Else Marie Lehman

Nogen ville nok nyde det, men for andre af os er det med lidt blandede følelser, at vi tager imod sådan et billede her, når det pludselig springer op i hovedet på os:

Pfttt! Og numsemodeller, my ass!!

Så kan man vælge at blive deprimeret og gå i gang med trøstespise - tjek!

Eller man kan vælge at lægge en knaldhamrende hård slagplan for at gøre numse chickaen kunsten efter.

Den skulle nok indeholde sådan cirka det her:

Og så skulle man have hende her i baghånden – til lige at klemme de sidste liter fedt kræfter ud af én. Sådan et par splitsekunder før bikinisæsonen sætter ind:

Hvor svært sku’ det så lige være, skide numsedamer?

Ses vi i hotpants om et halvt års tid?

Man skal aldrig være for fin – eller for opslugt af håbløst vægttabsprojekt - til at støtte en god sag.

Og det er også vigtigt at lære sine børn, at man godt kan hjælpe andre. (Og at det ikke kun er Mors vægt det ydre, der tæller.)

Så når det er Den Store Bagedag, hvor børn bager for børn – så har man da en forbistret pligt til at stille op. Med håndører og tom mave. Så man virkelig kan æde støtte løs.

De snegle, som Ældsteprinsessen havde været med til at producere, viste sig desværre at være lige til den tørre side… Men heldigvis udpegede hun også noget chokoladekage blandt sine værker. Og så var der jo ingen vej uden om et par stykker af den. Også.

Det absolut eneste, der tabte sig i dag, var altså min pengepung. Men den historie kan næppe køre som Breaking. Anywhere.

Er der nogen, der kender en kur, hvor man lige kan tabe en 5-7 kilo natten over?

Sagen er nemlig den, at jeg om to uger skal have taget nye portrætbilleder. Helst uden at blive forvekslet med Miss Piggy, når jeg bruger dem bagefter.

Og der er jo trods alt grænser for, hvad man kan forvente af en ellers dygtig stylist og photoshop. Desværre.

Kulhydrater er et absolut must. Jo lysere og sødere, desto bedre. Jeg ser især gerne, at diæten indeholder muffins, chai latte, chips med guacamole, vingummibamser og Johan Bülows Choc Coated Liquorice. Og en let lille basismorgenmad med bacon, æg og blåbærpandekager.

Anyone?

HUN [kigger på de stramme lederhosen på det nye ALT for Damernes forside-donna... og forudser, hvordan hendes egne lignende garanteret er krympet hen over sommerens ædeflip]:

- Se lige dér… dem der kommer jeg ALDRIG i mere…

HAN [svarer lidt for hurtigt]:

- Næææh…. Jeg ku’ sige det samme…[tø-hø]…

HUN [ved ikke helt, om det var sjovt. Eller way out of line. Brummer mellemfornøjet...]

HAN [ser i det samme en reklame* tone frem i fjernsynet og fortsætter:]

- Der er et par bukser mere, som ingen af os nogensinde kommer i.

* vi snakker naturligvis om denne her:

Men jeg spørger bare: Hvis det nu VAR en konkurrence – på tid eller ej… hvem havde så de bedste vinderchancer??

I rest my case!

Min hund skal tabe sig. Siger dyrlægen. Eller “anbefaler,” som det hedder sig.

Faktisk vejede hun så meget mere end normalt, at veterinærsygeplejersken godt lige ville veje hende en ekstra gang. For at se, om det nu også kunne passe.

Det kunne det.

Beaglen har ellers altid fået masser af ros for, at hun var en rigtig fin, slank sag. Men som så mange andre (og her er det ikke pænt hverken at pege eller nævne navne, så det gør jeg ikke!), har hun levet lidt for godt hen over vinteren. Med for mange godbidder. Og for lidt motion. Og hun har ikke helt fået sig taget sammen til at vende skuden endnu, selvom hun godt ved, at vejret ikke rigtig kan bruges som undskydning for sofadovneri mere.

(Det er stadig beaglen, jeg snakker om!!)

Og der er kalorieregnskabet jo bare ubønhørligt og benhårdt. Også hos hunde. Så det har sat sig. Hele vejen rundt om de ellers meget muskuløse mavemuskler.

Så nu er hendes “ernæringstilstand = over middel.” Og hun “må meget gerne tabe sig ca. 1 kg,” står der på papirerne fra dyrlægen.

