Else Marie Lehman

Nogen gange skal man bare insistere på, at han siger det, som det er.

Hvis man tør.

Hvis man kaster et blik på udvalget af danske mandeblade, får man et ganske glimrende billede af, hvor simpelt enkelt en mands hjerne liv egentlig er.

Det sølle begrænsede udbud kan placeres i ganske få kategorier:

Bare damer.

Biler. Der kan køre stærkt. Og helst har mindst én af føromtalte damer på køleren.

Sport. Fodbold, tips eller DIY.

Gear og gadgets. Alt, der er på den ene eller anden måde kan sættes strøm eller ild? til.

Penge.

Og forslag til, hvad de skal bruges på i form af en lille smule mode-skråstreg-møgdyr-livsstil. For racens mest metroseksuelle raffinerede.

Men så er en mand jo selvfølgelig også dækket helt ind. Med alt, hvad han overhovedet kan ønske sig oppe, nede og indeni.

Eller er der noget, jeg har glemt?

Nej, vel?

Én af forskellene på os herhjemme er vores behov for benzin. Ikke kun i egne maver, men også i bilens.

Jeg har det bedst, hvis der er mere end en halv tank på den. Kan leve med det, så længe vi bare er over en range på 100 kilometer. Derefter begynder jeg at trippe. Både, hvis jeg er i førersædet og ved siden af. Kommer vi helt ned under 30 kilometer, begynder det at blive rigtig kritisk. Og er der under 10 kilometer tilbage, nægter jeg at sidde i bilen. Før nogen andre har tanket op.

Jeps. Sådan er det bare.

Da vi købte bilen fik vi nemlig at vide, at måleren ville sige til i god tid. Med sine lamper n’all. Når den begyndte at trænge. Til gengæld var den tør, når den var tør. Så det skulle vi ikke gamble for meget med. Sagde sælgeren. Og jeg lyttede. Og husker!

Forleden blev jeg dog snydt. Den såkaldt Bedre Halvdel kan nemlig godt lide at leve lidt on the edge. Når det kommer til det med benzinen. Eller… han “gider ikke at fylde på i tide og utide”. Som han si’r. Så benzintanken skal derfor helst køres helt i bund, før han nærmer sig en tankstation.

Om jeg så spræller nok så meget ved siden af.

Det kan godt blive lidt… spændende. Og vi kan godt lige diskutere nødvendigheden af det en lille smule højlydt.

Ikke, fordi det tit går galt for ham. Faktisk. Kun lige den ene gang for nogle år siden, hvor vi strandede på ydre Frederiksberg, fordi den stakkels bil altså bare ikke kunne nå hele vejen hjem på dampene. Selvom det nødvendigvis bare skulle prøves. Ret så bestemte eder protester fra min mund til trods.

Den har jeg selvfølgelig brugt i min argumentation, lige siden jeg i den sene aftentime noget så ufrivilligt trampede hjem i lidt for høje hæle og al for megen regn. Imens han gik i modsat retning mod den tankstation, han havde nægtet at svinge omkring lidt tidligere. I det mindste en lille trøst…

Anyways, forleden var den så gal igen. Jeg syntes, det var tid til en optankning. Han mente, at vi saaagtens kunne nå hele vejen frem, før vi spildte brugte tid på det pjat. Og imens jeg sad på passagersædet og overvejede, om jeg skulle krydse fingre for, at vi ikke strandede midt på motorvejen, eller at vi netop gjorde det, så jeg kunne klemme et “Hvad. Sagde. Jeg??!!!!” ud mellem sidebenene, røg måleren bare længere og længere ned.

Så langt, at han dog begyndte at følge den lidt ekstra ud af øjenkrogen.

Og med god grund. Da vi trillede af motorvejsafkørslen og ind på tankstationen tæt på ankomststedet, var Toyotaen meget tørstig.

Præcis så tørstig her:

Og jeg var altså meget, meget tæt på at få ret.

Uden at få det.

Imens man ærgrer sig gul, grøn og arrig, kan man til gengæld høre ham sige: ”Jeg sagde det jo! Har heeelt styr på det”. Og selv begynde forfra på overvejelserne om, hvad man skal gøre sig af forhåbninger for den næste tankfuld.

Det er meget hårdt at være mand. Se bare her – en næsten sandfærdig email korrespondance, jeg lige støvede op:

Kære Hotline.

Sidste år opgraderede jeg fra Kæreste 7.0 til Kone 1.0 og bemærkede, at det nye program straks begyndte at kræve, at jeg installerede Børn 1.1, 1.2 og 1.3.

