Else Marie Lehman

Manden har ytret, at den dag, jeg rent faktisk løber et maraton, æder han sin gamle hat. (Jeg kunne sige “ditto”, men det gør jeg selvfølgelig ikke).

Jeg kan ikke engang for alvor tillade mig at være fornærmet, hvilket selvfølgelig ikke afholder mig fra at være det. Har unægtelig været tilmeldt flere løb, end jeg kan tælle til har løbet. Og har været uendelig overbevist om, at det var NU, det skulle være, stort set lige så mange gange. Uden at komme i nærheden af noget form, hvor det kunne betale sig at bevæge sig ind i løbets startområde.

Jovist, jeg løb da halvmaraton i 2009. Et sted med (onde, onde, hvis du spørger mig!) bakker, endda. Men siden er det kun gået ned ad dem – bakkerne – so to speak. Og distancerne er  blevet kortere. Og kortere. Og kan efterhånden kun lige kalde sig tocifrede, selv på de allerbedste dage.

Så er der lang vej til de 40+ kilometer. Både oppe i hovedet og nede i benene.

Jeg synes alligevel bare, at jeg har en åndsvag pligt til at overvinde dem, inden jeg – om jeg kan lide det eller ej – runder en anden slags 40+. Engang ovre i næste år, når det bliver august. Altså, når jeg nu har kæftet op snakket så meget om det. Hele vejen op igennem 30′erne. Og om den der killerform, jeg sådan på alle måder har tænkt mig at komme i. “Lige om lidt.” Og da i hvert fald før det næste runde hjørne.

Så skal vi aftale tre ting:

• Jeg har præcis 450 dage til at blive Fit til Fourty og få det pis løb overstået. Eller også… [her indsættes ved lejlighed en passende og tilstrækkelig modbydelig straf - der sandsynligvis involverer restriktioner på noget shopping. Eller rejseri. Eller bestemmeret, oh ve!]
• Jeg kæfter ikke op om projektet, før jeg for en gangs skyld har noget at prale af runder de første 24 sammenhængende kilometer, hvor ingen Lehman hidtil har været ude. I noget, der også objektivt kan betegnes som løbetempo.
• Nogen ringer til Qvortrup og beder om den der opskrift på gammel hat. Så Manden kan æde både sådan en OG sine flabetheder.

Sæt. I. Gang. Og hold så kæft!

Hvad jeg har lært af april 2012:

Man bliver aldrig for gammel til at blive barnlig begejstret for en ny cykel.

Paris er stadig en cool by. Og Paris in the spring er heller ikke at sige ski’ til spor opreklameret.

En Hereford bøf af oksemørbrad er ikke det værste, man kan blive udsat for! Og den tilhørende salatbar til kr. 75 (oven i de 350) er jo fundet til prisen…

Selvom det ikke var gået op for os alle, er Cirkus Summarum åbenbart helt vildt populært. Og man skal virkelig kæmpe for at komme i nærheden af de gode billetter.

Mickey Mouse og vennerne er eddermame store. Som i rigtig menneskestørrelse. Og det er møgdyrt at besøge dem der i Disneyland!!

Paradis is bliver også min allerbedste og kaloriefyldte ven denne sommer.

Man kan få mange lækre sager for 2.500 gode, danske kroner. Og så kan man vælge at bruge dem på en vaccination og tandrensning til sin hund.

Man kan spise flødeskum til det meste, der ender på kage. Og frugt bær. Og kakao. Morgen, middag og aften.

Man kan tilmelde sig nok så mange maratonløb og misse lige så mange. Det stopper stadig ikke de forvildede idéer om, at det selvfølgelig lykkes næste en dag.

Vanløse er egentlig ikke helt tosset. Selvom Frederiksberg stadig vinder i opløbet. Selvfølgelig.

Pollen er noget møg træls noget. Og høfebersæsonen kommer hvert år – præcis, når du tror, at du måske går fri denne gang.

Shellac til neglene er genialt! Og kunne sagtens blive et møgdyrt bekendtskab være vanedannende, hvis man ikke passer virkelig meget på.

Jeg har lige lært noget nyt på fransk:

Le Comité d’organisation vous félicite pour votre participation à la 36ème édition du Marathon de Paris.

… betyder, at dem, der har arrangeret det der maraton i Paris ønsker tillykke med, at man har deltaget.

Det ville unægtelig være sjovere at få sådan en mail, hvis man så rent faktisk havde været med. Eller bare havde været i form til at kunne det, såmænd.

Og det ville nok også fremme lysten til at deltage i den spørgeskemaundersøgelse, de forsøger at lokke én ombord i.

Men d’accord, kære Comité d’organisation – hvor tilfreds jeg er med løbet på en skala fra 1-10?? Meget lidt.

1. Det var for langt.

2. Det lå 8-15 måneder for tidligt på sæsonen.

3. I har ikke  tilbudt at sende et startnummer til løbet i 2014 til os, der ikke lige nåede frem til startlinjen denne gang.

Et voilá – dér har I jeres frigging évalution!

Vi har lige en lille snak, vi bliver nødt til at få overstået.

Den går nogenlunde sådan her:

- Jeg har været i Paris med mit løbetøj i weekenden… [fortæller jeg stolt]

- Årh, hvaaad?? [siger du så]. Der var Marathon de Paris, var der ikke??!!

