Kan I huske der ved årsskiftet 2019/20, hvor vi stod i vores stiveste puds og tog pænt imod det nye år, helt glade og spændte på, hvad det havde med i posen?

Vi blev godt nok klogere, hva’?

Jeg burde nu meget tidligt have vidst, at 2020 ville blive en uskøn sejtrækker. Året var kun ganske få dage gammelt, da vi måtte sige farvel til vores skønne, næsten 15-årige beagle, som pludselig blev meget dårlig og svag. Hendes normale dyrlæge var stadig på juleferie, så vi havnede i kløerne på en modbydelig kælling uforskammet og uempatisk type, der formåede at gøre situationen endnu værre, end den var i forvejen.

Det tudede vi alt sammen en del over i januar. Og februar. Bare til en start.

Inden vi på nogen måde havde sundet os, fulgte flere triste tab i familien og bekendtskabskredsen. Og så havde man jo ærlig talt efterhånden lyst til at sende 2020 retur.

I det mindste var der kommet styr på skolesituationen, da Yngstebarnet skiftede skole i sidste del af 2019. Og det gik fint. Rigtig fint, endda.

Vi var selvfølgelig også stadig lykkeligt uvidende om, at alle de skolearrangementer og legeaftaler, som 2020 skulle have budt på, for at også forældrene kunne lære de nye klassekammerater at kende, meget snart ville blive aflyst. Ét efter ét. Vi anede ikke, at vi derfor her et år efter skolestarten stadig kun kender de fleste fra klassefotoet og endnu ikke har nogen idé om, hvem deres forældre er.

Nå, men bedst som Yngstebarnet var havnet i “verdens bedste klasse”, sagde Ældstebarnets to hovedlærere farvel til hendes skole, og inden årets første uge var omme, havde hendes klasse haft flere vikarer uden planer, end vi andre havde på en hel skoletid. Og sådan gik det derudaf i januar og ind i februar med masser af film, fri mobilbrug og spild af tid.

Det tog – igen – “lidt” tid, før skole og forældre så nogenlunde ens på den sag.

Men der kom en rigtig god løsning, om end den godt nok var længe undervejs. Det viste sig simpelthen, at en flagermusvirus fra Kina kunne rejse jorden rundt hurtigere, end det var muligt at dække dansk- og matematiktimer i en frederiksbergsk folkeskole med stabile lærerkræfter.

Fredag den 6. marts nåede jeg på falderebet at se Sommeren på Birgitø (yay!) med manden ude i den virkelige verden. Aftenen efter måtte hele familien til gengæld følge Melodi Grand Prixet i nattøj fra sofaen i stedet for Royal Arena. Og siden er alt sjovt, rart og socialt jo bare støt og roligt blevet aflyst.

Dagen, der fulgte nedlukningspressemødet, fik jeg som et lyspunkt go på den bog, jeg havde pitchet til mit forlag igennem halvandet år. Og det fejrede vi selvfølgelig, selvom bogen netop i corona/hold-ferie-i-DK-tider salgsmæssigt havde været mere end genial at kunne sende på gaden cirka… tja, halvandet år før, den nu ender med at komme det.

Til gengæld havde jeg jo både en rejsedagbog og en guide til løb i europæiske storbyer på hylden til dem, der lige havde brug for den slags bag de nedlukkede grænser.

Timing, dit røvhul!

Snart begyndte snakken at gå på, om man også burde lukke broerne mellem landsdelene, for at folk ikke skulle bevæge sig for meget rundt i påsken eller få den vanvittige [sic] idé at rykke i sommerhus i stedet for at gnide sig op ad hinanden i storbyerne.

Det skyndte vi os så at gøre. Tage i sommerhus, altså. Helt afsprittede og coronafri, naturligvis, og fuldstændig inden for Søren Brostrøm-acceptable rammer. Og således havde vi nogle faktisk ret fine uger i det vestjyske med lange gåture, bøger, frisk luft, Phillip Faber og gensyn med bl.a. Matador. Ja, tiden gik nærmest i stå der i marts og april.

Dermed ikke sagt, at diverse onlinemøder og hjemmeundervisning ikke gav visse udfordringer og satte familieidyllen på prøve 117. gange dagligt ved et par lejligheder.

Må jeg i den anledning lige tilføje en lille justering af det gamle råd om at gifte sig med en, man kan finde ud af at blive skilt fra: Er du gift med en, du kom igennem 2020’s strabadser med, kan I klare alt.

Det ene pressemøde afløste det andet. Vi så dem alle og forsøgte at finde logikken i det hele.

Også her satte politikerne 2020 os lige lovlig (pun intended) tit på hård prøve.

Sommeren kom dog heldigvis uanset, og ferien brugte vi som alle andre danskere på at (gen)opdage landet. Vi kørte Jylland tynd, fra Skagens odde til Sønderjylland. Vi var omkring Fyn, Langeland og Ærø. Jamen, jeg var ligefrem i vandet på danske breddegrader. Vesterhavet, endda.

Til gengæld så vi stort set ikke familiens ældste, og vi var i lange perioder helt forment adgang til min fars plejehjem. Alt imens måtte vi høre på politikere og andre “kloge” hoveder, der anbefalede, at man “bare kunne facetime” og til UG demonstrerede, at de i hvert fald ikke vidste, hvad det vil sige at være pårørende til fx en dement.

Det måtte jeg så hjælpe nogen med at forstå lidt af, da vi kom ind i august, og min far fik lungebetændelse og derfor per automatik røg i coronaisolation, i det, der meget vel kunne blive hans sidste dage, alt imens “systemet” smølede med resultatet af hans test. Som helt forventeligt var negativ, da den endelig kom.

