Else Marie Lehman

Løbetræning med spurter op og ned ad bakker.

Tilsat kænguruhop. Walking lunges. Jumping squats. Skiløbs-hop. Armstrækkere. Mavebøjninger.

Lyder det ikke bare helt vildt afskyeligt?

Det syn’s jeg nok, det gør!

Det lyder lige tilpas modbydeligt til – om noget - at have en marginal chance for at kunne hjælpe én ombord i den knaldlækre, nye bikini, som Manden med armen vredet om og uden kendskab til prisen har lovet at donere i sommerferiegave. Til trods for at man endegyldigt har opgivet at kvitte kagen, pomfritterne og vingummierne.

Jeg ser for mig det her:

Alternativt:

Så når damerne fra Powertraining.dk forhåbentlig meget snart starter et hold op i min baghave – aka Frederiksberg Have / Søndermarken – så er det mig, der hopper og springer og tonser og lyder som et damptog på vej mod pensionen. Imens jeg hader hvert sekund af det. Og skal bæres hjem efterfølgende.

Tilskuere til ynkelighederne accepteres overhovedet ikke, hvis du spørger mig! Men du er meget velkommen til at tage del i ydmygelserne lege med. Skriv til Nynne og Ann Sophie, hvis du også har brug for vil have en helt vild ubehagelig dellekampseffektiv oplevelse , når de er klar til at svinge pisken på Frederiksberg.

Hu-ahh!

Der er nogen, der er vilde med at mærke deres balder. Og som hævder, at det ligefrem er sundt.

Jeg er ikke spor ubetinget enig. For jeg kender to måder at mærke dem på – og jeg er ikke tosset med nogen af dem.

Den første, fx. Det er den der måde, der fx kan ramme dig efter en pumptime, som du ikke har været til i noget ret så lang tid. Hvor instruktøren er en frisk mandlig vikar, som du jo ikke kan skuffe ved at holde igen. På nogen måde. Og hvor du vågner næste morgen og tror, at dine balder – og resten af kroppen – er gået i stykker. Du er faktisk helt overbevist om, at du aldrig nogensinde bliver til et helt og velfungerende menneske igen, hvis du skal blive i din egen krop. Og du bruger mindst 10 minutter - I kid you not! - på at komme ud af sengen. Det gør ondt at sidde og at stå. Det gør ondt at tænke og at tygge - jeps, i balderne, sgu! Og du tør slet ikke at tænke på, hvad det ligner, når du forsøger at gå. Hvis man overhovedet kan kalde det det.

Og alle siger, at det først bliver slemt på andendagen.

Hvilket de har helt ret i, finder du ud af.

Og først efter en uendelig lang uge kan du forsigtigt begynde at tro, at dine balder måske alligevel ikke er helt ødelagte.

Jeg ved ikke med dig, men den slags bryder jeg mig faktisk ikke om.

Så er der den anden måde. Det er der, hvor du – hypotetisk, naturligvis – har spist alt for  meget af alting kage IGEN!, så balderne er vokset så meget, at du kan mærke dem hoppe og danse og svinge, når du løber. Eller går ud til køleskabet. Eller sidder på dem og tygger din kage. Eller bare overvejer at gøre én af delene. Så meget, at du næsten føler et behov for at anmode Postdanmark om separate postnumre til dem hver.

Den måde kan jeg overhovedet ikke lide.

Hvordan jeg mærker mine mest for tiden, gider jeg ikke at komme ind på. Men hvis der skulle smækkes en smiley ind til sidst i det her indlæg, ville den sukke meget, meget opgivende og have et par umådelig store – og endnu mere vibrerende – balder…

Nogen ville nok nyde det, men for andre af os er det med lidt blandede følelser, at vi tager imod sådan et billede her, når det pludselig springer op i hovedet på os:

Pfttt! Og numsemodeller, my ass!!

Så kan man vælge at blive deprimeret og gå i gang med trøstespise - tjek!

Eller man kan vælge at lægge en knaldhamrende hård slagplan for at gøre numse chickaen kunsten efter.

Den skulle nok indeholde sådan cirka det her:

Og så skulle man have hende her i baghånden – til lige at klemme de sidste liter fedt kræfter ud af én. Sådan et par splitsekunder før bikinisæsonen sætter ind:

Hvor svært sku’ det så lige være, skide numsedamer?

