Else Marie Lehman

Der er en eller anden ret udbredt misforståelse om, at hunde ligner deres ejere. Eller omvendt.

Jeg synes, det er noget værre sludder.

Jamen, nogle af min beagles aller mest udprægede træk er fx, at den:

• tænker på mad. Morgen, middag og aften. Og alt indimellem, egentlig.
• har en ret gennemtrængende stemme. Som kan gå fra 0 til 100 på et splitsekund.
• til enhver tid kan lokkes med til lidt sjov og ballade. Hvis det er noget af den slags, man egentlig godt ved, at de voksne ikke vil se eller høre på. Eller rydde op efter.
• inderst inde bare er en helt vild doven hund. Og elsker en varm dyne.
• lige bliver en smule mere utidig omkring løbetiden.
• … og godt kan give hanhundene lidt ekstra tørt på i de uger dage, hvis de forsøger at blande sig i nogetsomhelst. Eller har såkaldt gode forslag i ærmet.
• godt kan komme til at slatpisse en lille smule, når det hele bliver rigtig lystigt. Eller uhyggeligt. Eller fornærmende.
• ikke er til at lokke uden for en dør, når det er gråt, trist og vådt derude.
• ved præcis, hvor resten af familiens røde knapper sidder. Og ikke er for fin til at trykke på dem indimellem.
• har et meget forurettet look, den kan tage på efter behov, hvis den føler sig forbigået, snydt eller på anden måde lidt overset.

… bruge en formiddag på at forsøge at få hul igennem til SKAT. På skat.dk. Uden skidemeget held. Til gengæld poppede deres tåbelige brugerundersøgelse op i hovedet på mig konstant. Men gu’ vil jeg da ej bruge tid på at besvare den, når I i forvejen har nappet en formiddag af mit liv (indtil videre – for I giver mig jo en bøde, hvis jeg ikke får indberettet i tide – ikke? Ny forretningsstrategi, Thor M? I. Do. Not. Like!). Eller… måske gør jeg! You asked for it!

… gå tur med forfrossen beagle, der fes – but different story... Som valgte at sætte sig, løfte det ene ben og hyle ynkeligt – og forvente at blive båret. Not on my shift. Fordi det er koldt. I freaking know. Og ja, jeg har fattet, at du fryser poterne – men jeg er altså ikke sådan én, der render rundt med hund iklædt pink. Endnu da… 

… blive helt begejstret for at løbe i sne. Jamen, jeg fatter det heller ikke selv. Og jeg er egentlig heller ikke tryg ved den udvikling – oppe i mit hovedet.

… teste manden med et henkastet: “Nå. Da Louise var på Lauras alder, var jeg gravid…” Bare for at blive afbrudt af et yderst beroligende ”NEEEEJ!”. 2 er vores tal, heldigvis obviously.

… glemme at booke tid til tandundersøgelse. Igen-igen-igen. Glemme, I swear! Måske glemmer jeg det igen i morgen.

Nå, men det er så i dag, hun har fødselsdag. Beaglen.

7 år.

Men stadig ikke særlig fornuftig voksen i hovedet.

Forleden stjal hun fx den nyudpakkede halvdyre Gouda ost fra køkkenbordet. Og gnavede lystigt i den – i sengen (min!). Indtil hun blev opdaget og satte den uskyldige mine op.

Gouda ost udsat for beagle, 7 år

Hun gøer dagligt af posten. Viceværten. Og alt andet, der rører sig ude i opgangen. Selvom nogen godt kan undre sig en smule over, at hun stadig bliver overrasket over, at der bor andre i sådan en ejendom.

Hun har endnu – after all those years – ikke accepteret, at hun ikke skal sidde med til bords. Men lige så godt først som sidst kan indtage sin plads i sofaen, imens vi andre spiser.

Hun er ikke bleg for at protest-pisse på gulvet eller en dyne, hvis budskabet skal understreges for alvor, hvis hun bliver fornærmet. Over mangel på opmærksomhed. Eller mad.

Og så har hun stadig ikke opgivet at humpe alt, hvad hun får trang til. Når hun gør det. Slet ikke lige nu, hvor hun også er i løbetid (f**k you very much).

Men hun er lige så gavmild med hundekys og god, som hun er uregerlig dagen er lang. Og egentlig meget nem når hun sover. Så mon ikke, de næste 7 år også bli’r en kamp om mad fest.

Lani Lehman – tillykke med det!

Mange tror, at vi har en ting med L’er herhjemme. Fordi alle, vi har navngivet, starter med L.

Det har vi nu ikke. Bevidst i hvert fald.

Men vi har haft en lang række andre valgkriterier. Ét af dem gik på, at det ikke skulle være for højtravende. Eller mærkeligt*. Men heller ikke noget fra nogen hitliste. Bare… klassisk kønt.

*Hvis nogen så sidder og undrer sig over, at “hunden hedder da Lani” – så er et undtagelsen fra reglen. Dem alle, faktisk. Sagen er, at det  betyder “himmelsk” på hawaiiansk. Hvilket da er meget sødt. Ing? Hvad hundepigen ikke ved er, at det faktisk er en søløve, hun er opkaldt efter. Fordi én-og-anden faldt pladask for det navn – og dets betydning – under en ferie i Florida. Længe før, hun blev hundeejer. Kiggede på Manden og sagde: “Når Hvis vi får en hund, er det det, den skal hedde.” Hvortil han nikkede. Og nok ikke mente, at det nogensinde blev aktuelt anyways.