Programmet tog en masse tid og brugte en masse ressourcer. Det stod der ikke noget om i produktspecifikationen for det.

Oven i købet installerede Kone 1.0 sig selv i alle andre programmer og dukker straks op, når jeg starter computeren – og det overvåger alle mine aktiviteter.

Gamle programmer såsom Pokeraften 10.3, Drukfest 2.5 og Søndagsfodbold 5.0 virker ikke mere. Når jeg prøver at køre dem får jeg beskeden: “Du har begået en ulovlig handling. Luk straks alle programmer, der ikke understøttes af Kone 1.0″.

Det er umuligt for mig at holde Kone 1.0 i baggrunden, mens jeg forsøger at bruge nogle af mine yndlingsprogrammer. Jeg overvejer at gå tilbage til Kæreste 7.0, men det er tilsyneladende ikke muligt at afinstallere Kone 1.0 igen.

Kan I hjælpe mig?

På forhånd tak.

Den forvirrede og frustrerede bruger

SVAR FRA HOTLINE:

Kære frustrerede.

Dit problem er helt almindeligt, og mange klager over præcis det samme.

Problemet skyldes hovedsagligt en misforståelse: Mange mænd opgraderer fra Kæreste 7.0 til Kone 1.0, fordi de tror, at Kone 1.0 hovedsagligt er et nytte- og underholdningsprogram.

Der tager de fleste fejl!

Kone 1.0 er et styresystem, der er designet til at styre alt.

Det er umuligt at fjerne Kone 1.0 for at vende tilbage til Kæreste 7.0, når Kone 1.0 først er installeret.

Nogle har efterfølgende prøvet at opgradere til Kæreste 8.0 eller Kone 2.0, men de ender tit med at have flere problemer, end de før havde med Kone 1.0.

Vi anbefaler derfor, at du beholder Kone 1.0 og får det bedste ud af situationen. Du kan eventuelt læse hele kapitel 6 i din manual “Almindelige Programfejl”. 

Systemet vil køre helt perfekt, så længe du tager hele ansvaret for alle almindelige programfejl, lige meget hvad de skyldes. Det bedste, du kan gøre i enhver situation, er straks at skrive: \\UNDSKYLD - så vil styresystemet før eller siden vende tilbage til normal.

Kone 1.0 er et storartet program, men det kræver en høj grad af vedligeholdelse. Du kan overveje at købe mere software for at forbedre ydeevnen. Vi anbefaler Blomster 2.1, Chokolade 5.0 eller i ekstreme tilfælde softwarepakken Pels 2011.

Vigtigt: Du må under ingen omstændigheder installere Veninde Miniskørt 3.3. Dette program understøttes ikke af Kone 1.0 og vil resultere i, at Kone 1.0 afinstallerer sig selv og samtidig fjerner cirke 50 procent af systemressourcerne. Det vil føles som 90 procent og kan derfor slet ikke anbefales.

Veninde i Miniskørt 3.3 er i øvrigt også et program, der kræver store systemressourcer, og det vil derfor sjældent kunne køre overhovedet med den begrænsede kapacitet der er tilbage, efter at Kone 1.0 har afinstalleret sig selv.

Med venlig hilsen

Hotlinen

1. Det rimer overhovedet ikke!!

2. … men tit kan de faktisk godt alligevel. VÆLDIG godt! De kan fx helt uden problemer gøre følgende på én og samme tid:

• pille næse og fise
• ramme forbi både (eget) barns navn og fødselsdag
• komme meget senere hjem fra byen end aftalt og have drukket mere, end de på forhånd hævdede, at de gad
• læse avis og sk***
• køre bil og drikke kaffe
• hente unger og glemme både ét par sutsko og én jakke i institutionen
• se fodbold i fjerneren og sove
• være syg og døende ynkelig
• spise masser af chips og chokolade og holde den slanke linje
• ignorere spørgsmål fra både børn og kone
• lave aftensmad og drikke rødvin imens
• have pi***travlt og tage det usandsynlig stille og roligt

Den her opfordring-skråstreg-serviceoplysning går ud til mændene på linjen (jeg ved, at I er derude – men jeg siger det selvfølgelig ikke til nogen):

Vil I ikke nok lære at køre ordentligt på cykel?? Jeg tænker ikke på, hvor hurtigt, tæt eller halsbrækkende, I kører. (Den tager vi en anden dag).

Jeg tænker på noget helt-fra-bunden lær-dog-at-sidde-rigtigt-på-jernhesten træning. For pokker!

I skal nemlig vide, at jeg har set, at nogen af jer er nogen fa’ens karle, som er nødt til at fylde hele stien. Fordi I på ingen måde ikke er i stand til at cykle med benene samlet. Fysisk, naturligvis. I har faktisk behov for begge vejbaner, for at kunne være der med al jeres udstyr. Er det ikke rigtigt??

