Else Marie Lehman

Man skal aldrig være for fin – eller for opslugt af håbløst vægttabsprojekt - til at støtte en god sag.

Og det er også vigtigt at lære sine børn, at man godt kan hjælpe andre. (Og at det ikke kun er Mors vægt det ydre, der tæller.)

Så når det er Den Store Bagedag, hvor børn bager for børn – så har man da en forbistret pligt til at stille op. Med håndører og tom mave. Så man virkelig kan æde støtte løs.

De snegle, som Ældsteprinsessen havde været med til at producere, viste sig desværre at være lige til den tørre side… Men heldigvis udpegede hun også noget chokoladekage blandt sine værker. Og så var der jo ingen vej uden om et par stykker af den. Også.

Det absolut eneste, der tabte sig i dag, var altså min pengepung. Men den historie kan næppe køre som Breaking. Anywhere.

Er der nogen, der kender en kur, hvor man lige kan tabe en 5-7 kilo natten over?

Sagen er nemlig den, at jeg om to uger skal have taget nye portrætbilleder. Helst uden at blive forvekslet med Miss Piggy, når jeg bruger dem bagefter.

Og der er jo trods alt grænser for, hvad man kan forvente af en ellers dygtig stylist og photoshop. Desværre.

Kulhydrater er et absolut must. Jo lysere og sødere, desto bedre. Jeg ser især gerne, at diæten indeholder muffins, chai latte, chips med guacamole, vingummibamser og Johan Bülows Choc Coated Liquorice. Og en let lille basismorgenmad med bacon, æg og blåbærpandekager.

Anyone?

Vil nogen godt lige ringe efter en læge??

For den er altså helt gal her!

Prøvnuligeoghørher:

Jeg har indtil videre overholdt den spritnye husregel om, at der kun må spises fødevarer i kategorien “guf” fra fredag klokken Disney Sjov til søndag klokken Sengetid. Lige på nær de der overskydende – og uforskammet gode – bananmuffins af egen avl, der var til overs fra weekenden. Og på nær de popcorn, der blev konsumeret efter småbørnssovetid her i aften. Men der var jo afslutningsdebat, og sådan nogle majs indeholder faktisk næsten ikke kalorier. Vel? Helt siden i fredags (hvor man heldigvis godt måtte spise guf)!

Jeg har overholdt ugens løbeplan. Til punkt og prikke. Og er endda en lille smule ærgerlig over, at i morgen er en hviledag. WTF??

Og værst mest underligt af alt så har jeg gentagne gange taget mig i at nyde løbeturene. Undervejs. Det gælder endda også den, der involverede hadedisciplinen bakketræning forleden. WT-dobbelt-F??

Jamen-jeg-sagde-det-jo: HELT, HELT gal!!

Præcis sådan her ser en næsten fuld bakke smør ud, når nogen har glemt at sætte den i køleskabet, da pigerne skulle transporteres i børnehave-skråstreg-vuggestue:

Altså – når en møghund beagle [der tilmed er på kur] har været en tur på bordet imens katten var ude og slubret halvdelen i sig…

Der er dage, hvor det der med at være på kur bare ikke går særlig godt. Hvor man kommer til at spise den største vaffelis i kioskens køledisk. Og foræde sig i grillpølser, fordi man får sig bildt ind, at det kan være sidste chance i år. Fx.

Og er man beagle, er der dage, hvor man bare ikke kan stå for den nyindkøbte leverpostej med bacon på toppen. Fra den gode slagter. Den, som nogen har ladet stå fremme på spisebordet i sommerhuset, fordi den stadig er for lun til at pakke væk i køleskabet. Og når man nu alligevel skal finde sig i at være alene inden for sammen med den, imens de andre sidder ude i solen og slår maver, så er de faktisk selv skyld i det. Og så hopper man lige op på bordet og æder hele molevitten. Selvom man jo egentlig skal tabe sig (som dyrlægen – my doggy ass – “anbefaler”).

Ups!

Faktisk var det lidt dumt. For man får megameget ballade. Og ondt i maven.

Og ingen synes, at det er synd for én. For de er stadig bare skide sure.

Og så er man selv endnu mere på kur igen. Og det eneste kød, man kan gøre sig håb om at få i den kommende uge, er de fluer, man fanger. Hvis man bare gad at rejse sig igen.

(og Lani)

Min hund skal tabe sig. Siger dyrlægen. Eller “anbefaler,” som det hedder sig.

Faktisk vejede hun så meget mere end normalt, at veterinærsygeplejersken godt lige ville veje hende en ekstra gang. For at se, om det nu også kunne passe.

Det kunne det.

Beaglen har ellers altid fået masser af ros for, at hun var en rigtig fin, slank sag. Men som så mange andre (og her er det ikke pænt hverken at pege eller nævne navne, så det gør jeg ikke!), har hun levet lidt for godt hen over vinteren. Med for mange godbidder. Og for lidt motion. Og hun har ikke helt fået sig taget sammen til at vende skuden endnu, selvom hun godt ved, at vejret ikke rigtig kan bruges som undskydning for sofadovneri mere.

(Det er stadig beaglen, jeg snakker om!!)

Og der er kalorieregnskabet jo bare ubønhørligt og benhårdt. Også hos hunde. Så det har sat sig. Hele vejen rundt om de ellers meget muskuløse mavemuskler.

Så nu er hendes “ernæringstilstand = over middel.” Og hun “må meget gerne tabe sig ca. 1 kg,” står der på papirerne fra dyrlægen.

Nu er der jo ikke det mindste galt med, at man lige har lidt ekstra på sidebenene. Det kan ske for selv den bedste. Men det er alligevel svært at sidde en kulsort-på-kridhvid opfordring fra fagfolk overhørig. Så beaglen og jeg har givet hinanden pote på, at det skal være løgn. Vi har lovet hinanden, at hvis jeg styrer hendes madskål med hård hånd, så knurrer hun af mig, hvis jeg nærmer mig skuffen med chokolade. Eller lægger an til at tage anden portion af aftensmaden. Jeg har lovet, at hun får et kærligt spark i hundepopo’en, hvis hun ikke gider ud at gå tur i regnvejr. Eller holder for mange tissepauser undervejs. Hun har til gengæld lovet, at hun sørger for at få mig ud af døren, når træningsprogrammet siger løbetur. Og bagefter tjekker, hvor hurtigt og hvor langt jeg har løbet. Og kun lader mig sidde i sofaen bagefter, hvis hun er tilfreds med det, hun ser.

Gør hun ikke, som jeg befaler, ryger hun ud af dobbeltsengen. Leverer jeg ikke varen, skider hun på gulvet.

Det er aftalen. Besejlet med et doggyhighfive.

Så inden sommeren er omme, er vi det absolut fitteste makkerpar på hele Frederiksberg, beaglen og jeg. You watch. You’ll see.