Default Lørdag. Også kendt som Fjernsynslørdag.

Den involverer pt Danmark har talent, yogapants (den lettere opdaterede version af joggingbuksen) og rester af fredagsguffen. Og aftaler om, at vi også skal spille det der nye brætspil. I morgen, altså. Efter, at vi har gået en lang tur. Og bagt både rugbrød og (sund, naturligvis) kage. Kan sidst på aftenen customizes med seneste crush på Netflix.

Fordi det er søndag i morgen, kan ungerne i øvrigt godt selv få lov til at børste tænder, så du kan blive siddende i sofaen og styre slagets gang derfra. Det er der ingen, der opdager.

Den sociale Lørdag: Dobbelt-op på børnefamilie.

I har inviteret en anden børnefamilie og spiser noget børnevenligt i en lettere festliggjort – men ikke alt for spicy eller på anden måde eksotisk – version.  7 minutter inde i måltidet, hvor I endelig er færdige med udskæring på de yngstes tallerkener, er I kun voksne tilbage ved bordet. Og så kan I rigtig få vendt både folkeskolereform, næste ferie og de træningsplaner, der bare ikke er tid til at gøre noget ved med børn, hen over rødvinen. Inden gæsterne skal hjem og ungerne i seng. For der er jo stadig en dag i morgen. Og hvor er det egentlig også dejligt at ligge under dynen.

Fås også i en version, hvor det er jer, der er på besøg hos anden børnefamilie.

One-in-a-Million Lørdag. Også kendt som Voksen Lørdag.

Meget sjælden udgave af lørdagen, hvor børnene er på overnatning hos venner eller bliver passet på anden vis. Er faktisk så sjælden, at den i mange børnefamilier kan tælles på én hånd. Nogensinde. Og derfor kan den godt være lidt svær at vide, hvad man egentlig skal stille op med. Særligt, fordi man aldrig helt kan regne med den, før man reelt står midt i den, og derfor er det noget af et longshot at investere i fx teater- eller koncertbilletter flere måneder på forhånd. Men en reservation til klassikeren dinner-and-a-movie kan jo heldigvis afblæses i sidste øjeblik, hvis One-in-a-Million bliver til None-in-a-Million. Så den vinder for det meste.

I praksis kan denne variant dog lige så tit ende i Fjernsynslørdag for voksne. TV-valget vil typisk være det samme. Og det sover man ganske glimrende til, når ingen kravler rundt på én eller skal serviceres samtidig, viser det sig.

Den syge: Kast-op Lørdag.

Starter ofte godt og involverer planer om en af ovenstående modeller (oftest Den sociale Lørdag eller One-In-A-Million Lørdag). Hen på eftermiddagen annoncerer mindst ét barn ondt i maven og en halv time senere er der opkast. Typisk ud over sofaen, dig, hund og den bunke vasketøj, du “lige skulle til at lægge på plads” (“i morgen”). Resten af dagen tilbringer du i akavet liggestilling med pjevset barn i den ene arm. Imens du i det skjulte spiser chips til aftensmad med den anden. Stadig med lidt bræk (en andens) i håret. Hvor det i øvrigt også godt kan være et par dage senere.

Sådan en lørdag havde jeg sidst.

Kærlig hilsen Else Marie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.