Else Marie Lehman

Forleden var Ældstebarnet på tur med børnehaven. Til noget festival, hvor man både lavede snobrød, var på ninjaskole, og hvor man ikke mindst fik sig et indianernavn.

Som enhver ved, er et indianernavn en alvorlig sag. Det er noget, man vælger meget, meget omhyggeligt. Dels ved at overveje, hvilket dyr i heeele verden man elsker mest. Og dernæst, hvad man er aaallerbedst til at lave eller gøre på legepladsen. Eller i en snæver vending bare generelt.

Min førstefødte hedder derfor nu Løbende Hest.

Bedsteveninderne kalder sig henholdsvis Klatrende Hundehvalp og Klatrende Marsvin.

Vi andre måtte så selvfølgelig også med i klubben. For hvem kan i længden leve uden et indianernavn, der for alvor fortæller, hvem du er?

Yngsten kan bedst lide hunde og er brandgo’ til at at grave i sandkasse, mente hun. Ergo har vi dér Gravende Hund.

Farmand var selv lidt i tvivl, om han er en Spisende Søko eller Sovende Ko. (Nogen af os foreslog noget med “Netflixende…”, men selv med  ”Tyr” eller “Hingst” hæftet på, faldt det aldrig rigtig i god jord).

Og personligt lyder jeg fremover i al beskedenhed navnet Dansende Delfin. Kan dog på ingen måde udelukke, at det også er mig, der dukker op, hvis du kalder på Kagespisende Havskildpadde…

Jeg har længe haft lidt kig på det der reformertræning. Man kan jo ikke åbne et kulørt ugeblad (hvis man nu – rent hypotetisk – kunne finde på den slags) uden at læse om en stribe af de unge, smukke og kendte, der roser det til skyerne og har tabt 17 kilo på halvanden uge takket være netop det fænomen.

Og den slags glam resultater gider vi jo godt. Så jeg bed tænderne sammen og bookede en prøvetime… og tænkte i samme ombæring, at jeg måtte have noget moralsk opbakning med. Ikke mindst, hvis jeg skulle få brug for hjælp til at blive klippet eller skruet ud af det Storm P agtige apparat igen. Eller til at kravle hjem bagefter med en halvtortureret krop.

Så jeg lokkede Bente med. Vi har nemlig flere gange haft planer om en frokost. Eller et glas noget. For at møde hinanden ude i virkeligheden. Uden at det er lykkedes. Og hvad er så mere nærliggende end at foreslå en første date på et uhyre af en reformermaskine – vel?

Bente var frisk. Eller… vi fik nok begge kolde fødder et halvt hundrede gange i løbet af ugen, der gik, før det var alvor. Mest på grund af træningen. Og mig af frygt for at komme til at fise upassende (egentlig ved jeg ikke, om der findes passede måder at fise på…?). Så jeg havde nøje instrueret Bente i, at hvis det skulle ske, så ville vi begge kigge meget misbilligende på dem over for os. Og ryste let på hovedet.

Det blev dog ikke nødvendigt. Men vi fik svedt. Både af anstrengelse og af frygt for apparatet og for at blive smidt af det eller hevet ud i en ufrivillig spagat. Jeg havnede på apparatet fra helvede, hvor der meget passende stod død over mormorarmene – og netop min triceps døde da også fuldstændig undervejs, så jeg måtte ty til den forbudte svagpissermodel med at smide noget vægt af. Eller hvad den slags nu hedder på reformersprog. 

Og således kom jeg igennem timen. Med rystende ben under udstrækningen. Samt mere end almindeligt ømme mavemuskler og lægge i dag. Men det kan man nok ikke klage over nogen steder? Lis’som man vel heller ikke kan over, at der ikke var en eneste kendis i miles omkreds på timen.

Til gengæld er det nok lige værd at glæde sig over, at man uden for enhver diskussion har gjort sig fortjent til, at næste date med Bente involverer noget, der kan fyldes indenbords. Siddende på en café. Og at der udelukkende skal sved på panden ved den lejlighed, hvis solen skinner over Nyhavn eller tjeneren tilfældigvis er sehr, sehr… “reformiert”.

I går viste Ældstebarnet veninden sin seneste kreation på tegningefronten: “Det er mig, og det er Freya. Hun blev konfirmeret i weekenden. Hun er nemlig stor.”

Veninden: “Hvad er konfirmeret?”

Ældstebarnet: “Det betyder, at hun tror på Gud.”

Veninden: “…?”

Ældstebarnet: “… Gud – det er ham, der har skabt HEEELE byen!”

Jeg er ikke helt sikker på, det var præcis sådan, ordene faldt, da hun selv fik Ham beskrevet for nogle dage siden. Men alt er også federe i ens helt egen fortolkning. Ing?

Tilbage i januar mødtes jeg med en mand og hans hund. Til en luftetur og snak om hundeejerlivet. Det var lige før, det breakede i gult og neon, at de begge var på vej til et andet land med resten af deres flok. Og den ene til en helt ny station.

