Else Marie Lehman

Her er min fiskemand i lokalavisen:

Go’e fisk. Go’ service. Go’ humor! What’s not to like?

Jamen, er der noget at sige til, at vi er helt tossede med fisk – og Frederiksberg – her i familien?

Hvis du er i nærheden af Peter Bangs Vej i postnummer 2000  og har lyst til noget fra havet – så er det de glade drenge fra Windsor, du skal besøge. Si’r det bare. 

Jeg elsker Irmatorvet! Også selv om betalingen i vores forhold kun går én vej – og det er ikke den rigtige! 

Jamen, hvordan kan man overhovedet andet, når de gider at komme med alle ens julevarer? Helt uden at man selv skal bevæge sig hen til dem. Eller slæbe 23 indkøbsposer med hjem? For ikke at snakke om op på 2. sal – uden elevator.

Nej, vel?

De kom forbi i nat. Næsten lis’som Julemanden. Klokken 00:55 for at være præcis.

Og klokken 00:56, 00:57, 00:58 og 00:59. For lis’som at få afleveret det hele.

Da de kørte videre på nattens rute, så der sådan her ud i opgangen:

11 kasser. Med the bare necesseties. Lige til de nærmeste par dage.

Men selv om også Nemlig.com og Superbest.dk som heller ikke har fattet, hvor meget noget sponsorat og gratis gaver i min retning ville klæde dem har lagt vejen forbi med supplerende forsyninger, så var noget alligevel gået grueligt galt. Og julekatastrofen var faretruende nær.

Ved fintælling viste det sig nemlig, at vi ikke havde fået bestilt æg. Eller indkøbt mistelten. Men til gengæld hele 12 pakker bacon. 

Og hvordan skal det så nogensinde kunne blive rigtig jul??! Uden æggemader og snav?!

Heldigvis fik Manden i huset skaffet det andet selvom han først skulle hjælpes lidt til at indse behovets egentlig omfang. Og Den Tilrejsende Mor Med De Jyske Gener begav sig ud i de frederiksbergske supermarkeder og hjembragte 18 styks gode, danske øko hønseæg.

Så nu er både rejemadder, æbleskiver og julekissemisserihumør sikret i Casa Lehman.

Let the party begin!

Kan du huske de der Mogwais fra 80′erne? De der små, søde væsner, som var vildt nuttede – så længe man bare lige huskede nogle ganske små, simple regler. Som at de never ever måtte få mad efter midnat.

Fik de det, blev de nemlig til grufulde Gremlins!

Well… Der bor en muteret Mogwai inde i mig. Den bliver til en Gremlin, hvis den ikke får mad. Og det gælder – ret enkelt – både før og efter midnat.

Efter 17 år har Kæresten lært det. The hard way. Når han fornemmer, at Gremlinen rumsterer, løber han hurtigere end en anden én kan sige “hva’ har vi… du ved – der kan spises?” i køkkenet og kreerer pastaretter, blåbærtærter eller ostemadder. Eller – som klokken 22:04 i aften – en gang spejlæg med bacon og champignons, serveret på et stykke ristet rugbrød med ost – med lidt yoghurt og et par klementiner on the side.

Det kan godt være, at den ikke gik hos Vægtvogterne på Noma. Men den holder familiens Gremlin i skak. Og smager forrygende til første ud af fire afsnit af Sex and the City julekalenderen – tak, TV 3. 

Og Mogwai’en bliver mindet om, at den vist ikke er den nemmeste knallert i skuret har været ret heldig i det der mandelotteri.

1. Frokostordning.

Sådan én, der er klar kl. 12.35 (til Judging Amy). Og ikke brænder den lune ret på. Eller glemmer, at der er pitabrød i ovnen. Ved 200 grader. Og serverer dem 45 minutter for sent. Hvor man faktisk lige så godt kunne sætte tænderne i tallerkenen.

