Else Marie Lehman

Hvad jeg har lært af februar 2012:

Jeg er ikke spor for gammel til Rasmus Seebach. Eller hans musik.

Jeg er alt for gammel til at holde børnefødselsdag en hel uge.

Når man lige er fyldt 4, er man både meget, meget stor og utrolig lille på helt samme tid. Særligt i sin mors øjne.

Jeg ser det stadig som min borgerpligt at udrydde alt spiseligt i forbudt-kategorien fra matriklen. Og at anskaffe det i første omgang. Og jeg er vildt god til det! Gang på gang. På gang.

Skoldkopper er onde. Og går benhårdt efter de mest mærkværdige og private steder på små kroppe. Og de kan sagtens ødelægge nogens mors alt for ambitiøse arbejdsplaner for det meste af en februar måned.

Copenhagen Dining Week er virkelig et genialt koncept! Som man burde udnytte støtte endnu mere.

Jeg kommer alt for sjældent ud på Restaurant Frederiks Have!

Jeg er stadig slet ikke sådan én, der får lavet mit momsregnskab på forkant. Eller indberettet til SKAT før 3 minutter i-(skråstreg-over) deadline.

Det er ikke spor løgn, når de kalder Bamix stavblenderen for en tryllestav. Men man bliver alligevel overrasket hver gang. Selv efter flere års ejerskab og tæt på daglig brug.

Jeg er overraskende nok så stort et menneske, at jeg godt kan lade Manden tage til fodbold, imens jeg rydder op efter børnefødselsdag. Men ikke stor nok til, at jeg ikke skal roses og have credit (med bonus) for det.

En kiropraktor er ikke kun for alle de gamle andre mennesker. Og ja, han er lige så hårdhændet, som de siger. Men det virker. Skidtet.

Jeg har stadig enkelte traumer fra tiden på Vesterbro.

Jeg er tilsyneladende alligevel ikke mere kemiforskrækket, end at jeg godt gider at prøve det der shellac. Hvis prisen bare er den rette. (Tak, Downtown.dk).

Det er meget hyggeligt med en ny facebook-side. Og hyggen (plus gaveregnen) stiger fuldstændig proportionelt med antal likes. (Siger det bare…).

En TV 2 torsdagsserie om en folkeskolelærer med knald i trussen låget? Jo, den kan faktisk godt stryge ind på noget her-og-nu top 5 favorit-tv.

Korrespondenterne er afgjort på listen over nye yndlingsprogrammer. Jo, de er!

Lad mig bare give dig tre (ud af de fem) gode grunde:

1.

Ulla T er simpelthen bare dronningen over dem alle. Alle! En dame, der ved alt om det hele – lige meget hvor nogen finder på at flyve hende hen. Hvis hår altid sidder lige i skabet, uanset vindretning og -styrke. Og som ved, hvordan man poserer foran et kamera. Grandiost. Holder du kurser i det, Ulla? Eller kan man komme i noget erhvervspraktik, måske? 

2.

Tantholdt i khaki og beskyttelseshjem! Jamen, man behøver jo faktisk slet ikke at have lyd på apparatet (tv’et, naturligvis) for at det spiller max. Vel?

3.

Steinmetz, det sympatiske menneske med det smittende smil… en mand, der bekræfter teorien om, at de pæneste altid er bøsser som jeg i øvrigt har trænet i mine instruktørdage. Vel har jeg så! **CENSUR af plat joke om at rive i jern** 

Sådan en cocktail kan man da kun elske! Og be’ om endnu en omgang af. Ing?

Når jeg ser den der trailer, som TV 2 har kørende hele! for tiden for noget upcoming herrehåndbold – du ved, den med Mikkel Hansen – så tænker jeg det her. I cirka samme rækkefølge. Hver gang.

• Han er da godt nok blevet en voksen mand, ham Mikkel.
• … og så må jeg samtidig være blevet gammel.
• Han har godt nok fået meget skæg, ham Mikkel.
• … Og hår. Mon de egentlig hiver ham i det derude på banen?
• De er godt nok glade for ham Mikkel, dem i TV 2′s programafdeling.
• Har de mon glemt, at der faktisk er et helt hold, der spiller det der håndbold?
• Det må være en lille smule ærgerligt for alle de andre. At de slet ikke bliver nævnt.
• Jeg tror faktisk, at jeg ville blive en lille smule sur, hvis det var mig.
• Og boykotte TV 2.
• Måske også Mikkel. Eller bare stjæle hans tandbørste. Som han også viser frem i reklameblokken.
• Og “der er kun én Mikkel Hansen”… det er vel lige at spænde buen, TV 2. Jeg kunne i hvert fald godt forestille mig, at der rent faktisk findes en enkelt eller to mere med det navn.

