Else Marie Lehman

Hvad jeg har lært af februar 2012:

Jeg er ikke spor for gammel til Rasmus Seebach. Eller hans musik.

Jeg er alt for gammel til at holde børnefødselsdag en hel uge.

Når man lige er fyldt 4, er man både meget, meget stor og utrolig lille på helt samme tid. Særligt i sin mors øjne.

Jeg ser det stadig som min borgerpligt at udrydde alt spiseligt i forbudt-kategorien fra matriklen. Og at anskaffe det i første omgang. Og jeg er vildt god til det! Gang på gang. På gang.

Skoldkopper er onde. Og går benhårdt efter de mest mærkværdige og private steder på små kroppe. Og de kan sagtens ødelægge nogens mors alt for ambitiøse arbejdsplaner for det meste af en februar måned.

Copenhagen Dining Week er virkelig et genialt koncept! Som man burde udnytte støtte endnu mere.

Jeg kommer alt for sjældent ud på Restaurant Frederiks Have!

Jeg er stadig slet ikke sådan én, der får lavet mit momsregnskab på forkant. Eller indberettet til SKAT før 3 minutter i-(skråstreg-over) deadline.

Det er ikke spor løgn, når de kalder Bamix stavblenderen for en tryllestav. Men man bliver alligevel overrasket hver gang. Selv efter flere års ejerskab og tæt på daglig brug.

Jeg er overraskende nok så stort et menneske, at jeg godt kan lade Manden tage til fodbold, imens jeg rydder op efter børnefødselsdag. Men ikke stor nok til, at jeg ikke skal roses og have credit (med bonus) for det.

En kiropraktor er ikke kun for alle de gamle andre mennesker. Og ja, han er lige så hårdhændet, som de siger. Men det virker. Skidtet.

Jeg har stadig enkelte traumer fra tiden på Vesterbro.

Jeg er tilsyneladende alligevel ikke mere kemiforskrækket, end at jeg godt gider at prøve det der shellac. Hvis prisen bare er den rette. (Tak, Downtown.dk).

Det er meget hyggeligt med en ny facebook-side. Og hyggen (plus gaveregnen) stiger fuldstændig proportionelt med antal likes. (Siger det bare…).

En TV 2 torsdagsserie om en folkeskolelærer med knald i trussen låget? Jo, den kan faktisk godt stryge ind på noget her-og-nu top 5 favorit-tv.

Hvad? Blogindlæg – i dag?

Det har jeg da virkelig ikke tid til. Der er tøsehygge og koncert med ham her på programmet:

Så vil du mig noget på denne side af i morgen tidlig klokken lidt-i-fem, så er det i Falconer Salen oppe foran scenen du kan finde mig. Men mere kan jeg ikke love.

Sig mig, tror I, det er en kendisbrevkasse, det her?

Hvis man skal tro de kære søgeord, så kommer I her for at fordybe jer i:

1. Caroline Wozniackis trusser
2. Poul Reimanns kæreste
3. Fru Heibergs hår (øøøh… er det nu blevet moderne?)
4. Kronprins Frederiks hår (yep, still)
5. Marianne Dulongs fødselsdag

I er nysgerrige på Lotto Henrik (sorry guys, jeg tror, han for længst har brugt pengene) og Christiane Schaumburg-Müller.

Og I vil hookes op med Rasmus Bjerg og Rasmus Seebach.

Det eneste, jeg kan sige til jer udover pas, snøft og hjælp er: Me too!

Da jeg var barn, sang vi Lille Peter Edderkop, Mariehønen Evigglad og Bjørnen sover i børnehaven.

Der er tilsyneladende helt andre boller på suppen sager på anlægget i dag den slags steder. I hvert fald har det lydt sådan her hele eftermiddagen-skråstreg-aftenen her på matriklen:

Rasmus Seebach har tydeligvis fået endnu en lehmansk fan.

[Bemærk venligst resterne af indianerpandebåndet fra børnehavefesten i fredags. Chic kombineret med et lilla strutskørt. Og guldsko. Modeblogger in spe dér. Helt klart!]

Jeg har altid haft et soft spot for Tommy Seebach.

Jeg har skrålet med på alle hans sange om krøller, fødselsdage og disco. I tre årtier. Og er stadig ikke træt af dem.

Haft æren af at opleve ham live til en firmafest, hvor jeg – selvklart – smed alle hæmninger og vred mig helt op på til scenen for at få alt med. Selvom jeg var helt ny. Og faktisk ikke engang startet på jobbet endnu.

Og jeg har udsat utallige cykelmyg for en halsbrækkende spurt til hans Disco Tango i det lokale fitnesscenters svedige spinningsal.

Jeg kan mærke, at jeg har det på fuldstændig samme måde med hans søn. Som I Mine Øjne (!) løfter den tunge arv på smukkeste vis.

Derfor varmer det mit grand prix moderhjerte, at min 3½ årige også elsker ham – ham Rasmus Zebra, som han (“JOO, han GØR så!!”) hedder i en 3½ årig prinsessemund.

Så syng knægt – bare syng!! We’re with you – hele vejen.