Så vi valgte Louise til Ældstebarnet. Som jeg altid har været tosset med. Og ønsket, at jeg selv hed.

Det opfyldte nemlig alle kriterier. Og lå meget langt nede på popularitetslisterne.

So far, so good.

Anden gang var kravene de samme, og vi var endnu længere omkring i overvejelserne. Og endte på Laura. Bemærk L’et. Igen. Stadig helt og aldeles tilfældigt. Honestly!

Og jovist, vi kunne da godt se på statistikken, at andre også havde kig på det navn i 2010. Men at det ligefrem skulle nå ind i top 10 det år, var ikke meningen. Heller ikke, at det skulle fortsætte videre op i top 3.

Så meget for det kriterium!

Navnet og barnet, selvfølgelig kan vi nu stadig godt lide. Og skulle hun en dag blive træt af vade i andre Laura’er, kan hun jo altid tage sig et kunsternavn.

Lady Lani, fx. Og skulle dét nå nogen top 3, så må I kalde mig Ingolf.

Og sådan her ser det ud, når man kommer hjem efter en kort smuttur:

… og har glemt at fjerne de nyindkøbte og møgdyre Summerbird chokoladejulekalendere fra sofabordet.

Jep! 24 stykker chokolade – GANGE TO!! – lige ned i løgnhalsen. På firbenet bæst uden nogen som helst skam i livet.

Needless to say at ingen i familien er på talefod med dyret lige pt.

Så hvis der er nogen, der lige vil låne en beagle et par dage, så rækker I bare hånden op. Den er ellers både sød og kærlig. Får måske bare lige en smule dårlig mave i løbet af det næste døgns tid… og jeg håber virkelig, VIRKELIG ikke, at det kommer til at gå ud over min dyne!!

Min eneste kollega-skråstreg-medarbejder i Verdensfirmaet har fire ben. Og pels. Og lyder for det meste navnet Lani men det er en helt anden historie…

Hun gøer af postbudet, stjæler min frokost, når den er allerbedst, og går i vejen, når jeg har mest travlt.

Men hun er også mere loyal end nogen som helst anden, jeg har delt kontorstol med. Hun er knaldhyggeligt selskab og en fantastisk lytter, når hverdagens udfordringer lige skal vendes 180 eller 360 grader. Og så sladrer hun aldrig om nogen med mindre, de har stjålet noget spiseligt og virkelig fortjener det!

***

Og det dér med at have hund – og hunde – med på job, det er jo faktisk blevet helt trendy. Og bliver åbenbart mere og mere udbredt.

At det er Lani og mig, der har banet vejen, er nok så meget sagt. Men i hvert fald kan man i det nye nummer af Dank Kennel Klubs HUNDEN læse om hele tre rigtige virksomheder, hvor hunde er blevet en del af medarbejderstaben hverdagen. Til glæde for både de firbenede. Deres mennesker. Og sågar endda bundlinjen, hævder nogen.

Hvorfor jeg fortæller det? Fordi jeg for en gangs skyld er med på noget moderne. Tilsyneladende. Og fordi jeg har skrevet artiklen, natürlich.

PS: Billederne, du kan skimte, er taget af Paw Ager.

- Årh HVAD, det er godt skrevet!!

Præcis sådan her ser en næsten fuld bakke smør ud, når nogen har glemt at sætte den i køleskabet, da pigerne skulle transporteres i børnehave-skråstreg-vuggestue:

Altså – når en møghund beagle [der tilmed er på kur] har været en tur på bordet imens katten var ude og slubret halvdelen i sig…

En beagle er tit noget af en bølle:

Indimellem decideret fræk (og æder fx kuglepenne i den hvide sofa):

["Hvem - mig?? Det kender jeg ikke noget til..."]

… og nogen gange en kæmpemæssig møghund:

Men tit er den faktisk helt uskyldig:

… bare træt:

… meget, meget dygtig:

… glad for sin yndlingsbamse:

… og sit menneskes aller, allerbedste ven:

Der er dage, hvor det der med at være på kur bare ikke går særlig godt. Hvor man kommer til at spise den største vaffelis i kioskens køledisk. Og foræde sig i grillpølser, fordi man får sig bildt ind, at det kan være sidste chance i år. Fx.

Og er man beagle, er der dage, hvor man bare ikke kan stå for den nyindkøbte leverpostej med bacon på toppen. Fra den gode slagter. Den, som nogen har ladet stå fremme på spisebordet i sommerhuset, fordi den stadig er for lun til at pakke væk i køleskabet. Og når man nu alligevel skal finde sig i at være alene inden for sammen med den, imens de andre sidder ude i solen og slår maver, så er de faktisk selv skyld i det. Og så hopper man lige op på bordet og æder hele molevitten. Selvom man jo egentlig skal tabe sig (som dyrlægen – my doggy ass – “anbefaler”).

Ups!

Faktisk var det lidt dumt. For man får megameget ballade. Og ondt i maven.

Og ingen synes, at det er synd for én. For de er stadig bare skide sure.

Og så er man selv endnu mere på kur igen. Og det eneste kød, man kan gøre sig håb om at få i den kommende uge, er de fluer, man fanger. Hvis man bare gad at rejse sig igen.

(og Lani)