Resultatet af snakken og den lille improviserede fotoseance kan ses i Dansk Kennel Klubs Hunden, som er på gaden lige nu. Hvis du fx er til hunde, nyhedsværter eller bare mere specifikt Langkilder…

Egentlig havde jeg lovet mig selv at kvitte al junken. Altså den med sukker og fedt og sår’n. Bare i et par måneder og en 5-8 kilo.

Og det gik så fint. Faktisk. I halvanden uge. Så tog Manden nemlig til Italien på noget arbejdstur. Og jeg hang på indkøb, madlavning, numsetørring, hente/bringe, hundeluftning, underholdning, og hvad vi har. I TRE DØGN. Helt alene. Og med genial timing blev jeg selvfølgelig svimmel-kvalme-sy-y-yyyg midt i det hele på dag ét, og måtte bestikke ungerne med Netflix for at få en timeout under dynen. Og derudover kun lige magtede at kaste aftensmaden ind på bordet til dem og be’ dem holde kæft selv lige få børstet de der tænder før sengetid.

Med den akutte dårligdom forsvandt appetitten. I hele halvanden time, hvilket næppe er helt nok til at kunne ses på vægten. Og det havde været ok, hvis den ikke var kommet tilbage i morges med renters rente. Og havde taget noget selvmedlidenhed med sig. Dog heldigvis ikke i større mængder, end at det var til at købe sig fra det i nærmeste Fakta, inden man driblede hjem på sofaen og plejede sig selv. Når ingen andre nu gad.

Det gjorde man – naturligvis – ved allerførst at nappe to Karen Volf vafler med vaniljecreme til morgenmad. Efterfulgt af en Snickers. Garneret med lidt æblejuice og en god håndfuld engelske vingummier. Toppet med et par ekstra vafler og en Snickers mere.

Jamen, det er jeg da heller ikke specielt stolt af. Fordi det næppe har gjort noget godt for Projekt Sommerform. Men til gengæld gav det en gedigen kvalme. Længe før frokosten (som jeg slet ikke vil nærmere ind på).

Til gengæld er jeg ret stolt af, at jeg i et splitsekund fik mønstret så meget rygrad, at jeg smed 2/3 af vingummierne ud – som i HELT ud i affaldsskakten –  inden jeg hentede unger. Bare for at sikre, at historien ikke skulle gentage sig her hen på aftenen. Og det er vel også en slags præstation. Selvom jeg lige nu, hvor kvalmen er væk og glemt, fortryder det ret bittert. Utvivlsomt dagens allerstørste.

PS: Karen Volf vaflerne? De sørgelige rester ligger stadig i køkkenet og venter på, om de ryger i løgnhalsen eller skralderen…

Jeg har aldrig nogensinde haft en forestilling om, at jeg skulle være lærer, når jeg blev stor. Nok mest på grund af det med tålmodigheden. Eller manglen på samme.

Det er nu ikke fordi, jeg jeg ikke har givet det en vis chance. For da jeg studerede der i 90′erne, havde jeg en kort karriere som det, vi kaldte “cykelvikar”. Det var sådan en, der blev ringet op om morgenen, typisk mellem 7.30 og 8, og så skulle stille som vikar på en skole et sted i byen. Måske til tysk i 7., musik i 5. eller til kristendom (det hed det vist stadig dengang) i 2. Måske til tre timer – måske til syv. You never knew.

Det var ikke nemt. Det var ikke sjovt. Men det var eddermame lærerigt. For én selv om ikke andet.

Blandt de ypperste minder er fx dengang, hvor en knægt midt i timen hoppede ud af vinduet midt og skred. Hvilket klassekammeraterne dårligt løftede en bryn over og bare kommenterede med: “Det gør han tit”.

Der var også dengang, hvor en hel 7. klasse gik amok simultant, og halvdelen sad på ryggen af den anden, imens de bankede ind i hinanden og væggene. Helt ustoppelige for 160 cm lyshåret lærervikar, der ellers ikke var nærig med hverken hverken fornuftsappellerende bønner eller lidt pædagogiske eder og trusler råbt for fuld udblæsning.

Der var dengang i 4., hvor jeg faktisk måtte melde pas til et matematikstykke. Og bede den lille pode om at spørge sin rigtige lærer ugen efter. Fordi jeg simpelthen ikke kunne huske, hvordan det skulle løses. Til trods for, at matematik engang var min favorit. Og at det nok egentlig ikke burde være tilnærmelsesvis svært. For én, der lige havde bestået noget langt værre på universitetsniveau.

Der var også timer, hvor en hel 3. klasse uden at kny stilte sig i kø ved kateteret for én efter én at spørge om de regnestykker, der voldte problemer (og hvor jeg godt kunne hjælpe dem). Hvor en 9. klasse uden de store ord bare af sig selv gik i gang med lektierne. Eller hvor 1. klasse med store, spændte øjne lyttede opmærksomt til en historie og lavede tegninger til mig imens. Egentlig var der nok mest af det. Det føltes bare ikke sådan at all. Så efter et halvt år lockoutede jeg mig selv. Og fandt på noget andet at tjene pengene på. For vores alles skyld.

