Else Marie Lehman

Mange tror, at vi har en ting med L’er herhjemme. Fordi alle, vi har navngivet, starter med L.

Det har vi nu ikke. Bevidst i hvert fald.

Men vi har haft en lang række andre valgkriterier. Ét af dem gik på, at det ikke skulle være for højtravende. Eller mærkeligt*. Men heller ikke noget fra nogen hitliste. Bare… klassisk kønt.

*Hvis nogen så sidder og undrer sig over, at “hunden hedder da Lani” – så er et undtagelsen fra reglen. Dem alle, faktisk. Sagen er, at det  betyder “himmelsk” på hawaiiansk. Hvilket da er meget sødt. Ing? Hvad hundepigen ikke ved er, at det faktisk er en søløve, hun er opkaldt efter. Fordi én-og-anden faldt pladask for det navn – og dets betydning – under en ferie i Florida. Længe før, hun blev hundeejer. Kiggede på Manden og sagde: “Når Hvis vi får en hund, er det det, den skal hedde.” Hvortil han nikkede. Og nok ikke mente, at det nogensinde blev aktuelt anyways.

Så vi valgte Louise til Ældstebarnet. Som jeg altid har været tosset med. Og ønsket, at jeg selv hed.

Det opfyldte nemlig alle kriterier. Og lå meget langt nede på popularitetslisterne.

So far, so good.

Anden gang var kravene de samme, og vi var endnu længere omkring i overvejelserne. Og endte på Laura. Bemærk L’et. Igen. Stadig helt og aldeles tilfældigt. Honestly!

Og jovist, vi kunne da godt se på statistikken, at andre også havde kig på det navn i 2010. Men at det ligefrem skulle nå ind i top 10 det år, var ikke meningen. Heller ikke, at det skulle fortsætte videre op i top 3.

Så meget for det kriterium!

Navnet og barnet, selvfølgelig kan vi nu stadig godt lide. Og skulle hun en dag blive træt af vade i andre Laura’er, kan hun jo altid tage sig et kunsternavn.

Lady Lani, fx. Og skulle dét nå nogen top 3, så må I kalde mig Ingolf.

Når man har allermindst tid og lyst til det, så kommer universet tit lige og kaster en ubekendt ind i dagens ligning. Kender du det?

Sådan gik det her i går. Skråsteg-i-dag.

Kl.  22.32, da jeg - endelig - var ved at tage mig sammen til at lave lidt af dagens syltede arbejde, lød der mærkelige lyde inde fra ved siden af. Fordi Ældstebarnet kastede op. Ud over sig selv. Sin søster. Min dyne. Pude. Og mine yndlingsnatbukser.

Bare til en start.

(Så bliver man sådan lige lidt ekstra glad i låget for, at man serverede rødbeder til aftensmaden!)

Cirka midt imellem udskiftning af lagen og afspuling under bruseren gjorde hun det igen. Denne gang dog lydigt ned i toiletkummen. Stadig helt uden at kny. Men meget, meget bleg.

Så begyndte egne indvolde at vride sig. Hverken eget eller andres opkast har nogensinde gjort noget godt for dem, nemlig. Og forlange ro og vandret stade. Det fik de. Imellem utallige toiletbesøg, som jeg skal spare os alle for maleriske beskrivelser af.

Men da Ældstebarnet havde kastet op tredje og fjerde gang, måtte en anden én også lige omkring kummen med et lignende ærinde.

Lige inden Ældstebarnets femte – og sidste (tak!) – og min anden – og ligeledes afsluttende (endnu mere tak!!) – ofring, ville Yngstebarnet også være med i legen. Og tog lige to hurtige runder. Før hun gik omkuld igen, halvvejs oven på sin far.

På det tidspunkt var klokken blevet 3:52.

Og dagens program for både børn og voksne blev stiltiende aflyst. Om vi så kunne lide det eller ej.

Pigebørnene har nu været imponerende højkantsagtige i dag. Siger hende, der selv har ligget brak og pebet mandeagtigt ynkeligt med jævne mellemrum.

De glæder sig meget til at komme i børnehave/vuggestue i morgen og fortælle alle vennerne om det. Pink rules, nemlig. Ikke mindst, når det komme inde fra en selv.

En anden én glæder sig bare til at kunne spise igen.

Også her er der dog en smule håb. I hvert fald begynder tvangstanker om burger, fritter og cola at indsnige sig.

Så hvis nogen lige gider at køre omkring noget takeaway, så sidder drikkepengene meget løst her…

Det er sjældent sjovt at blive ringet op af vuggestuen. (No offense…).

Først når man lige at tænke, at noget måske er gruelig galt. Sådan – helt skidt. Man hører jo indimellem et-og-andet i de der medier…

Så siger de, at Yngsteprinsessen har fået øjenbetændelse.

Og man tænker: “PYYYH. Ikke andet… Herregud…”

… efterfulgt af WTF?!!

For det havde hun da ikke i morges.

Og må hun så overhovedet komme derhen i morgen? (NEJ, er det korrekte svar her – hun skal være i behandling først. F**k Thank you very much!!)

Anyway. Det ku’ jo være værre. Tænker man. Og smutter hen for at hente Problembarnet. Og hendes ældre søster (som naturligvis straks insisterer på, at hun også vil ha’ sig en fridag i morgen – når lillesøster må).

Bliver mødt af denne her ved indgangen:

… som vel at mærke bare gælder for vuggestuen (og endnu ikke er opdateret med øjenbetændelsen). For børnehavestuerne har helt deres egen liste. Nemlig.

Så kan man jo bare begynde at vædde om forberede sig på, hvad det næste, der rammer, mon bliver.

Og hvornår.

Skal man krybe i et musehul eller tisse i bukserne af grin, når man kommer cyklende i de frederiksbergske gader med et par hvinende småpiger i Niholaen… og den store råber: “Moar, det kiiiiilder… det kiiiilder… det kiiiilder i vores tissere…”??!!?

Yngsteprinsessen er jo endnu ikke startet i vuggestue (to måneder to go endnu). Så hun er som regel med mor på arbejde… eller hvad man skal sige, når vi nu begge laver, hvad vi skal lave, herhjemme. Derfor er det ikke altid, at en arbejdsdag går helt efter mit ellers planlægningsafhængige hoved.

I dag skal jeg fx:

• bogføre…
• sende artikelforslag afsted til nogle kunder…
• skrive en artikel om sommertræning…
• skrive et afsnit i den e-bog om yoga, der altså snart skal se dagens lys…
• blogge – her, der og endnu mere…
• briefe Inderne (dem med alt det grafiske der) på et par småopgaver…

Men i stedet har har Laura:

• tømt favoritkøkkenskabet – igen
• plasket i vovsens vandskål – igen (og fået skiftet tøj af samme grund – IGEN)
• smidt cd samlingen ud på stuegulvet x 2
• råbt på roomservice af forskellig art x 4
• leveret to af de rigtig gode bleer (og en enkelt af de knap så slemme)

Og klokken er kun middag so far. Så gæt selv, hvor langt jeg er nået på min liste. Men lige nu sover hun – 5 minutter eller 2 timer mere, who knows. Men udnyttes skal det, så jeg skifter lige gear og drøner videre…