Else Marie Lehman

Jeg ved ikke, om vi decideret har en skofetish her i familien. Men vi er i hvert fald glade for fodtøj. Vi har stærke meninger om, hvordan det skal se ud. Hvordan det skal være pyntet. Hvilke mærker, vi foretrækker. Og hvordan det bør føles på fødderne.

Om jeg er ved at bygge op til et nyt skokøb, tænker du?

Det kan man godt sige.

Ærgerligt nok for nogen af os var det familiens mindste fødder, der var allermest akut trængende, da der skulle shoppes. Selvom nogen af os virkelig gjorde, hvad vi kunne for at snige os ind i ligningen. Derfor ser ugens nyerhvervelser sådan her ud:

Det kan en størrelse 38 jo ikke bruge til ret meget. Og det eneste, den sidder tilbage med efter at have formøblet resterne af formuen ekviperet Mini’erne til forårs- og sommersæsonen, er en minimalt klædelig følelse af at være blevet snydt overset.

Det er til gengæld en fornemmelse, der kommer i både grøn, blå og gul og helt op i store, store størrelser.

Nå! Så har man altså også fede fødder.

Ikke nok med dobbelthage. Og bred bag. Kombineret med hængemave og tykke lår.

Næææh, jeg er skam oven i købet ”polstret under fødderne”.

Det siger min foddame. For sådan en har jeg lige fået mig. Fordi jeg er for doven til selv at shine kælderetagen pænt op.

Og inden jeg vænner mig til tanken om, at så er jeg da noget altså det. Så vil jeg godt lige slå fast, at jeg troede, sådan en foddame skulle fjerne ligtorne. Ikke hverken træde på dem eller gnide salt i dem.

Så den tygger jeg lige på. Sammen med hendes løfte om, at det forsvinder med alderen. Men at vi nok indtil videre hellere må ses igen om et halvt år. For at pille den hårde hud, som man får på sådan nogle fede trædepuder, af.

I det mindste er mine velpolstrede fødder nu toptunede. Nypolerede. Og bløde som en babynumse.

Og jeg overvejer naturligvis, hvilket par Louboutins jeg nu er tvangsindlagt til at stjæle investere i som skjulested for det nyopdagede fedtdepot…

Min 3½ årige er meget glad for sko. Hun kender dog endnu ikke alle nuancerne og betegnelser som stiletter, pumps, wedges og hvad-har-vi.

Men hun glæder sig til hendes fødder bliver store nok til at kunne passe og låne (siger hun og mener sikkert overtage) alle mors.

Og hun ved, hvilket af hendes egne par, der er de ubestridte favoritter:

Hun er helt med på, at disse yndige størrelse 25/26′ere står rigtig godt til resten af hendes lyserøde Minnie Mouse outfit.

Og hun insisterer på, at de er “langhælede”

Og ve den, som mener andet – eller som forvilder sig til at låne dem. Så er det sagt!

Jeg har godt nok samlet på mange mærkelige forskellige ting:

Nøgleringe.

De der små souvenirglas, som man kan købe alle vegne, hvor feriekåde turister forvilder sig hen.

Kuglepenne.

Plastikposer.

Mønter.

Frimærker.

Brevpapir.

Særligt plastikposesamlingen tog virkelig fart, da jeg sendte en efterlysning ud i et ungdomsblad. Vist noget med, at jeg godt ville betale for forsendelsen, hvis nogen ville af med deres lager af særligt fine og eksotiske plastikposer (den slags fandtes tilsyneladende). Det væltede ind med poser fra nær og fjern, og på rekordtid havde jeg (for meget beskedne penge) en gigantisk samling med masser af fine perler.

Jeg samler stadig. Hverken på poser eller andre af de nævnte ting (selvom mønter – og anden form for letomsættelige aktiver – bestemt er velkomne i rå mængder). Men mere på dyre uvaner. Ture til Hawaii og jorden rundt. Christian Louboutins. Balenciaga, Chloé og Mulberry tasker.

Desværre er samlingerne ret ikke-eksisterende mangelfulde. Så jeg tænkte, at jeg ville vove forsøget igen. Altså: Hvis nogen ligger inde med omtalte objekter, så aftager jeg meget gerne. Betaler såmænd også denne gang forsendelsen, hvis det er det, det kommer an på.

Så frem med klenodierne og af sted til postkassen. Blev der sagt.