Så tænker jeg også lige lidt på min egen håndboldkarriere. Der varede cirka 5 minutter. Og involverede maks ½ grebet bold.

… og når frem til, at der er en grund til, at håndbold ikke er min sport. Heller ikke på tv. Mikkel Hansen eller ej.

Men han ser nu stadig så… voksen ud. 

… at jeg:

• er træt af syge unger? Og bræk? Særligt den, der lander overalt på tysk hotelværelse.
• har fået købt alle julegaver? Og det var ALLE!
• derimod stadig mangler at skrive samtlige julekort? Og det var SAMTLIGE!
• endnu ikke har smagt en eneste nisseøl i år? Eller endnu værre! marcipankonfekt!
• stadig overvejer at vedlægge min egen ønskeseddel, når prinsessernes breve til Julemanden ryger af sted? Just in case…
• snart opgiver ellers ihærdigt og langvarigt forsøg på at gøre manken selvrensende?
• stadig lader som om, man kan pebernøddespise sig i maratonform?
• har lidt svært ved at se, at Nyhederne nogensinde bli’r det samme? Uden Jes Dorph. Ulla T – DU bli’r altså hængende!!

Kender du det… at man – når man allermest gasblå i hovedet på sidste etape af løbeturen – næsten vælter ind i én. Og tænker: “Ham kender jeg da”.

Og får lavet en grimasse. Fordi man alligevel ikke har luft til at smile på den cool/casual måde, man så for sig – inde i hovedet. Og fordi man altså heller ikke helt kan huske, hvor man kender ham fra.

Det kommer man først i tanke om, da man er vraltet løbet forbi ham.

Og så glæder man sig over, at man ikke fik klasket ham på skulderen og brølet “hej – hva’ så?”.

Det var nemlig ham her:

[Foto: Mikkel Tjellesen/TV 2]

Sammen med hende dér, ja. Og en kameramand.

Så lur mig, om der ikke bliver dansetrænet i Frederiksberg Have. As we speak.

***

Kender du så også det, at man virkelig, virkelig, VIRKELIG håber, at kameraet ikke var tændt, da man kom på tværs.For det har med garanti været et syn, som alle godt vil være foruden på fredag i den bedste sendetid.

Og fordi det bare ikke er fair konkurrence OVERHOVEDET at få sin robuste, tightklædte bagdel klippet sammen med Claudias dansepopo.

***

Og inden vi slutter helt: Kender du så i øvrigt også det, at man – når man har næsten-væltet set en kendt – tænker: “Han var faktisk ikke ret stor. I virkeligheden…”??

For 11 år siden købte Kæresten og jeg lejlighed. På under ½ time.

Og det kan godt være, at vi burde have pruttet bare lidt lidt om prisen. Men når man har fundet sit fremtidige hjem, så slår man jo til. På beløbet. Ing?!

Særligt, når det er en rigtig kendisejendom. Selvom man ikke anede det dengang. Hvor der har boet store skuespillerinder*. Legendariske jazzpianister*.  Med mere.

[* ja, ja - flertalsform. Selvom det - hvis man fintalte - ikke er fuldstændig korrekt. Kald det bare kunstnerisk frihed...]

Og i dag kunne ejendommen igen føje endnu mere til kendis-CV’et. Fordi Felix Smidt og Christiane Schaumburg-Müller var på besøg i nabolaget til en omgang lydhealing hos Keld. Inde i nummer 2. Og når det regner på præsten… og den slags. I hvert fald er den røde funkisbygning med de dekorative hvide altaner – i slutningen af indslaget - delvist vores realkreditinstituts.

Hva’be’har!?!!

Gad nok vide, hvad det betyder for ejendomsværdien, at Felix næsten har rørt vores hæk. Og æbletræet med byens absolut bedste æbler.