- Jo, der var nemlig [svarer jeg med et smil]

… og så lader vi begge to som om, at der er en blæret sammenhæng i mellem de to ting. For vi ved jo alle, at jeg havde et startnummer til det pokkers løb. Og at jeg ikke for flere måneder siden droppede de planer. Og bare var i byen for at fise den af familiehygge. Med løbetøjet nederst i kufferten, hvis det virkelig skulle gibbe i mig. For at løbe en lille, beskeden 5 kilometer eller noget… Hvilket jeg ikke engang nåede. Fordi det var alt, hvad formen, den kost, og lænden, den svagpisser, kan magte for tiden.

Could’ve been. Would’ve been. Should’ve been. 

Men som jeg sagde: Jeg var i Paris i weekenden. Og der blev løbet maraton.

Det var bare lige det. Tak.

For et par år siden da der stadig var håb - imellem baby 1 og 2 – lavede jeg nogle løbeprogrammer til Fit Living. Budet på, hvordan du kommer i maratonform, kan du lige nu gen-fange på deres website. Hvis det var noget?

Selv har jeg nu aldrig løbet mere end 21 kilometer. På én gang. Til gengæld gik det op ad bakke, gjorde ondt i dagevis og tog rundt regnet lis’så længe, som det tager for andre at løbe 42.

Så det tæller vel for næsten det samme!?

Heldigvis er det jo ikke engang sundt. Siger de nu igen. Sådan noget ekstremsport. There you are, hvis du også har brug for en undskyldning for at lade være.

Jeg har nu ikke selv helt opgivet endnu. Bare udsat det. Igen. Igen-igen. Og har da også løbet hele 7 uendelig lange km i dag. Og det er da rundt regnet 1/5 maraton. Den sidste beskedne bid er garanteret den nemme del a walk in the park. Så hvis jeg ellers gad – og havde de der “ambitioner, rygrad og jernvilje”, som det åbenbart kræver (ajmen, hvem har også skrevet det l**t??) - så spurtede jeg da bare den. I morgen.

Eller næste uge.

Eller i oktober. Fx.

… der med at få løbet langt i Berlin – så kan man jo altid melde andre til.

Det har jeg lige gjort: Manden og hans legekammerat.

Den anden løber en del mere end den ene.

Faktisk har den ene slet ingen løbesko der er hele eller indkøbt inden for det sidste halve årti. Og han løber af princip kun, hvis der er en (fod)bold foran ham.

Det er der nok ikke i Berlin.

Men han har ladet sig lokke alligevel. Ikke af mig sguda, for det er mig, der skal høre på brokkeriet, når han fortyder, men af vennen.

Jeg synes, det er til at tisse en lille smule i bukserne af grin over en god idé. For jeg håber, at jeg får lov til at komme med til Berlin. Uden at skulle løbe andet end de 2 kilometers Bambini Run dagen før – for nogen skal jo drikke Weissbier passe ungerne, imens andre brækker boltrer sig på de 42 km.

Se DET er dælendylme et maratonprojekt, der er værd at snakke om. MUHAHAHAHA!

Ja, ja. Det kan godt være, at man gik og følte, at man havde været rimelig sej til det der med at være gravid. Og føde.

At man bildte sig ind, at det havde man haft helt tjek på.

Fordi man første gang satte det afsluttende punktum for en artikel klokken 01.00, tre dage over terminen. Sagde “NU er jeg klar” – og gik i seng. Og havde født 8 ½ time senere.

Fordi man anden gang var på reportagetur den ene formiddag. Skriblede løs om eftermiddagen og aftenen. Og sagde “NU er jeg klar”. Og fødte næste morgen. 13 minutter efter ankomst til fødegangen.

Og fordi man skam også har luntet løbet, imens man var gravid.

Men et maratonløb! I uge 39-40 stykker?! For bagefter at suse direkte til fødegangen og klare, hvad der nu skal klares. [Som hende der Amber Miller. I Chicago].

DER må (samme) “man” melde pas!

Og det er ikke engang en enlig svale for damen. Hun har gjort det før. Som i hver-evig-ENESTE-gang (3!). Meget, meget blæret mærkelig tradition at have sig.

Nææh, så er det da lidt mere normalt at varme op med (bagkants)arbejde og særligt udvalgte favoritdiscipliner. Som shopping. Og spisning. Af alt sødt, salt og fedt i særdeleshed.

Er det ikke?

Selvom blæreværdien der lis’som pludselig blegner en anelse. Ved siden af Amber-damen.

2 timer 3 minutter og 38 sekunder. Om at løbe 42,195. Kilometer!

Som i under 3 minutter per kilometer.

Det kan små, fede lettere buttede danske dameben da også godt. Hvis de altså var tilstrækkeligt medicineret gad.

Han skal bare være glad for, at jeg lige blev…skadet… doven… øhm… forhindret.

Jeg siger ikke ét ord om lange løb… udover at Paris Marathon 2012 åbnede for registrering i morges.

Jeg viser bare lige denne her. Fordi nu går det jo så skide godt med træningen… da i særdeleshed her på hviledagen!

Og så ikke mere om den sag. Før engang i april.

Honestly!

Så troede man nok lige, at den var lukket. Men se, hvad der så dumper ind i indboksen. Hvis nogen skulle have glemt (as if!), hvad planen en gang var (og i hvilken uhyrlig tid):

SÅ. SNAKKER. VI. IKKE. MERE. OM. DET.

Blev der sagt!