Ses vi i hotpants om et halvt års tid?

Stress gider vi ikke, vel?

Løb gider vi så godt nok heller ikke altid – men det er en temmelig god idé at gøre alligevel. Siger de hellige kloge. Af alle de årsager, vi jo egentlig godt kender. Men også, fordi man udover de ekstra kilo og den dårlige samvittighed faktisk også kan løbe fra – netop – stressen.

Og dét gider vi da godt. Ikke?

Læs mere i det nye Fit Living, hvor nogen har skrevet noget. Om præcis det.

På gaden lige nu!

Det er jo et ældgammelt dilemma: Skal man yde, før man kan nyde – eller må man nyde, før man kan yde?!

Jeg stemmer for, at der er en tid til ét. Og især! en tid til andet.

Og lige nu er det rigtig meget tid til andet. Det går nemlig så som så med løberiet.

Og jeg har forsøgt at give alle de andre skylden:

• Dem, man lige skal lave noget arbejde for.
• Dem, der holder én vågen om natten. Og cirkelbokser med arme og ben på ens kæbe, hvis øjnene skulle glide i en enkelt gang.
• Ham Dem, der absolut skal passe deres arbejde. Og overlader skuden til andre, imens de tager til møder i vest og nord og syd.
• Dem, der bestemmer over møgvejret.
• Multivitaminpillen med ekstra-meget-af-alting, undtagen – tydeligvis – evnen til at gøre én til sprinter.
• Dem, der giver én migræne. Ondt i ryggen. Stive ankler. Eller løs tarm. I ongoing rotation.
• Sofaen, der ser så indbydende ud. Og dynen, der er det om morgenen.
• Løbstilmeldingerne – også til de lange – som ikke engang kan få én op på nogensomhelst den store klinge
• Mavedellen-&-Co der bare hænger og glor. Og indimellem lige hidkalder en ven eller to ekstra. Som så rotter sig sammen med deres fælles venner “brede bagdel” og “tarvelig tyngdekraft”.
• Og rygraden. Som man nok synes, at man har bedt om en opstrammer til. Indtil flere gange. Men hva’ #&/¤”! bliver det til?!!

Nogen ville så nok mene, at man burde holde lidt igen med investeringerne. I mere løbegear.  Indtil man lis’som var “on a roll” og passede sin træningsplan. Med det arsenal, man i forvejen har brugt halve formuer på liggende.

Dem, vi gider at lytte til, Andre forstår selvfølgelig straks behovet for, at man her og nu storshopper noget nyt legetøj basisudstyr. Noget, der kan løfte røven motivationen. Og gøre det bare lidt sjovere at komme på benene løbe.

Så derfor har nogen simpelthen bestilt et par nye løbesko. Med stødabsorbering, pronationskile og meget fin sort farve.

Og et par ekstra. Af en anden vinteragtig slags. Med snepigge. Og noget pink tam-tam på sålen. Hvis der snart skulle komme noget vinter og sne. Som de siger.

Det vil jeg lige læne mig tilbage og nyde. En dags tid eller to.

Nogen, der gider at yde et-eller-andet (bidrag, fx?) i mellemtiden?

Nu er det jo ikke, fordi varmen trykker voldsomt herhjemme. Og den er i hvert fald svær at bruge som undskyldning for ikke at træne.

Men den gang i foråret, hvor vi stadig regnede (tø-hø!) med, at solen ville skinne lidt i sommermånederne 2011, da virkede artiklen “Træn trygt i varmen” som en rigtig god idé. Og for de heldige, der måske stadig har noget ferie til gode, som de kan bruge i det store udland, kan den jo også sagtens være topaktuel.

Og ellers kan den jo gemmes. Til næste år. Eller 2020.

Her er den i hvert fald – i mit yndlings fit living.

Værs’go. Trods alt.

Top 5 grunde til, at jeg burde holde fast i mit fitnesscenter medlemskab:

• Det der sydpå. Som nogen kalder den 3. og 4. balde. Ja dem, der overhovedet ikke pynter man ret beset ikke behøver at have. Dem, der kan være temmelig svære at få plads til i bukserne.
• Muffinformen. Eller bildækket. Alt det der, som skjuler sixpacken. [Og kunne få nogen til at ønske tillykke og spørge, hvornår dét skal være...].
• Efterår, vinter og endnu mere masser af møgvejr [jeg er ligeglad - DEN SLAGS FINDES!] er lige om hjørnet. Ikke engang hunden gider ud i sådan noget…
• Baby 2 er endelig startet i vuggestue, så der rent faktisk er nogle timer til eget forbrug igen. Fx til… tja, træning.
• Træningsboykot virker tilsyneladende ikke særlig godt. Form nægter bare at blive bedre uden knokleri. Trods ret vedholdent forsøg.