[But that's it! Honestly. Resten må I stadig godt beholde!!]

Der er dage, hvor det der med at være på kur bare ikke går særlig godt. Hvor man kommer til at spise den største vaffelis i kioskens køledisk. Og foræde sig i grillpølser, fordi man får sig bildt ind, at det kan være sidste chance i år. Fx.

Og er man beagle, er der dage, hvor man bare ikke kan stå for den nyindkøbte leverpostej med bacon på toppen. Fra den gode slagter. Den, som nogen har ladet stå fremme på spisebordet i sommerhuset, fordi den stadig er for lun til at pakke væk i køleskabet. Og når man nu alligevel skal finde sig i at være alene inden for sammen med den, imens de andre sidder ude i solen og slår maver, så er de faktisk selv skyld i det. Og så hopper man lige op på bordet og æder hele molevitten. Selvom man jo egentlig skal tabe sig (som dyrlægen – my doggy ass – “anbefaler”).

Ups!

Faktisk var det lidt dumt. For man får megameget ballade. Og ondt i maven.

Og ingen synes, at det er synd for én. For de er stadig bare skide sure.

Og så er man selv endnu mere på kur igen. Og det eneste kød, man kan gøre sig håb om at få i den kommende uge, er de fluer, man fanger. Hvis man bare gad at rejse sig igen.

(og Lani)

Min hund skal tabe sig. Siger dyrlægen. Eller “anbefaler,” som det hedder sig.

Faktisk vejede hun så meget mere end normalt, at veterinærsygeplejersken godt lige ville veje hende en ekstra gang. For at se, om det nu også kunne passe.

Det kunne det.

Beaglen har ellers altid fået masser af ros for, at hun var en rigtig fin, slank sag. Men som så mange andre (og her er det ikke pænt hverken at pege eller nævne navne, så det gør jeg ikke!), har hun levet lidt for godt hen over vinteren. Med for mange godbidder. Og for lidt motion. Og hun har ikke helt fået sig taget sammen til at vende skuden endnu, selvom hun godt ved, at vejret ikke rigtig kan bruges som undskydning for sofadovneri mere.

(Det er stadig beaglen, jeg snakker om!!)

Og der er kalorieregnskabet jo bare ubønhørligt og benhårdt. Også hos hunde. Så det har sat sig. Hele vejen rundt om de ellers meget muskuløse mavemuskler.

Så nu er hendes “ernæringstilstand = over middel.” Og hun “må meget gerne tabe sig ca. 1 kg,” står der på papirerne fra dyrlægen.

Nu er der jo ikke det mindste galt med, at man lige har lidt ekstra på sidebenene. Det kan ske for selv den bedste. Men det er alligevel svært at sidde en kulsort-på-kridhvid opfordring fra fagfolk overhørig. Så beaglen og jeg har givet hinanden pote på, at det skal være løgn. Vi har lovet hinanden, at hvis jeg styrer hendes madskål med hård hånd, så knurrer hun af mig, hvis jeg nærmer mig skuffen med chokolade. Eller lægger an til at tage anden portion af aftensmaden. Jeg har lovet, at hun får et kærligt spark i hundepopo’en, hvis hun ikke gider ud at gå tur i regnvejr. Eller holder for mange tissepauser undervejs. Hun har til gengæld lovet, at hun sørger for at få mig ud af døren, når træningsprogrammet siger løbetur. Og bagefter tjekker, hvor hurtigt og hvor langt jeg har løbet. Og kun lader mig sidde i sofaen bagefter, hvis hun er tilfreds med det, hun ser.

Gør hun ikke, som jeg befaler, ryger hun ud af dobbeltsengen. Leverer jeg ikke varen, skider hun på gulvet.

Det er aftalen. Besejlet med et doggyhighfive.

Så inden sommeren er omme, er vi det absolut fitteste makkerpar på hele Frederiksberg, beaglen og jeg. You watch. You’ll see.