Og sådan la’r vi det bare blive. Helt underordnet af, hvordan den igangværende ballade ender, og hvem der løber med det længste strå. Tak.

Sidste miniguide om fertilitet er netop lagt på Saxo’s hylder. Den handler om undersøgelserne af mandens fertilitet, hvordan de foregår, og hvad de fortæller.

Hæftet er gratis. De er de første fire i serien også. Til gengæld må du have fat i den “rigtige” bog for at læse resten. Fx ved at investere lige her. Eller hive den med hjem fra nærmeste bibliotek. Eller følge med på denne blog.

Jeg har arbejdet så meget med reklamer, at jeg for længst  har nået mætningspunktet. And then some.

Derfor muter vi også for det meste tv’et, når der er reklameblokke. Og priser os lykkelige for “nej tak til reklamer” klistermærket og folkeregisterets reklamebeskyttelse. Jamen, livet er altså bare for kort til den slags. Sagde Damen, Formerly Known as Marketingdulle.

Derfor har jeg også længe kæmpet imod en af de ganske få undtagelser, der er fra reglen. Nemlig Oisters tv-spots. Dem, vi alle mellem 1 og 2 meter skråler med på herhjemme. Og som altid hiver et smil ud af én, hvor meget man end forsøger at modstå det.

Men så rullede de den her ud. Og da vi nåede til hummerens roterende bagparti, var der ingen vej uden om længere.

So here goes:

PS: Jeg behøver ikke at gøre opmærksom på, at indlægget er sponseret. For det er det ikke.

Noget virkelig træls ved journalistgerningen er, at man skal være objektiv. Og at man altid skal tænke på, at man pludselig kan stå over for hvem som helst med sin mikrofon og skulle have et seriøst interview i kassen.

Derfor skulle man eddermame nok lige holde sin store mund lukket, hvis nu…

• man hellere ville… spise middag med Troels Bech (ham fodboldtræneren-slash-kommentatoren for pokker, piger) end Brad Pitt. Uden at blinke. Anytime.
• man havde udviklet major crush på Hr. Skæg – verdens nok mest sympatiske mand. Jo, I swear!
• man ikke synes, man er en dag for gammel til at suse backstage, hvis man blev inviteret. Af fx Rasmus Seebach. Eller Walter.

Ellers kunne man jo ikke se nogen af dem i øjnene. Med bare lidt (selv)respekt i behold. Og uden at måtte rødme helt om i hestehalen. Hvis man en dag skulle havne i den übercoole situation. Om den så var back- eller frontstage.

Så jeg si’r ikke et ord. Ikke ét!! (Så sku’ det da lige være et “how are you doin’??!!”)

PS: Brad – should we ever meet, my blog is currently hacked. Of course.

På sin vis ærgrer jeg mig en lille bitte smule over, at jeg nåede at stoppe op 2½ centimeter før, vi ville være stødt heftigt sammen. Fordi jeg nok ville have taget hende med i faldet. Og hun – hvis der havde været nogen form for retfærdighed til – sikkert ville have slået sig endnu mere end mig. Og fordi hun så i hvert fald ikke bare kunne være stukket af, før jeg havde hældt et par sandheder og en tilpas mængde galde ud over hende.

Det var nu bestemt ikke hendes fortjeneste, at hun ikke jernede ind i mig der på fortovet, hvor jeg – i et forsøg på at få lov til at leve godt og længe – løb en tur. For hun kom bare sprøjtende ud fra indkørslen – som skidt ud af en kanin, meget apropos – på sin cykel. Fast besluttet på kun at orientere sig til højre. Og helt uden så meget som at kaste bare et enkelt lille blik til venstre. Hvor vi ellers nok lige var en enkelt, der befandt os. Og endda ikke engang var særlig lydløs.

Nå, men jeg nåede jo altså lige at bremse op. De der få centimeter før, vi for alvor ville have været i nærkontakt med hinanden. Og cyklen. Og fortovsfliserne. I en skøn forening. Alt imens jeg råbte et forvildet, forskrækket og lettere tøset “uuuuuh!”.

Hun hoppede en anelse i sadlen, da hun – ENDELIG! – så mig. På det fortov, hvor man burde gå og løbe, men ikke rigtig cykle. Og fniste et tåbeligt “ti-hi,” imens hun bare piskede videre på sin jernhest. Uden så meget som at stoppe lidt op. Eller bare råbe et “undskyld, for pokker!” over skulderen.

Og jeg er jo desværre hæderligt opdraget. Til at vende den anden kind til. Så jeg løb også bare videre den modsatte vej. Med lettere forhøjet puls. Og lidt ekstra damp ud af ørerne. Helt uden at råbe hverken “røvhul,” “kælling” eller “har du ikke øjne i dit dumme hoved??” efter hende. Hvis det interesserer dig bare en smule, dame, så nåede jeg da heldigvis også hjem i sikkerhed uden at møde andre trafikale galninge af slagsen, der burde tvangssteriliseres for enhver type køretøjer. Tak for interessen [*sarkastisk-smiley*].

Og dame – skam dig. SKAM DIG!!