Hvis man nu var en rigtig hardnitter på stiletter, så sku’ man godtnok flashe alle talenterne til Copenhagen Fashion Festivals upcoming stiletløb. Dette alternative kvinde(?)løb foregår fredag den 5. august kl. 17.30 på Amagertorv (Kbh). Her vil alt andet fodtøj end stiletter være bandlyst, så selvom distancen kun lyder på 100 meter, kræver deltagelse både kvindemod og en god portion erfaring ud i de høje hæle. Til gengæld koster det ikke en krone at være med, så sparepengene kan i stedet gå direkte til nye skoinvesteringer. And that we like, too.

100 meter er en distance, jeg magter. Men jeg ligner en ko på stylter, hvis jeg forsøger at løbe med hæle på. Og jeg ville sikkert vælte både mig selv og resten af feltet, hvis jeg vovede mig ud i det. Så trods min begejstring, bliver stiletløbet uden mig som Ofelia. Men jeg letter på tiaraen og nejer i støvet for de af jer, der begiver sig ud på ruten. May the best gal win!

København får sin helt egen Disney Store i dag!

Louboutin flytter også hertil i løbet af måneden.

Gad vide, hvilket bekendtskab der i længden bliver det dyreste for Familien Lehman?

Sko er et af de store samtaleemner herhjemme.

Vi elsker dem – både de fine, de casual, de åbne og de lukkede. Og vi bruger dem ret meget. Nogen af os har for få (synes vi selv). Andre vokser konstant ud af deres. Og må have nye hele tiden (synes andre).

Og alle har alt for lidt plads til de sko, vi har (for få eller ej). Og drømmer om et walk-in closet (hver) - bare til dem (skoene, altså).

For tiden snakker vi også om sko af en helt anden grund. Ældsteprinsessens bliver nemlig væk hele tiden. Henne i børnehaven. Og vi snakker jo ikke et hvilketsomhelst par sko. Vi snakker de monsterdyre Geox sneakers, der er lilla og kan blinke. Og som er indkøbt for ganske få uger siden til den nye sæson for det beskedne beløb af kr. 600. I runde tal. (Det var her, at faren for alvor kom op i Faren, som på hjemturen fra skobutikken holdt foredrag for den 3-årige om, at de badesandaler, han havde på, kun kostede 200… til hvilket hun temmelig uimponeret svarede “Nå!”).

Først forsvandt de på mystisk vis i børnehaven efter bare to dage. Stor, stor efterlysning, involverende hele familien fra 70 til 190 centimenter og adskillige pædagoger, blev sat iværk. Alt imens Mors puls var på overarbejde og Fars paryk blev beriget med flere grå nuancer by the minute.

Det viste sig, at skoglad 4-årig fra stuen ved siden af lige havde lånt dem. Med hjem.

Lånt dem? MED HJEM?? (udtalt – arj, råbt! – med skinger stemme)

Detkanman#&§¤#daikke!! (I øvrigt er andres sko lidt lis’som underbukser. Bare noget, man ikke låner. Ikke?)

(Og det har hun så heller ikke gjort siden!!)

(Og nej, man kan heller ikke “bare købe nye”, som barnet ellers modigt foreslog… imens faren blev meget, meget bleg. Og funderede over, om vi allerede har fejlet fuldstændig i vores børneopdragelse).

Så blev skosnuderne brugt til at bremse med på cyklen – fordi det åbenbart var sjovere end at bruge fodbremsen itself. 

Det pyntede ikke på skoene. Og krævede en lettere falset (plus trusler om at sælge cyklen) igen.  

I går var den gal igen. Ifølge skoenes ejermand var der denne gang ingen, der havde taget skoene. Det var hende selv, der havde smidt dem væk. Uden at vide hvorhen.

Say what??

Vi  brugte 10 minutter på at gennemtrawle børnehaven, inden jeg som en olm tyr trampede forrest hjemad med trusler om inddragelse af diverse rettigheder og ejendele fygende om mig.

“Man må ikke cykle og få ananas, når man har smidt sine sko væk,” fortalte 3-årig sin far, da han trådte ind ad døren. “Og man må heller ikke få nye!”

Det må man nemlig ikke!!

Far var – klogt nok – enig.

Og heldigvis stod skoene i skabet igen i morges, da hun blev afleveret. Og Mor blev glad igen. Det samme gjorde den 3-årige, der tilsyneladende alligevel havde fattet, at den var helt, helt gal.

Skofeen findes altså. Og hun har spottet, at vi har brug for ganske særlig hjælp i den her familie.

Så husfreden er genetableret – for nu.

Og jeg har lovet den 3-årige ananas, når hun kommer hjem. Rettighederne til at cykle kan vi diskutere (hvis skoene stadig er der her i eftermiddag, vel at mærke).

PS: Her er de famøse – møgdyre – sko: