Født i 1973 og opvokset i Det Strategiske Kryds, Vejen. Pitstoppede i Odense, Århus og Honolulu (!) på vejen mod Hovedstaden, hvor teltpæle og fodsåler er groet fast i postnummer 2000.

Er 160 cm på den højeste led og størrelse 38/39 på den nederste. Mor til to døtre (anno 2008 og 2010) af absolut højeste karat. Tidligere beagleejer og for altid hundemenneske. Gift med Årets Fodboldspiller anno 2010 i FC Nepperharty.

Begejstret for havudsigt, danske æbler, podcasts og Bülows lakrids A. Storforbruger af skrivehæfter, post-it lapper og to do lister. Dybt afhængig af wifi, tandtråd og bærbar. Og bøger! Bliver et meget bedre menneske af en lang skønhedssøvn, en løbetur og et veltilberedt, robust og rigeligt foder. Forsøger at lære, hvordan man behersker bue og pil, en ukulele og en god, gammeldags hovedstand. Dagdrømmer om Hawaii, roadtrips med familien, walk-in closet og flere timer i døgnet.