Jamen, det tog hans datter ikke pænt. Altså smøleriet og forbuddet mod at kunne være hos ham imens.

Hun skrev til både Regionsrådsformand og Sundheds-/Ældreministeren og klagede. Simpelthen. Fordi hvis ikke hende, hvem så?!!

Førstnævnte fik hun svar fra ganske få timer senere. En lørdag aften. Et meget sagligt og empatisk ét.

Ministeriet svarede godt og vel to måneder senere med et intetsigende standardsvar fra skuffen. Men “værdsatte” at høre om “oplevelserne”, som “indgår i ministeriets videre arbejde”.

Mailen ankom i øvrigt samme dag, som min far døde efter at have været rask og blevet kortvarigt syg (stadig uden covid-19 involveret) igen. Og efter 7-8 måneder, hvor han kun i begrænset omfang havde set sine nærmeste (covid-19 en hel del involveret!).

Det kunne jeg sige og skrive meget om. Og det kommer jeg til på et senere tidspunkt. Men i hvert fald bekræftede 2020 der sidst i oktober, at der ikke er noget, der er så slemt, at det ikke kan blive endnu værre.

På mirakuløs vis fik jeg alligevel afleveret manuskriptet til den kommende bog den 1. december. Ingen – udover min såkaldt bedre halvdel – har læst det endnu, for Redaktør er i mellemtiden gået på barsel, og nogen afventer derfor stadig spændt Ny Redaktørs tilbagemelding.

Imens fulgte vi måbende, hvad der skete i USA. For vi kommer jo heller ikke uden om, at de gik til valg derovre i november. Eller at resultatet godt nok trak ud. Og i den forbindelse er vi simpelthen nødt til lige at dvæle lidt ved, hvor umanerlig elendig en taber, det åbenbart er muligt at være.

I mellemtiden var det da i den grad blevet vinter. Selvfølgelig uden formildende sne. Men corona hærgede om ørerne på os, og selvom familiens voksne stort set ikke så andre mennesker, var ungerne jo stadig i skole og til træning, så at de – og dermed vi – sneg sig udenom smitten, er et mindre mirakel.

Ældstebarnet måtte dog coronatestes i begyndelsen af december, da hun pludselig fik feber og var sløj.

Efter et negativt svar og få dage tilbage i skolen, blev hun hjemsendt pga. smitte på årgangen – og måtte igen afsted til test. Og sådan morede vi os så herligt frem og tilbage med det.

Øjeblikket efter sidste negative testsvar sagde Mor Mette, at alle store skolebørn bare skulle blive hjemme indtil det nye år. Først skulle 4. klasserne også, men det nåede at ombestemme sig omkring igen. Derfor måtte Den Yngste stadig i skole, alt imens vi andre sad hjemme på lårene af hinanden og forsøgte at finde både lidt arbejdsro og julestemning.

For selv i 2020 blev det jul. Den skulle vi holde med så få som muligt, sagde de. No shit, Sherlock, tænkte én, der i årets løb havde mistet både sin firbenede krammebamse og allertrofasteste følgesvend gennem mere end 14 år og sin far og ærlig talt synes, at feltet allerede var svundet mere end rigeligt.

For dog at kunne være sammen med familiens 3-4 andre medlemmer af bedsteforældregenerationen på forsvarlig vis bookede vi igen tid til test. Denne gang til alle. Og det gik fint og gnidningsfrit. Altså lige indtil det blev min tur, og alle mine reflekser nægtede at have med vatpind-langt-nede-i-halsen at gøre.

Jeg vil i den forbindelse gerne sende mine varmeste nytårshilsener og en ekstra undskyldning til den stakkels unge mand, der foretog den famøse halspodning på mig, og som jeg i den anledning skubbede væk de første 5-6 gange, inden han fik held med projektet (udelukkende fordi han efter en håndfuld mislykkede forsøg insisterede på at placere mig på en stol, så jeg heller ikke kunne bakke væk undervejs).

Hvis man skal sige noget positivt om oplevelsen, så kastede jeg faktisk ikke op. Det føltes og lød bare sådan.

Jeg ved ikke med ham, men jeg har i hvert fald fået traumer for livet omkring halspodning. Og inden næste pandemi må nogen faktisk godt finde på en anden metode, hvis jeg skal have noget med det at gøre. Ellers skrider jeg hellere i permanent selvisolation fra start til slut.

En allersidste nedtur i 2020 var, at nytårsaften selvfølgelig også blev aflyst. Ikke, at den plejer at være det store brag, for vi har været artige hundeforældre i 15 år og pænt holdt os hjemme hos vovsen. Men det skulle vi jo ikke nødvendigvis i år. Altså hvis det ikke lige havde været for corona, som naturligvis ville nå at spænde ben en sidste gang, inden 2020 endelig skred.

Siden har jeg forsøgt at smutte ganske ubemærket ind i 2021. Oven på det, 2020 diskede op med, vil man jo gerne bare lige snuse til, hvad det mon er for en størrelse, inden man for alvor skriver sig op til noget.

En uges tid inde er vi dog endnu ikke for alvor blevet uvenner på det personlige plan, og det er jo allerede fremskridt. Men verden opfører sig som bekendt stadig virkelig sært, så lad os nu lige tage en dag ad gangen, inden vi jubler for meget.

Godt nytår! And may the force be with us.

(Billeder fra Giphy.com)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.