Top 8 (øh…9) grunde til, at jeg alligevel har opsagt sponsoratet:

• Kommer jo alligevel bare ikke afsted.
• Kan faktisk godt kan finde på noget andet at bruge de 369 kroner på hver måned.
• … og apropos, så har I faktisk taget r**** lidt på mig, Fitnessdk, i alt for lang tid - for I kunne da godt lige have mindet mig om, at jeg faktisk kunne have fået indtil mange procents rabat igennem både det ene og det andet, som jeg også render og betaler penge til. Min fagforening, fx. Og mit avisabonnement. Over 70 kroner per måned. Så faktisk skylder I. Grande! [I har mit kontonummer. Tak.]
• Du har ikke åbent, når jeg har allerbedst tid. Som i meget, MEGET tidligt. Eller meget sent. Næææh, 24 Hour Fitness. DET er ordentlig snak!
• Jeg trænger mest af alt til at løbe. Meget, tit og langt [jf. føromtalte overskydende balder]. Og det behøver jeg faktisk ikke at betale penge til nogen for at kunne. Har jeg indset.
• Jeg har læst, at bakterier stortrives hos dig, fitnesscenter. Mere end 100 forskellige bakterieformer sidder der åbenbart tilbage på udstyret, når nogen har brugt det. Jeg har klart hørt om det, der er mere lækkert!
• Og én ting er, at jeg må finde mig i min egen sved på min træningsmåtte og vægtstang. Men andres efterladenskaber i den boldgade kan jeg faktisk godt undvære at komme i nærkontakt med.
• Hjemmet bugner af gear til al den træning, nogen måtte orke. Og ejerkvinden har masser af fine uddannelser og kurser i, hvordan man bruger det. [Det eneste, hun mangler i metervis, er noget rygrad, motivation og tid].
• Jeg satser på, at vi godt kan finde sammen igen en dag, mig og fitnesscenteret. Hvis jeg skulle fortryde. Og alligevel ikke kan leve uden.

I stedet har jeg hidkaldt BS Lehman. Medbringende en seriøs omgang bootcamp. Jeg er nemlig meget billigere end… eller… [noget lyder ikke helt rigtigt]. I hvert fald er træningen nu genindført rykket udenfor og hjem. Udstyret klar til at blive støvet af. Det benhårde træningsprogram lagt. Og alle pengene brugt på noget andet.

Jeg går i luften på mandag. Når slut-30′erne for alvor august rammer.

Så er Fit Living #8 på gaden. Smugkig i det her… og nyd særligt uddraget af de 4 effektive øvelser på side 12-13. Jeg ved, at skribenten selv har gennemtestet dem alle (og nej, hun får ikke provision eller royalties af salget) :-)

Vil du også gerne leve lige lidt sundere, skønnere og sjovere – så er det Fit Living, du skal have fat i. Du slipper stadig ikke helt for selv at gøre den hårde del af jobbet, men fin læsning og masser af gode råd til at hjælpe dig på vej, er der masser af på de flotte og informative sider. Siger en af bladets helt objektive freelanceskribenter :-)

Smugkig i det nyeste nummer af Fit Living her.

Så er der lige præcis 4 måneder. Til Berlin Marathon.

Er jeg klar? DET er jeg ikke! (Med mindre de har reduceret ruten til 12-15 km).

Bliver jeg klar? ANER det ikke. (Min træningsplan siger jo-jo. Mine ben siger måske. Min rygrad (hvem??) snakker vi slet ikke om).

Men slæber jeg min krop igennem det under alle omstændigheder? DET gør jeg. Basta. Det står der nemlig på min lykkeløbetrøje, at jeg skal: Run when you can, walk when you have to, crawl if you must; just never give up (venligst peppet af Dean Karnazes).

Må dog nok hellere lige få løbet lidt i weekenden. Og spist lidt pasta.

Er det ikke det, alle rigtige maratonløbere gør?