Forfatterloven

Engang, da jeg var ung, hørte jeg Hanne-Vibeke Holst sige, at man først for alvor bliver en god forfatter, når man runder de 40. Fordi det kræver en vis portion erfaring og sådan.

Det er i hvert fald sådan, jeg har husket udtalelsen siden. Og så siger det jo sig selv, at man ikke har noget at skamme sig over. Ja, at det nærmest slet ikke kan betale sig at gøre forsøget sådan for alvor, når man nu bare ikke er “gammel nok”.

Det kan man faktisk godt bilde sig selv ind. Imens man kigger til den anden side, når nogle unge knøse høster laurbær eller slæber anmelderroser hjem.

For man skal nemlig bare lige have den rigtige alder. Præcis som med vinstokkene. Så skal de bare se!

I hvert fald lige indtil det går op for en, at det er ved at være nogle dage siden, man hørte Hanne-Vibeke sige det der. Så mange, at man faktisk ikke kan huske, om man egentlig læste det i stedt for… ja, man kan næsten komme helt i tvivl, om det i virkeligheden var hende eller en helt anden, der sagde det. Der er også samtidig gået præcis så mange år, at man for længst har passeret den der magiske grænse, der burde gøre en forfatteregnet. Gerne lidt mere per automatik.

Så tænker man, at hun måske mente 50?