Man er vel jyde. Og når man er det, så vil man typisk helst spare momsen så meget som muligt – på det meste.
Derfor var der lige ved at opstå tumultariske tilstande på matriklen for nylig, da familien skulle i Legoland, og børnenes Club BR kort var forsvundet. De kort, der giver gratis børneentre, forstås.
Heldigvis var Google som altid en ven i nøden. Og jeg fandt frem til, at Skolemælk.dk faktisk også tilbyder gratis entre til småfolket (frem til 30.9.2016). De skal blot farvelægge en tegning eller besvare en quiz. Det genskabte husfreden hos den voksne generation og vakte tilmed stor jubel blandt familiens yngste.
Min såkaldt Bedre Halvdel viste sig dernæst tilmed leveringsdygtig i rabat på voksenbilletterne takket være firmaets Logbuy aftale. Og således endte alt i fryd og gammen. Med moms endda.
Nå. Hvem disker så lige op med tilsvarende tips til Djurs Sommerland i sommerferien?
PS: Det viste sig så efterfølgende, at de famøse Club BR kort i disse nymodens tider kan downloades i Club BR appen. OG at de eftersøgte medlemskort i øvrigt lå i bunden af min pensionerede pung, som ellers var blevet gennemsøgt. Flere gange. Men det er en helt anden historie.