Men I skal vide, at det ser tåbeligt T.Å.B.E.L.I.G.T ud! Har I set en frø på cykel? Nej? Nå – men det ville se ud, som I gør. Præcis! [Det er derfor, vi smiler af jer derude. AF jer – ikke til!).

I skal også vide, at det er dumt. Sådan køreteknisk og biomekanisk. Agtigt. Fordi I arbejder helt skævt i kadaveret og ikke fokuserer kraften, hvor cyklen er skabt til, at den skal hen. Sådan i overordnede træk. Har I måske nogensinde set en Contador, en Basso, en Armstrong eller en Indurain i frøstilling på raceren?? Wonder why!!

Og mest af alt, skal I vide, at vi ikke hopper på den. Os kvinder. Vi ved også et-og-andet om at foregive at indmaden er større, end den faktisk er. Så vi har luret jer. For længst! Lis’som vi har med jeres forhold til de dyre biler. Vi ved, at visse ting er omvendt proportionale. Omvendt!! Blev. Der. Sagt!

Så hiv nu de ben ind. Parallelle lårbasser (selvfølgelig kan du det – ellers burde du nok frøcykle omkring din læge!). Knæ, der (begge!) peger lige frem. Det er simpelthen den eneste vej til at generobre lidt respekt på cykelstierne, kære mænd.

Selv tak!

I 1986 blev jeg 13 år.

Det var også året hvor vi alle - selv os, der ikke forstod os det fjerneste på offside regler - havde fodboldfeber og skrålede med på Halli halli hallo… imens vi inderligt håbede, at fodbolddrengene ville vinde i Mexico. Og temperaturen steg heftigt i takt med målene, særligt de legendariske mod Uruguay.

Det er 25 år siden. FEM-OG-TYVE!

Det behøver vi så ikke at dvæle alt for meget ved. (Eller lave regnestykker omkring).

Hvad der derimod nok er værd at kaste et langt blik tilbage på er det her:

For i 1986 havde fodboldshorts præcis den længde, fodboldshorts til mænd bør have. (Am I right or am I right?!!).

Og det kan man da godt lige kaste et halli hallo efter, selv i dag.

Jeg har været hos kosmetologen i dag. Og nogen vil måske allerede få nervøse trækninger, så snart de hører om varm voks i kamp mod højst uønsket og lidet feminin hårvækst. På steder, hvor hårvækst aldrig burde være skabt.

Men jeg fortæller det nu ikke for at få medlidenhed. For jeg er efterhånden ret så hardcore, når det kommer til voksbehandling. Både her, der og næsten-alle-vegne. For mig er sådan en afpelsning rundt regnet, hvad en afspændingsmassage er for andre. Jeg har såmænd præsteret at falde i søvn under en seance. I-kid-you-not!

Ikke, at jeg har glemt min allerførste gang. For den var frygtelig. Og jeg svor, at jeg aldrig, aldrig, ALDRIG ville gøre det igen. Ever! Jeg var meget tæt på at valse ud med klæbrig voks i den ene armhule og en ret skæv bikinilinje længere nede. Og jeg lignede en kogt krebs i flere dage. Og var øm alle vegne i endnu længere tid. På den ret så ufede måde.

Men når valget står imellem at flette manken på benene og at lide for skønheden, så gør en pige, jo hvad en pige må gøre.

Og et stykke hen ad vejen blev jeg åbenbart velsignet med elefanthud. Som er totalt ligeglad.

Så i dag kan jeg helt ærligt sige, at det er prisen på sådan en full-body-waxing, der gør mest ondt her!

Det samme kan man vist ikke sige om de her tøsedrenge:

Der fik vi så forklaringen på, hvorfor mænd barberer sig. Og hvorfor det er kvinder, der føder børn, i øvrigt.

Man skal høre meget…!!

I går byggede tøserne og jeg et legohus. Louise plantede en legodreng og en legopige ved siden af hinanden oppe på taget.

- “De danser”, fortalte hun.

Okay, tænkte jeg. Dancing on the ceiling i en alder af 3. Godt så!

- “Det er pigen, der bestemmer,” fortsatte tøsebarnet.

- Øøøhm… host, host [sagde jeg]. Hvoffor-noget-sagde-du-lige?

- “Pigen bestemmer alting,” lød det meget bestemt.

Nemmerlig! Mor er meget, meget stolt…

PS: Faren havde kun hovedrysten og ingen kommentarer til overs for sin datters udsagn. Tsk!