En januar i lockdown er om muligt lige et nummer mørkere, koldere og længere, end en januar normalt kan være. Men selvom du måske for længst er løbet tør for julekonfekt og -småkager og til trods for nedlukning og isolation, så kan det altså sagtens blive en hyggelig måned ved hjælp af gamle klassikere:

Genoptag en hobby eller afprøv en helt ny. Jeg kan fx anbefale broderi. Og ja, jeg skrev broderi – noget, jeg ellers ikke har dyrket i mere end 30 år. Men nu sidder jeg lystigt og laver bogmærker med Batman og Harry Potter-inspiration, til/fra-kort og pink Beatles-ophæng med korssting, så snart jeg ser mit snit til det. Og det lader til at være nogenlunde lige så smitsomt som andre ting, man hører om for tiden. I hvert fald har begge børn også fået smag for nål, tråd og korssting, og kigger man på de sociale medier, er vi langt fra de eneste (søg fx på “broderi”, “korssting” og “cross stitch” – eventuelt kombineret med “funny”, “modern” eller “feminist”, hvis du foretrækker tingene lidt mere… kulørte). Skal du med på bølgen?

Lær et nyt sprog. Eller hyg dig med at finpudse et, du kan i forvejen. Brug fx. appen Duolingo. Den er ret genial. Hvis du vil ofre lidt penge på det, kan du opgradere til en udgave uden begrænsninger og reklamegejl, og så kan du ellers køre på i dit eget tempo. Her er mulighed for at samle streaks og konkurrere med andre brugere om indsamling af ‘point’ og avancering til højere ligaer, hvis den slags motiverer dig – alt imens du pludselig bliver bedre til artikler og bøjning af verber. Jeg har fundet en ret god rytme med alt mellem 10-15 minutter og tre kvarter dagligt og har fået banket den værste rust af mit franske, som ellers var virkelig langt væk. Men når verden åbner, er jeg klar til at fyre en bestilling af på en fortovscafé i Paris eller Nice. S’il vous plaît!

Se en serie. Eller tre. Familien Lehman er ved at arbejde sig igennem DR’s Krøniken fra 2004, som de yngste ikke tidligere har set (dr.dk). I årets første dage så vi alle 3. sæson af fællesfavoritten Cobra Kai (Netflix-fortsættelse af legendariske Karate Kid med en stor del af det oprindelige cast (!!)) nærmest i ét stræk. Forældrene har sideløbende set The Right Stuff om Mercury-rumprogrammet (National Geographic/Disney+). Også thumbs up til den. Trænger man til endnu mere, kan man selvfølgelig også få gjort indhug i den obligatoriske filmliste. (Jeg kan også lige tilføje, at sæson 11 af Modern Family er på Netflix…, apropos favoritter-der-hitter i hele familien).

Byg LEGO – enten af det gamle, I har stående, eller noget spritnyt. Jeg kan ikke være den eneste, der er lidt lun på den nye 2021 Botanical Collection – særligt bonsaitræet (apropos Karate Kid/Cobra Kai)? Og den klassiske røde LEGO Creator van.

Læs bøger! Naturligvis. Det gavner det meste. De kan også købes online under nedlukningen, og selvom bibliotekerne ikke har åbent, tager flere af dem stadig imod bestillinger og udleverer efter nærmere aftale. (Inspiration til læsestof fra min 2020-bogliste her).

Gå ture. Selvom året er nyt, og alt skal være bedre, fittere og mere effektivt end i det gamle, behøver alt ikke at handle om benhård, sveddryppende træning. Mindre og andet kan sagtens gøre en forskel, både på humør eller form. Gå alene (eventuelt med en podcast eller lydbog i ørerne) eller tag familien med. Få samtidig lidt dagslys og d-vitamin, hvis I har mulighed for at komme afsted midt på dagen. Find inspiration til ruter lidt væk fra egen hoveddør hos fx Hjerteforeningen eller Vandretursguiden.

God fornøjelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.