. I hvert fald gjorde hun, hvad hun kunne for at skjule sit ansigt. Uden at vide, at min hjerne allerede
i et sjældent lyst øjeblik lynhurtigt havde lavet den klassiske: “Var det ikke?? Det var da…!? Jamen…?!?”. Alt imens jeg lod, som om jeg var meget travlt optaget af at dirigere barnevognen. Og kæmpede med min naturlige trang til lige at vende karreten og gå forbi dem igen. Stikke snotten helt op i ruden. For lige at være sikker. Banke på og sige tillykke, at jeg altså nok skulle holde mund.
Og hvis vi nu lige ser bort fra, at jeg selvfølgelig løb hjem og fortalte det til Kæresten – samtligt gange. Med en “hvis Se & Hør om 3 måneder skriver, at X og Y er kærester – så så JEG dem først!” fanfare. (Efter at han havde svoret evig tavshed, naturligvis). Så HAR jeg faktisk holdt mund. Og først middagsunderholdt med historierne efter at hele den kulørte presse alligevel har været ude og løfte dyner bekræfte (!) dem.
Så jeg vil bare lige slå fast, at de altså ikke havde det fra mig. Selvom jeg ikke havde haft noget imod at indkassere findelønnen for den saftige sladder gode historie.
Men det var altså stadig mig, der så det først!
Hvem skræpper ellers op?