Nu er der jo ikke det mindste galt med, at man lige har lidt ekstra på sidebenene. Det kan ske for selv den bedste. Men det er alligevel svært at sidde en kulsort-på-kridhvid opfordring fra fagfolk overhørig. Så beaglen og jeg har givet hinanden pote på, at det skal være løgn. Vi har lovet hinanden, at hvis jeg styrer hendes madskål med hård hånd, så knurrer hun af mig, hvis jeg nærmer mig skuffen med chokolade. Eller lægger an til at tage anden portion af aftensmaden. Jeg har lovet, at hun får et kærligt spark i hundepopo’en, hvis hun ikke gider ud at gå tur i regnvejr. Eller holder for mange tissepauser undervejs. Hun har til gengæld lovet, at hun sørger for at få mig ud af døren, når træningsprogrammet siger løbetur. Og bagefter tjekker, hvor hurtigt og hvor langt jeg har løbet. Og kun lader mig sidde i sofaen bagefter, hvis hun er tilfreds med det, hun ser.

Gør hun ikke, som jeg befaler, ryger hun ud af dobbeltsengen. Leverer jeg ikke varen, skider hun på gulvet.

Det er aftalen. Besejlet med et doggyhighfive.

Så inden sommeren er omme, er vi det absolut fitteste makkerpar på hele Frederiksberg, beaglen og jeg. You watch. You’ll see.

Her gik jeg og troede, at jeg måske alligevel – trods et ganske imponerende dagligt kalorieindtag og pjæk fra et ikke helt ubetydeligt antal løbeture – var på rette vej. Størrelsesmæssigt. Mod den prægravide kampvægt og figur.

Har nemlig ret problemfrit skruet mig ned i helt sædvanlige – og mindre, hurra! – tøjstørrelser end længe. Endda uden at nyindkøbe sommerkjoler (med loose fit, bevares – for at undgå flere af de her oplevelser) af den grund har været på overarbejde.

Og når det er så nemt, så kommer man da lidt i sommerhumør. (Og napper lige en håndfuld kammerjunker og en halv plade chokolade ekstra – because I can - og man skulle jo nødigt forsvinde helt).

Men så viser det sig bagefter, at der bare er gået inflation i tøjstørrelserne. At det er dem, der er vokset, og ikke mig, der er skrumpet.

&%¤#”#&¤&/@$£@$€!!

Fuskerfænomen er endda så udbredt, at det har et navn – vanity sizing. Som betyder, at tøjproducenterne tager røven på os ved at sweettalke vores forfængelighed. Fordi det føles rarere at have et XXS end 4XL i nakken, mener vi. Tilsyneladende i så heftig grad, at vi gerne slider hårdere på kreditkortet for at få en “mindre” størrelse klistret på garderoben. Også, selvom den langt fra er det ved fintælling med målebånd.

Dælendylme smart marketing! 

Og så rørende enkelt.

For selvfølgelig betyder størrelsen noget. Det ved enhver kvinde da.

…as being slim feels.

Det læste jeg engang, at Jennifer Lopez skulle have sagt.

Jeg er personligt i tvivl. Mange gange om dagen. Faktisk flere gange i løbet af hvert måltid. Men måske er det der tynd noget, man er nødt til at have prøvet.

Jeg har derimod prøvet at spise. Og det kan jeg godt lide.

Måske derfor så min bedre halvdel (og sådan er der jo så mange mærkværdige talemåder) sig forleden nødsaget til at gøre mig opmærksom på, at jeg løb en vis risiko, hvis jeg havde tænkt mig at valse rundt i den kjole, jeg glad havde fundet frem fra gemmerne (fra BC: Before Children). Og at vi måske lige skulle forberede os på, at nogen kunne komme på den tanke, at vi skal have flere børn. Som i nu.

Det skal vi ikke!!

Det har bare været en meget lang vinter. Uden træning. Uden søvn. Men med masser af tid til at tømme slikskuffen (og fylde den – og munden – op igen).

Så jo, den der kjole sad så nok lidt vel tæt. Og måske også andre steder, end den tidligere gjorde (og end den fra designerens hånd var tiltænkt, velsagtens).

Men det er der jo råd for. Og jeg skal vise ham, skal jeg. Så jeg har straks:

1. Kylet kjolen langt ind i skabet. Den var alligevel so last season.
2. Været på netjagt efter en erstatning. Loose fit, tak!
3. Sendt Manden ud for at købe en ny badevægt (jeg har tilsyneladende taget livet af den gamle – hvilket han dog var klog nok til ikke at kommentere). Så vi lis’som kan få tjek på de kolde fakta.
4. Sagt nej tak til et stykke chokolade. So far, so good.

(Og 5: Sagt ja tak til et andet stykke – bare lige for at tjekke, om hun har ret, hende J Lo – men choko’en smager stadig uforsammet godt, desværre…)